Åbne grupperum påvirker undervisningen

Det kan være svært at høre hinanden, når tre klasser sidder i hver sit grupperum, fortæller lærer og elever fra Ørestad Gymnasium

På Ørestad Gymnasium har man flere åbne grupperum end traditionelle klasselokaler. Det har givet udfordringer til gymnasiets lærere og har konsekvenser for kvaliteten af undervisningen.

Ørestad Gymnasium er arkitekturmæssigt måske et af de smukkeste og mest innovative gymnasier i hele verden. Det understreges af det faktum, at fagfolk verden over hyppigt tager rejsen til Danmark for at opleve gymnasiets arkitektoniske skønhed og lære om de nye innovative undervisningsformer, som Ørestad Gymnasium har.

En af de nye undervisningsformer er undervisningen i de åbne grupperum, hvor der bliver undervist, som man ville gøre det i et klasselokale. Ørestad Gymnasium er blevet rost meget for dette initiativ, men det er ikke alle, der er lige begejstrede for undervisningen i disse grupperum.

For meget larm udefra
Retoriklærer på gymnasiet Kasper Froda er en af de lærere, som har oplevet udfordringer ved at undervise i grupperummene.

“Ørestad Gymnasium er jo bygget på en måde, så man kan høre og se hinanden stort set alle steder fra. Er der nogen, der tilfældigvis ikke har et modul, så står de ude langs trappen og råber og skriger,” fortæller han og uddyber:

“Det kan også være, at der er et grupperum ved siden af en, hvor der sidder nogle 1.g’er. De larmer som regel mere end 3.g’erne, og så kan man heller ikke høre noget.”

Rummet skal ikke styre undervisningen
Larmen udefra resulterer i, at det bliver sværere for lærerne at undervise ved tavlen i grupperummene. Det skaber en udfordring for lærerne, da det nogle gange er nødvendigt for dem at bruge tavlen i undervisningen, fortæller Kasper Froda. 

“Som udgangspunkt har jeg ikke noget imod at undervise i et grupperum. Jeg har dog noget imod, at det styrer den undervising, jeg har. Hvis jeg sidder med en plan, hvor det er nødvendigt, at jeg underviser ved tavlen, så dur det ikke, at eleverne sidder og arbejder med begreber, som de ikke har fået forklaret. Så generer det mig rigtig meget,” siger han.

Svært at koncentrere sige
Gymnasiets elever deler Kasper Frodas irritationer. Flere af dem mener, at det er sværere for dem at koncentrere sig i timerne, når de undervises i et gruppelokale.

“Det er jo som sådan ikke et problem, at vi bliver undervist i et grupperum. Problemet er, at det ofte larmer meget, og det gør det mega svært at koncentrere sig,” siger Jeppe Gerhardt, som går i 3.n på Ørestad Gymnasium.

Hans holdning deles af Tobias Eskild Douglas, som går i 3.j på gymnasiet.

“Folk er bare mere koncentrerede, når vi er i et lokale, og lærerne har også mere styr på undervisningen, føler jeg. Nogle af dem giver os bare en opgave for og siger, at vi skal aflevere den i slutningen af modulet, fordi de ved, de ikke får noget ud af at undervise ved tavlen i et grupperum,” siger han.

Ændringer på vej
Udfordringen for Ørestad Gymnasium er, at der er 43 forskellige klasser på gymnasiet, mens der kun er meget få klasselokaler i bygningen.
Ifølge gymnasiets lærere kan de ikke frit vælge, om de vil have et klasselokale eller et grupperum. Konsekvensen er, at nogle af lærerne er nødsaget til at undervise i et grupperum, selvom deres undervisningsplan er planlagt til et klasselokale.

Rektor på gymnasiet Allan Kjær Andersen er bevidst om problemet og fortæller, at skolen har planlagt at gennemføre ændringer i dette skoleår. 

"Sidste år gennemførte vi en stor undersøgelse sammen med Signal Arkitekter af vores brug af bygningen. Her fremgik det, at der var forskellige problemstillinger i forbindelse med anvendelsen af gruppemiljøerne, og der blev lavet en rapport med nogle anbefalinger til, hvordan vi kunne nyindrette og nymøblere huset, og det går vi i gang med at gennemføre i dette skoleår, siger han."