Du er her
Nyhed
|
23. nov 2015

Uddannelsesalliancen får GL-pris

Foto: 
GL-prisen 2015 går til de 38 organisationer og foreninger, der er gået sammen i kampen mod nedskæringerne på uddannelsesområdet.
Af: Tina Rasmussen

Da omkring 40.000 mennesker i slutningen af oktober samledes i København og Aarhus for at demonstrere mod regeringens varslede nedskæringer på uddannelsesområdet, skete det på Uddannelsesalliancens initiativ.

Det var elevorganisationerne, der på kort tid havde samlet 38 organisationer og foreninger, heriblandt GL, og dannet Uddannelsesalliancen.

I dag blev indsatsen belønnet med GL-prisen 2015.

”Med prisen værdsætter vi Uddannelsesalliancens arbejde. Vi påskønner kritiske, reflekterende og ansvarsfulde unge, der kæmper for at sikre uddannelser med kvalitet. Tak for jeres indsats og vilje til fortsat at kæmpe mod nedskæringerne,” lød det fra GL’s formand Annette Nordstrøm Hansen, da hun her til formiddag overrakte prisen på GL’s repræsentantskabsmøde i København. 

”Det er et politisk valg”
Yasmin Davali, der er formand for Danske Studerendes Fællesråd, modtog prisen på vegne af Uddannelsesalliancen.

”Mange tak for prisen. Det er en stor ære at stå her på vegne af de 38 organisationer, der udgør Uddannelsesalliancen,” lød det fra Yasmin Davali.

De nedskæringer, der allerede har ramt uddannelsessektoren, og de nedskæringer, der er på vej, vil få alvorlige konsekvenser, påpegede hun.

”Vores uddannelser er ikke kornfede. Det er ikke en nødvendighed at skære på uddannelsesområdet, det er et politisk valg.”

Kampen fortsætter
Yasmin Davali understregede, at Uddannelsesalliancens kamp mod nedskæringerne fortsætter.

”Det, der bygger stærke samfund i fremtiden, er stærke uddannelser. Det er den styrke, der er ved at blive sat over styr,” sagde Yasmin Davali fra talerstolen og fortsatte:

”Demonstrationerne er et foreløbigt peek, men er bestemt ikke afslutningen. Vi vil konfrontere politikerne med konsekvenserne af deres nedskæringer, når de om kort tid kan ses ude på uddannelserne.”

Med GL-prisen følger 25.000 kroner.

Kommentarer

0
You must have Javascript enabled to use this form.

Annoncer