Du er her
08. mar 2010

Vores hjerner vil have historier

Vores hjerner vil have historier
Af: HolaKo

Fakta kombineret med en god historie øger elevernes engagement og gør det nemmere for dem at huske stoffet. Mød Annemarie Krarup, der altid bruger fortællinger i sin undervisning på Frederiksberg HF-kursus - og opfordrer til at bringe flere overraskelser og mere latter ind i timerne.

FORTÆLLINGER > tina rasmussen >
tina@gl.org > foto: mike kollöffel

Egentlig har hun altid gjort det. Fortalt historier. Men først på et stemmetræningskursus for tre år siden, der viste sig også at være et kursus i historiefortælling, blev hun bevidst om det.

»Pludselig gik det op for mig, at det jo præcis er det, jeg gør, når jeg underviser,« siger Annemarie Krarup, der er lærer i musik, psykologi og idræt på Frederiksberg HF-kursus.

I dag bruger hun fortsat fortællinger som et fagligt redskab. Bare langt mere systematisk end tidligere. I stedet for lidt tilfældigt at fortælle en historie i en time, fordi det måske lige passer ind, tænker hun i dag på forhånd over, hvordan hun kan få skabt spændende historier ud af de faglige emner, som eleverne skal igennem.

»Vores hjerner er indrettet til historier. En stor mængde fakta og tal, en lærer har remset op og skrevet på tavlen, husker man ikke særligt godt. Men bliver det formidlet i en fortælling, så husker man det,« siger Annemarie Krarup.

»Vi mennesker skaber hele tiden fortællinger om vores liv og vores omgivelsers liv og handlinger for at forstå os selv og hinanden. Det er en af grundene til, at vi husker og dermed lærer bedre, når stoffet organiseres i en fortælling.«

Fortællinger har altid eksisteret. Siden de tidligste tider har det været måden, man har kunnet formidle sin viden videre på. Der er blevet fortalt historier om, hvordan man garver skind, og om, hvad der skete på den store bjørnejagt, og derfor taler fortællinger til et urinstinkt i os, mener hun.

»Jeg tror, at der i alle mennesker er en parathed til at ville høre den gode historie.«

Ifølge Annemarie Krarup kan man ved at flette en god fortælling ind i undervisningen aktivere det engagement fra elevernes side, man som lærer ofte savner. Dels fordi der ligger masser af nærvær, intensitet og begejstring i fortællerens værktøjskasse, dels fordi en fortælling får vendt op og ned på den typiske situation i klasseværelset.

»Fortællinger virker pædagogisk motiverende. Det er min oplevelse, at jeg kan fange elevernes opmærksomhed på en helt anden måde. Der bliver dannet en masse forskellige billeder inde i deres hoveder, og det er en meget stærk kraft.«

»Samtidig vokser deres spørgelyst. Når man normalt underviser, kommer man med en masse svar, som de egentlig ikke har bedt om at få. Men kan man lave en historie - og måske krydre den med nogle begreber, de ikke kender - så opstår der spørgsmål, og det gør det meget mere interessant for dem,« forklarer hun.

Nærvær og intensitet
At Annemarie Krarup er god til at fortælle historier, er ikke så underligt. Da hun var barn, digtede hendes mor den ene fantasifulde historie efter den anden, og da hun som seksårig i en periode boede hos sin farfar, der var klassisk filolog og på det tidspunkt direktør for Det Danske Akademi i Rom, fortalte han altid godnathistorier fra de oldgræske episke digte Odysseen og Iliaden.

»Oplæsning er fint, men fortælling giver et helt andet nærvær og en anden intensitet,« siger Annemarie Krarup, der ikke kun fortæller historier, når hun underviser på hf-kurset, men også i børneinstitutioner, skoler og kirker.

Selvom man ikke er vokset op med fortællinger, kan man sagtens selv blive en god historiefortæller. Alle kan lære at mestre fortællekunsten, og som lærer har man endda den fordel, at man er vant til at huske sit stof og disponere det på en hensigtsmæssig måde, understreger hun.

»Alle gymnasielærere kan lære at lave en fortælling ud af noget fagligt stof. Man skal lære nogle basale teknikker og blandt andet vide, hvordan man skaber en god start, og hvorfor det er vigtigt at lave nogle brud undervejs,« forklarer Annemarie Krarup.

Hun mener, at fortællinger i princippet kan bruges i alle fag. Dansk og historie er oplagt, men også i matematik, fysik, kemi, biologi og naturgeografi er der rige muligheder for fortællinger, og her er der inspiration at hente hos videnskabsjournalister, der skriver artikler og laver tv-programmer som DRs Viden om, påpeger hun.

»Der er masser af fantastiske historier, det er bare med at grave dem frem. Tag Darwin og hans hovedværk om arternes oprindelse. Darwin tager til Galapagos, men på samme tid er der en anden, der er ved at gøre de samme opdagelser. Det er dramatisk stof, man sagtens kan lave en historie ud af.«

Selv bruger hun i psykologi ofte fortællinger om de store psykologer, og hvordan de kom frem til deres teorier, eller hun tager udgangspunkt i forskellige cases - for eksempel om omsorgssvigt og mønsterbrud - og fortæller dem som historier.

Og når det skal handle om opera i musik, fortæller hun måske historien om Luigi, der roede af sted igennem Venedigs kanaler i sin gondol og var på vej hen for at hente dogen, byens overhoved, som skulle til den første opera i det nye offentlige operahus. Luigi dristede sig til at spørge, om han mon også kunne få mulighed for at opleve en opera, og dogen fik den ide, at Luigi og hans kolleger kunne komme ind for en billig penge og få de dårligste ståpladser på gulvet, hvis de til gengæld klappede under forestillingen. De fine sad jo oppe i logerne og brugte også tiden på at spise og mingle.
»Dernæst plejer jeg at komme med en beskrivelse af en opera, hvor jeg bruger forskellige faglige termer,« forklarer hun.

Latter åbner hjertet
Annemarie Krarup er sikker på, at hun ikke er den eneste lærer på landets gymnasier og hf-kurser, der fortæller historier. Men antallet er nok ikke særligt stort, mener hun, for i Danmark er der slet ikke den samme tradition for at bruge fortællinger i undervisningen som i Sverige, Norge, England og USA.

»På det punkt er Danmark et uland,« lyder det fra Annemarie Krarup, der undrer sig over det, fordi der oprindeligt har været tradition for fortælling i skolen.

»Men det er mest kommet til udtryk inden for højskolerne og friskolerne. Traditionen stammer jo fra Grundtvig, som i høj grad byggede sine ideer om undervisning på fortællingens formidlende kraft og det levende ord. Desværre er det ikke smittet af på grundskolen og gymnasiet,« siger Annemarie Krarup.

Hun er begyndt at afholde stemme- og fortællekurser, så flere lærere kan få øjnene op for, hvor nemt det faktisk er at inddrage fagligt stof i en fortælling, og hvor velegnet undervisningsformen er. Og hun tror ikke, det er tilfældigt, når det næsten altid er de lærere, der var gode til at fortælle historier, folk kan huske fra deres egen skoletid. Selv husker hun en lærer i folkeskolen, der af og til hoppede ud af lærerrollen og fortalte historier fra sit eget liv, som i den grad fangede hende. Og netop at kunne overraske og bryde rytmen er vigtige egenskaber som lærer, mener Annemarie Krarup, der også efterlyser mere humor i undervisningen.

»Vi undervurderer latteren. Den får os til at åbne hjertet, og har man fået sine elever til at grine, kan man også få dem til at lytte. Mit mål er, at eleverne skal grine mindst én gang i mine timer.«

»Vi skal ikke være så bange for at have det sjovt. Men det er lidt den holdning, vi har taget med fra universitetsverdenen og hevet ind i gymnasiet. Vi er ved at gøre op med den, men der er et stykke vej endnu,« siger Annemarie Krarup, der tror, det er en vigtig faktor, hvis frafaldet på de gymnasiale uddannelser skal mindskes.

»Den ene undersøgelse efter den anden viser, hvor meget det betyder at have det sjovt, hvis man skal lære noget. Man kan ikke lære én, der keder sig, noget som helst. Følelserne skal med, og det kommer de for eksempel, når man fortæller en historie.«

Kommentarer

0
You must have Javascript enabled to use this form.