Artikel
Koncentrationen går fløjten
No image

Koncentrationen går fløjten

Videnskabsjournalist Søren Hebsgaard har undersøgt godt 500 gymnasieelevers telefonvaner. Resultaterne viser, at eleverne mister koncentrationen, når smart­phonen bipper og vibrerer i lommen. Og det gør den tit. Hvis ansvar er det, at koncentrationen ryger? Søren Hebsgaard mener, det er op til lærerne at tage diskussionen med eleverne.

Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

Resultatet af Søren Hebsgaards undersøgelse vil næppe komme som et chok for nogen. Slet ikke gymnasielærere. Ikke desto mindre er det ifølge videnskabsjournalist Søren Hebsgaard første gang, der findes data om danske gymnasieelevers brug af smartphones, og hvordan det påvirker deres adfærd. 
512 elever spredt over det ganske land har svaret på forskellige spørgsmål i forbindelse med undersøgelsen, og ét af dem var: Kan du koncentrere dig, hvis du forsøger? 
Det svarede 63 procent af dem, der ofte bruger smartphonen, nej til. 
Søren Hebsgaards undersøgelse viser også, at jo mere telefonen bipper og vibrerer med meddelelser om Facebook-beskeder, sms’er og spilanmodninger, jo mere går koncentrationen fløjten. 
“De unge har svært ved at ignorere beskederne. De er nødt til lige at se, hvad det er. Det er ikke nok at sætte telefonen på lydløs. Hvis den vibrerer, forstyrrer det lige så meget,” siger Søren Hebsgaard. 
Facebook er den værste synder, viser undersøgelsen. 
“De elever, der multitasker mest, er dem, der er mest på Facebook. Det er også dem, der oftest bliver afbrudt i det, de er i færd med,” siger Søren Hebsgaard og kommer med et bud på, hvorfor Facebook lokker så meget: 
“Det er, fordi det er nemt. Man skal bruge ekstremt lidt energi på at få payoff. Det er bare at åbne appen og poste et billede eller skrive lidt om dig selv, og så får du hurtigt opmærksomhed med likes eller kommentarer. Koncentration er som vand: Den flyder altid derhen, hvor det er lettest,” siger han.

Tag diskussionen 
De unge ved godt selv, at det står slemt til med koncentrationen. Spørgsmålet er så, hvad man skal stille op med det, hvis ambitionen samtidig er, at de unge skal lære noget.  
Pilen peger på lærerne, mener Søren Hebsgaard. Han er ofte ude at holde foredrag på gymnasier og folkeskoler om sin undersøgelse og støder på to holdninger fra lærerne: Der er dem, der har en laissez faire-holdning og mener, at hvis bare eleverne lærer noget, går det nok. I bund og grund er det elevernes eget ansvar, mener den gruppe. Og så er der de lærere, der slår ned på mobilforbruget med hård hånd. Søren Hebsgaard mener, det er op til lærerne at bringe diskussionen på bane med eleverne. For eleverne kan ikke selv styre det. 
“De unge ved godt, de er ude på dybt vand, når de ikke kan koncentrere sig om deres skolearbejde. De udenlandske undersøgelser, jeg kender til, viser alle det samme som min egen: At mobilen giver mange unge problemer med stress, koncentrationsbesvær og afhængighed. Samtidig opfattes mobilen som uundværlig. Derfor mener jeg, at det er lærernes ansvar at gøre dem bevidste om det. Kodeordet er at gøre sig klart, hvad man vil med sin smartphone. Hvad kan vente, og hvad kan ikke vente?” siger Søren Hebsgaard, der har lavet undersøgelsen i forbindelse med sit speciale på cand.public.-uddannelsen på Syddansk Universitet tidligere på året. 
Han fortsætter: 
“Med smartphonen har vi jo alle muligheder altid. Det betyder, at vi skal træffe nogle aktive valg, hvis vi ikke vil overmandes af informationer hele tiden. Man kan for eksempel tage stilling til, om det er i orden at have den tændt i løbet af en undervisningstime,” siger Søren Hebs­gaard. 
Han forstår dog godt, hvis nogle lærere ikke vil gøre sig upopulære ved at tage telefonen fra eleverne. Problemstillingen er ikke så simpel. 
“Det føles som et overgreb for de unge, hvis man tager telefonen fra dem. Som om de mistede den ene arm. For de unge er det at være til rådighed ensbetydende med at være social,” siger han.

Dumbphone er hot 
Der er også et demokratisk sigte med at hjælpe de unge til at kontrollere deres mobilforbrug, så de får noget ud af deres undervisning. Søren Hebsgaard kender til flere udenlandske undersøgelser, der viser, at det typisk er de elever, der i forvejen kæmper med lavt selvværd, der også har et overforbrug af mobiltelefoni og dermed nemt mister koncentrationen. 
“Det er dem, der er udadvendte og samtidig har et lavt selvværd, der hele tiden søger anerkendelse og har brug for at blive bekræftet i at vide, at de er gode nok. De tæller likes på deres opdateringer og bruger de sociale medier som et opmærksomhedsfix.” 
De fleste i den gruppe er piger. Det er dem, der kommunikerer mest via deres telefoner. Det er dem, der multitasker mest, og dem, der koncentrerer sig dårligst, viser Søren Hebsgaards undersøgelse. 
“Pigerne er de vildeste! De er meget oftere på Facebook. Omkring en tredjedel af dem er på Facebook hver time, og de sms’er meget mere end drengene. De bruger meget krudt på at være en del af netværket og sikre sig, at de findes der. Men de risikerer jo at tabe på det her,” siger Søren Hebsgaard. 
Nogle unge har taget konsekvensen og fået sig en dumbphone i stedet. En telefon, man kun kan ringe og sms’e fra. På den måde slipper man for at få en besked, hver gang nogen har kommenteret noget på Facebook, eller det er ens tur til at spille wordfeud. Beslutningen er taget en gang for alle. Måske bliver det in, mener Søren Hebsgaard. 
“Jeg tror, vi om nogle år vil kigge tilbage på 10’erne og sige: Det var dengang, vi ikke kunne finde ud af at navigere i informationerne. Der kommer sandsynligvis en modreaktion, hvor det bliver cool ikke at være tilgængelig hele tiden. At vise, man kan være nærværende uden at skulle lægge et billede på Instagram på samme tid. Det bliver new school, ikke old school.” 
Og så kan det være, man kan koncentrere sig om andet, end hvad vennerne nu har skrevet på Facebook.

Kan du koncentrere dig, hvis du prøver?

Hvor tit tjekker, læser eller skriver du beskeder?

Læs hele undersøgelsen her

Søren Hebsgaards speciale Når du har hele verden i din lomme – smartphonens betydning for unges opmærksomhed, koncentration og stress kan læses i både en kort og lang udgave på www.minsmartetelefon.dk. 
Søren Hebsgaard tager også rundt på gymnasier og holder foredrag om sin undersøgelse. 

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater