Artikel
Tvivlsom rapport slagter fjernundervisning
No image

Tvivlsom rapport slagter fjernundervisning

Folketingspolitikerne har brugt en rapport om fjernundervisning til at gennemføre store nedskæringer på samme. Rapporten er lavet på baggrund af interview med udbyderne af fjernundervisning, men udbyderne kan langtfra genkende konklusionerne i rapporten.

Tekst_ gs_redaktor
Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

90 til 120 millioner kroner. Så meget kan udbyderne af fjernundervisning hente ved at effektivisere og realisere deres overskud på fjernundervisning.

et er den simple konklusion i en rapport fra analysevirksomheden Qvartz.

Der er bare et væsentligt problem – de fem største udbydere af fjernundervisning har meget svært ved at genkende konklusionerne i rapporten, selv om rapporten er baseret på interview og besøg på VUC-centrene.

Undervisningsministeriet og partiernes ordførere for erhvervsuddannelserne har brugt rapportens konklusioner som argument for at gennemføre store nedskæringer på fjernundervisning.

Alene VUC mister 138 millioner kroner allerede fra 1. januar 2016.

”Det ser ud, som om politikerne har brug for at finde nogle penge, og så får de lavet en analyse, som passer ind i den dagsorden,” siger rektor på HF og VUC Fyn Stig Holmelund Jarbøl.

Vi effektiviserer allerede
Gymnasieskolen har bedt de fem største udbydere af fjernundervisning om at gennemgå rapporten. De fem centre – VUC Syd, Københavns VUC (KVUC), HF og VUC Fyn, VUC Aarhus samt HF og VUC Nordsjælland – har tilsammen 2.750 årselever ud af de 4.200 årselever med fjernundervisning i Danmark.

De fem VUC-centre siger samstemmende, at det ikke er hos dem, at fjernundervisningen kan drives for væsentligt færre penge. Jo, der kan effektiviseres hist og her, men ikke i det omfang, som rapporten konkluderer.

I rapporten har Qvartz fundet 16 forbedringsinitiativer, som giver et effektiviseringspotentiale på mellem 51 og 77 millioner kroner.

De fem VUC-centre fortæller, at de allerede er i gang med langt de fleste af de 16 initiativer, eller at der er en god grund til ikke at bruge dem.

Matematisk betragtning
For eksempel mener Qvartz, at der kan spares op til 6,6 millioner ved at ”øge levetiden for undervisningsmateriale fra to til tre år i gennemsnit”.

”Det er en rent matematisk betragtning. Undervisningsmateriale til for eksempel samfundsfag skal konstant fornys, mens det i andre fag bedre kan genbruges. Men det gør vi allerede,” siger Ruth Kirkegaard, rektor på HF og VUC Nordsjælland.

Qvartz mener også, at udbyderne kan spare op til 13,3 millioner kroner på at nedbringe andelen af egenudviklet undervisningsmateriale til 20 procent.

På papiret kan det godt se ud, som om for eksempel KVUC kan effektivisere meget på det område.

”Vi har udviklet og udvikler meget undervisningsmateriale, men vi har til gengæld også delt det med flere andre VUC-centre. Derfor kan det på papiret se ud, som om vi er mindre effektive end flere andre VUC-centre,” forklarer Janne Schmidt Damgaards, der er uddannelsesleder på KVUC.

De fem VUC-centre mener også, at rapporten overser, at kursisterne på fjernundervisning er vidt forskellige og har individuelle behov. Derfor er flere effektiviseringsforslag kun gode i teorien, men vil i praksis ikke kunne lade sig gøre.

Dårligere kvalitet
Ifølge rapporten kan udbyderne af fjernundervisning spare op til 23,3 millioner kroner ved at forøge antallet af kursister per lærer, eller med andre ord ved at VUC-centrene laver større hold for fjernundervisning end for traditionel undervisning.

VUC-centrene mener igen, det er en meget teoretisk tilgang. Lederne erkender, at de godt kan bede lærerne om at undervise flere kursister, og ja, det bliver så en effektivisering. Men de er også enige om, at kvaliteten også bliver derefter.

Alt i alt erkender VUC-centrene, at der godt kan ligge små effektiviseringer rundtomkring, for eksempel ved at blive endnu bedre til at dele undervisningsmateriale med andre skoler. Men VUC-centrene kan på ingen måde genkende rapportens enorme potentiale for effektiviseringer.

Hvor stort er overskuddet?
Ifølge Qvartz-rapporten giver fjernundervisning et overskud på mellem 35 og 40 millioner kroner.

VUC-centrene er overraskede over, at Qvartz har fundet ud af, hvad overskuddet er for fjernundervisning – det kan de nemlig ikke selv. Fire ud af de fem VUC-centre fortæller til Gymnasieskolen, at de enten ikke har en beregning for et resultat for fjernundervisning, eller at det tætteste, de kommer på en beregning, ikke viser et overskud.

”Vores lærere arbejder ikke kun enten med e-learning eller almindelig undervisning, og vi har derfor ikke et særskilt resultat for fjernundervisning,” siger rektor Ruth Kirkegaard fra HF og VUC Nordsjælland.

KVUC har heller ikke et særskilt regnskab for fjern­undervisning, men over for Qvartz skønnede KVUC, at overskuddet på fjernundervisning er på cirka 10 procent.  

”Vi har ikke et præcist resultat, men vi skønner omkring 10 procent, hvilket svarer til bygningstaxameteret,” siger uddannelsesleder Janne Schmidt Damgaards.

Ifølge Qvartz har udbyderne en omsætning på 360 millioner kroner og et overskud på mellem 35 og 40 millioner kroner på fjernundervisning.

Eller med andre ord: KVUC’s skøn af et overskud på 10 procent på fjernundervisning passer lige præcis med Qvartz’ konklusion om, hvad det samlede overskud for fjernundervisning er for samtlige institutioner.

Det handler sagen om

En ny taxameteraftale indfører et særskilt taxameter for fjernundervisning. Det betyder, at udbyderne af fjern­undervisning mister 162 millioner kroner til næste år – af dem mister VUC 138 millioner kroner.

Rapporten fra Qvartz om fjern­undervisning konkluderer, at udbyderne af fjernundervisning kan realisere mellem 90 og 120 millioner kroner. Det kan ske ved at effektivisere og fjerne overskuddet på 35-40 millioner kroner, som fjernundervisning ifølge rapporten giver.

Det betyder med andre ord, at selv om udbyderne kan realisere 120 millioner kroner, som er rapportens mest optimistiske skøn, så skal de skære yderligere 42 millioner kroner.

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater