Artikel
Unges uddannelsesvalg til debat
img_1035

Unges uddannelsesvalg til debat

Det er ikke underligt, at mange unge vælger forkert og dropper ud af deres ungdomsuddannelse eller dobbeltuddanner sig. Sådan lød det fra rektor Jakob Thulesen Dahl, næstformand for Danske Gymnasier, da Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) indbød til uddannelsesdebat på Folkemødet.

Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

Det er systemet og ikke de unge, der er noget galt med.

Det var budskabet fra Jakob Thulesen Dahl, rektor på Skanderborg Gymnasium og næstformand for Danske Gymnasier, da Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) i går indbød til debat om unges valg af ungdomsuddannelse på Folkemødets første dag.

Undersøgelser viser, at mange unge har svært ved at vælge ungdomsuddannelse, og at mange falder fra deres ungdomsuddannelse – heraf starter nogle på en ny. Andre gennemfører først gymnasiet og derefter en erhvervsuddannelse. Atter andre bliver studenter uden egentlig at vide, hvad de skal bruge huen til.

Det er der imidlertid hverken noget overraskende eller forkert i. Det er konsekvensen af et uddannelsessystem, der forlanger, at 14-15-årige elever ved, hvad de vil være, mener Jakob Thulesen Dahl. 

”Vi bliver ved med at tro på, at de unge allerede i 8. klasse kan træffe et fornuftigt uddannelsesvalg. Det er den grundpræmis, der er gal. De er jo stadig børn på det tidspunkt,” sagde Jakob Thulesen Dahl.

Husk karriere-snak
Anders Ladegaard, vejleder i UU Lillebælt og næstformand i UU Danmark, forstår også godt, at mange unge synes, at det er svært at vælge ungdomsuddannelse. Han mener, at der er brug for et øget fokus på karriere og arbejdsmarked i grundskolen, hvis man vil kvalificere de unges valg.

”Vi har et enormt fokus på uddannelser, men meget lidt fokus på arbejdsmarkedet. Det skal vi lave om på. Vi skal snakke karriere meget tidligere og åbne op for livet uden for skolen. Eleverne skal se nogle eksempler på, hvad de kan blive. Det mangler de i dag,” lød det fra Anders Ladegaard.

Camila Hutters, områdechef i EVA, gav ham ret.

”Mange unge synes de, at de har en meget lille viden om mulighederne på arbejdsmarkedet. Det handler ikke om, at de skal have en færdig karriereplan, men det er vigtigt, at de kan se nogle perspektiver og mål ved at uddanne sig,” sagde hun.

Vil holde flest døre åbne
I dag er gymnasiet elevernes foretrukne valg, når de efter grundskolen skal vælge ungdomsuddannelse. Langt færre vælger en erhvervsuddannelse – og tallet er endda faldende trods erhvervsuddannelsesreformen.

Under debatten i EVA’s telt påpegede Mathilde Vinther, formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS), at en af årsagerne til gymnasiets popularitet imidlertid er ret enkel – og svær at gøre noget ved.

”Mange vælger gymnasiet, fordi de gerne vil holde flest døre åbne så længe som muligt, og det er jo en virkelig rationel begrundelse,” sagde DGS-formanden. 

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater