Nyhed

Uddannelsesguru til lærerne: Samarbejd mere!

En høj professionel kapital kræver, at danske gymnasielærere øger deres samarbejde. Det fastslog professor Andy Hargreaves på GL’s 125 års jubilæumskonference.

21. april 2015 af Tina Rasmussen
Professor Andy Hargreaves var en af hovedtalerne, da GL i dag holdt 125 års jubilæumskonference i København. Foto: Mike Kollöffel.

Lærerne skal blive bedre til at samarbejde, hvis der skal skabes en høj professionel kapital på de danske gymnasier – og dermed god undervisning.

Sådan lød det fra professor Andy Hargreaves fra Boston College, da han i dag talte på GL’s 125 års jubilæumskonference i København.

Ifølge Andy Hargreaves er det ikke nok, at lærerne samarbejder i team om tværfaglige projekter. Der er også brug for, at de i perioder for eksempel forbereder sig sammen og evaluerer undervisningen sammen.

”Hvis lærerne virkelig vil det, finder de også tiden til det,” sagde Andy Hargreaves.

Kvalitet og trivsel
Han har sammen med sin kollega Michael Fullan udviklet begrebet professionel kapital og udgav i 2012 en bog om emnet.

Forskning viser, at en høj professionel kapital på en arbejdsplads – uanset branche – blandt andet giver kvalitet i kerneydelsen og øget trivsel blandt medarbejderne.

GL har fået udarbejdet et spørgeskema, så gymnasierne kan måle deres professionelle kapital. 13 skoler gjorde det i efteråret – 13 nye skoler er i gang netop nu.

Læs: GL giver skoler nyt redskab til bedre arbejdsmiljø

Samarbejde er afgørende
Fra talerstolen forklarede Andy Hargreaves, at professionel kapital består af tre elementer: social kapital, human kapital og beslutningskapital. Social kapital - der handler om tillid, samarbejdsevne og retfærdighed - er det væsentligste parameter.

”Ligegyldigt hvor ens skole ligger, og hvordan lærernes niveau er, vil kvaliteten af undervisningen blive bedre, hvis den sociale kapital stiger. Det kræver, at lærerne er gode til at samarbejde,” forklarede Andy Hargreaves.

Han anses for at være en af uddannelsesverdenens guruer og har i årevis rejst kloden tynd som forsker, taler og rådgiver i diverse sammenhænge.

Overvær hinandens undervisning
Han påpegede, at et stærkt lærersamarbejde kan have mange former.

”Der er ikke én vej, men mange veje til en høj social kapital. Find den måde, der passer til jer. Det skal være sjovt og have fokus på eleverne,” lød hans råd fra talerstolen.

En af de oplagte muligheder er supervision, hvor lærerne overværer hinandens undervisning og giver konstruktiv feedback, påpegede Andy Hargreaves.

Han ser i det hele taget gerne, at der bliver skabt en kultur, hvor det er almindeligt, at både ledere og lærere går ind og ud af klasserne.

”Det skal ikke kun være noget, man gør, når noget eller nogen skal evalueres. Men fordi man hele tiden er interesseret i hinandens arbejde og i at skabe den bedst mulige undervisning sammen,” lød det fra Andy Hargreaves.

Læs mere om professionel kapital her

Hvad er professionel kapital?

Professionel kapital er et begreb, der består af tre elemeter: social kapital, human kapital og beslutningskapital.

Social kapital – der er det vigtigste parameter – handler om tillid, samarbejdsevne og retfærdighed i forhold til kerneopgaven.

Human kapital handler om personlig viden, færdigheder og kompetencer.

Beslutningskapital handler om evnen til at træffe fagligt velbegrundede professionelle valg i komplicerede situationer.

Undersøgelser dokumenterer, at høj professionel kapital på en arbejdsplads blandt andet giver øget kvalitet i kerneydelsen, bedre trivsel, mindre stress, bedre samarbejde og øget arbejdsglæde – uanset branche.

Begrebet professionel kapital er udviklet af de amerikanske forskere og universitetsprofessorer Andy Hargreaves og Michael Fullan.

 

Om Andy Hargreaves

Britiske Andy Hargreaves er i dag professor ved Lynch School of Education på Boston College i Massachusetts, USA.

Han har tidligere undervist på en række universiteter og er blandt andet æresdoktor på Uppsala Universitet i Sverige. Han er dog især blevet kendt for sine utallige udgivelser om uddannelse og uddannelsesforskning og sit arbejde som direktør for og medstifter af International Centre for Educational Change på Ontario Institute for Studies in Education i Toronto, Canada.

Han har desuden i mange år fungeret som rådgiver i uddannelsesspørgsmål for diverse organisationer og myndigheder på globalt plan.

Læs tidligere interview med Andy Hargreaves i Gymnasieskolen her

Tilføj kommentar

Brugeroplysninger
Email-adressen vises ikke på sitet, men gør det muligt for os at kontakte forfatteren.
Kommentér uden forsinkelse.
Brug Facebook
log ind eller registrer
dig her.
By submitting this form, you accept the Mollom privacy policy.