Uddelegering i en reformtid

Vi står midt i den største ledelses- og organisationsreform i gymnasieverdenens historie. Reformerne sker på alle niveauer og områder. I fremtiden vil organiseringen af arbejdet i stigende grad være centreret om flerfaglighed, lærersamarbejde, toning af undervisningsforløb og niveaudeling – og klassiske pejlemærker som faglighed, skemaer og klasser skal indpasses i den ændrede ramme. Ændringer i organisering af arbejdet sker som svar på et nyt begreb om undervisning, der sætter elevernes læring først.

De seneste måneder har jeg besøgt Haderslev Katedralskole, Horsens HF & VUC og Virum Gymnasium, der alle har arbejdet med forsøgsprojekter om uddelegering og arbejdstidstilrettelæggelse. Jeg har været interesseret i at finde ud af, om der stadigvæk er brug for, at der uddelegeres ansvar til lærerne, hvis fremtidens undervisningsopgave skal løftes. Svaret er ja. Her kommer begrundelsen:

Indskrænket frihed
Gymnasielærere har traditionelt set haft udbredt selvbestemmelse. I kraft af deres faglige kompetence har de fået uddelegeret store frihedsgrader til selv at bestemme, hvordan de ville tilrettelægge og gennemføre undervisningen. Denne form for frihed til selvbestemmelse er blevet indskrænket, som en leder forklarer det: ”Lærerne er gået fra at være konge i sit eget klasseværelse til at skulle kunne samarbejde om elevernes læring.”

Der er flere årsager til ændringen i lærernes rolle. For det første skal lærerne kunne samarbejde på tværs af fag og klasser. Lærerne kan ikke selv bestemme, men skal i fællesskab med andre kunne finde ud af, hvordan de vil løse opgaven. En lærer forklarer: ”Du er som lærer også ansvarlig for, at eleven lærer noget i matematik, selvom du ikke er matematiklærer. Vi har faktisk en fælles opgave som historielærer og matematiklærer.” Ansvaret gælder med hensyn til koordinering af temaer mellem forskellige fag, men også videndeling omkring, hvordan forskellige elever lærer bedst muligt.

For det andet skal undervisning tage udgangspunkt i elevernes læring. Lærerne må begynde med at forstå, hvordan eleverne lærer, for at kunne bruge deres faglighed og pædagogiske indsigt til at tilrettelægge undervisningen. Eleverne skal mødes, hvor de er, og hjælpes til at overkomme eventuelle barrierer for læring. En lærer forklarer: ”Alt kan være relevant. Hvis eksempelvis der er forstyrrelser i elevens privatliv, så kan rollen være at hjælpe til, at hun kan føle ro, så hun kan lære.” Lærerne er ikke længere bare ”fagambassadører”, som skal tage ansvar for afvikling af egen undervisning, men skal kunne tage sig af pædagogiske opgaver. Pædagogikken får stigende betydning ved siden af den klassiske faglighed, som en leder fortæller: ”Behovet for at kunne tænke pædagogisk overskygger behovet for fagfaglige kompetencer. Læring afhænger af at kunne trænge ind til eleverne”. Der er behov for at se den enkelte elev som menneske.

For det tredje oplever mange lærere, at der ikke er tid nok til at kunne forberede undervisningen på den måde, som de ud fra rent faglige betragtninger gerne ville undervise. De økonomiske rammer afgrænser den faglige selvbestemmelse, så der må hugges en hæl og klippes en tå – eller i hvert fald genbruges materiale eller bruges undervisningsmateriale, andre lærere har udviklet.

Lærere skal i dag tage ansvar for langt mere end tidligere, samtidig med at de har mindre frihed til selv at bestemme, hvordan de vil løse opgaverne. Råderummet til selvbestemmelse er blevet mindre. Til gengæld er råderummet til selvledelse blevet større. Hvor uddelegering af selvbestemmelse handler om at give lærerne frihedsgrader, så drejer denne ”nye” form for uddelegering sig om, at lærerne er i stand til at lede sig selv i forhold til den forpligtelse, de har over for den fælles kerneopgave. For at få uddelegeret opgaver og større frihedsgrader i arbejdet skal lærere kunne vise, at de er i stand til at bidrage til den overordnede kerneopgave gennem deres tilgang til undervisningen, initiativer og handlinger.

Lærere som (selv-)ledere
Lærerne forventes at tage ansvar for skolen som helhed. De kommer derfor i mere eller mindre grad til at varetage ledelsesroller og -opgaver. Det bliver eksempelvis nødvendigt, at undervisningen skal koordineres og styres gennem ledelse af forskellige projekter. Alle tre projekter, jeg hørte om på gymnasierne, var hovedsageligt styret og koordineret af lærere. Disse lærere havde et stort ansvar for, at projekterne lykkedes. Samtidig varetog de også klassiske ledelsesopgaver som at lede og fordele arbejdet. Dog havde de ikke formelt personaleledelsesansvar, hvilket stadigvæk var placeret hos ledelsen.

Der er tendenser til, at der vokser et nyt uformelt ledelseslag frem på gymnasierne, som udgøres af projektledere, der skal sørge for at koordinere toning af uddannelsesforløb, klassesamarbejder med videre. Projektlederne kommer til, da der i stigende grad er behov for at koordinere og lede opgaver på tværs af de nuværende organisatoriske strukturer såsom fag, klasse, skema og årgang. De arbejder eksempelvis med koordinering af studie- eller introduktionsforløb, hvor opgaverne både kan have karakter af administration og faglig og pædagogisk udvikling. Disse uformelle ledere er placeret mellem ledelsen og lærerne. Deres opgave er ofte at være kontaktperson for ledelsen og sparringspartner for kollegerne. Dette ledelseslag er nødvendigt for, at opgaverne kan løses, da der simpelthen er blevet brug for mere koordinering og samarbejde for at løse undervisningsopgaven.

Der er brug for ledelse
Der er ikke bare brug for mere ledelse, hvis undervisningsopgaven skal løftes, men også en anden form for ledelse. Rektorer og fagkoordinatorer kan ikke nøjes med at være administratorer, men må træde i karakter som personaleledere og strategiske ledere.

Ledelsen skal kunne fremme en proces frem mod en fælles forståelse af de overordnede mål og retning for skolen, som det blev formuleret i forbindelse med begrundelsen for et af projekterne: ”Der var brug for at koble højtflyvende læreplaner med konkrete undervisningsaktiviteter”. Samtidig skal ledelsen sørge for at hjælpe lærerne med at lave de rigtige prioriteringer og afgrænsninger af opgaverne, så de bidrager bedst muligt til fællesskabets mål. En lærer formulerede det på denne måde: ”Vi skal kunne se, at det, vi gør i fællesskab, er det rigtige.” For at det kan lade sig gøre, så har lederne en særlig opgave. En lærer formulerede opgaven på denne måde: ”Lederne skal etablere rammerne for samarbejde, så lærerne kan være selvkørende. Der skal være kontakt mellem lærere og ledere, men ikke helt ned i aktiviteter.” Lederne skal udpege målene for lærerne og hjælpe lærerne til at realisere disse. De skal ikke administrere og kontrollere direkte på aktiviteterne, men sørge for at lærerne har tilrettelagt aktiviteterne på en måde, som er hensigtsmæssig i forhold til de overordnede mål.

Ledelse skal uddelegeres i organisationen og ikke centraliseres. Der er to simple grunde til dette. For det første at der ikke er nogen – hverken ledere eller lærere – der endnu har fundet den succesfulde opskrift på, hvordan fremtidens gymnasium skal organiseres. For det andet er alle elever forskellige, hvorfor det er nødvendigt, at lærerne som dem, der er tættest på eleverne, er i stand til at kunne bestemme, hvad den aktuelle opgave er. Der er altså brug for uddelegering af ansvar til lærerne, hvis fremtidens undervisningsopgave skal lykkes.