Blogindlæg

Vi kan lære af eleverne

Vi kan lære af eleverne – om digital dannelse

1. marts 2013 af Anne Boie Johannesson

Der er forskel på vores elever og os. Måske større forskel end vi regner med. Begge parter mangler forståelse for hinanden og begge parter kan lære af hinanden.

Søren Schultz Hansen skriver i sin bog, Årgang 2012, om de unges brug af medier: ”Det digitale liv, som foregår via de interaktive og mobile medier, er hastigt i gang med at gøre det fysiske liv rangen stridig som det mest virkelige og mest naturlige.

Det er svært for de fleste af os at sætte os ind i de unges digitale liv. For os er internettet et sted, man går hen for at finde relevante redskaber til at løse specifikke opgaver. For de unge er det et sted, hvor de opholder sig for at være sammen. Vi er gæster på nettet, og de er beboere på nettet. Det siger ikke noget om, hvor gode de, og vi er til it, men det siger noget om forskellig adfærd. Og vi har desværre ofte tendens til at tro, at vores adfærd er den bedste.
Det fremgår fx af definitionen af digital dannelse fra Tænketanken for Digital Dannelse (se tidligere blogindlæg):

  1. Informationssøgning
  2. Læsning af multimodale tekster
  3. Kommunikationskritisk kompetence
  4. Produktion af multimodale tekster

Denne definition er ret ensidig, og den siger intet om sociale medier. Den er produceret af gæster på nettet, der ikke har forståelse for beboerne på nettet. En bedre definition af digital dannelse er efter min mening denne (lånt fra andersstubkjaer.com og bearbejdet af to htx-klasser):

  • - at indsamle, kritisk behandle og anvende materiale fra nettet
  • - at forstå dialogen på nettet og kunne deltage i den
  • - at etablere, vedligeholde, udvikle og beskytte en digital identitet
  • - at være villig til konstant at lære nyt og eksperimentere
  • - at producere selvstændigt digitalt materiale til nettet
  • - at regulere privat brug af sociale medier i undervisningssituationer

Tænketankens definition er indeholdt i den, samtidig med at den er udvidet til at indeholde de sociale medier. Og så er det tydeligt, at både vi og eleverne har en del at lære af hinanden: Vores elever kan lære os om brug af og adfærd i sociale medier. Vi kan lære dem at søge information og forholde sig kritisk til det.  Og så får vi alle udvidet vores horisonter og trænet kompetencerne i at lære nyt og eksperimentere.

Hvis vi som gymnasielærere står stille og ikke tilegner os digital dannelse, bliver skellet mellem vores elever og os større, og gymnasieskolen bliver mere og mere gammeldags og utidssvarende. Konsekvensen bliver mere Facebook i timerne, og ikke på den faglige måde. Lad os i stedet mødes om en reflekteret brug af medierne, hvor begge parter kan lære af hinanden til gensidig inspiration og glæde.

 

Anne Boie Johannesson

  • Jeg er gymnasiekonsulent på Center for Undervisningsmidler UCC, hvor jeg især beskæftiger mig med it-didaktik. 
  • Jeg underviser desuden i kemi og dansk på Køge Gymnasium. 
  • Jeg er cand. scient i kemi med sidefag i dansk og master i IKT og læring.
  • Jeg er gift, og jeg har en søn på 12 år og en datter på 9 år.
  • Min store interesse er it-didaktik, elevaktiverende arbejdsformer og web 2.0, og jeg er nørdet nok til at føle mig amputeret uden mine gadgets…

Kommentarer

lør, 09/03/2013 - 20:59
Michael Klos

Det er ikke eleverne der skal definere hvilke IKT-systemer med mere der skal anvendes i undervisningen. Det er lærerens opgave at definere læringsrummet, som man inviterer elevernes til. Det er en myte at tro, at flertallet af eleverne er digitale specialister. Jeg betragter dem mere som funktionelle analfabeter. De ved meget om lidt, primært facebook og tekstbehandling.
Mit forslag er, at man på skolerne opbygger en rutine i at fremme vidensdeling ved hjælp af en fx blog, wiki, opslagstavle eller samtaler. Det er fint at inddrage elevernes ideer, men det er underviseren der skal definere og tage lederskab.

Tilføj kommentar

Brugeroplysninger
Email-adressen vises ikke på sitet, men gør det muligt for os at kontakte forfatteren.
Kommentér uden forsinkelse.
Brug Facebook
log ind eller registrer
dig her.
By submitting this form, you accept the Mollom privacy policy.