TEMA

Studenter imponerer industri og universitet

Hver generation har sine styrker og svagheder. Men de kommende studenter har god grund til at være stolte, mener studiechefen på Københavns Universitet og forskningspolitisk leder i Dansk Industri. For de unge er karriereminded og målrettede.

10. juni 2011 af Malene Romme-Mølby

De er lidt specielle og kan nogle spændende nye ting. Sådan oplever Københavns Universitet studenter fra den nuværende gymnasiereform. Især har de nogle rigtig gode studiekompetencer.
"Nogle har kritiseret den nye gymnasiereform for at være for akademiserende. Så er det måske ikke nogen overraskelse, at mange på universiteterne generelt er rigtig glade for de nye studenters studiekompetencer," siger Claus Nielsen, studiechef i Vejledning og Optagelse på Københavns Universitet.

Studenterne starter hurtigere på en videregående uddannelse end tidligere, og det har skåret en hel del af gennemsnitsalderen på universiteterne. Derfor har stort set alle fakulteter også et langt mere avanceret studiestartsprogram end tidligere 
"Vi nurser ikke, men vi tager i højere grad hånd om at integrere og hjælpe de studerende til at få lært, hvad universitetet går ud på. Og det er der nok lidt mere behov for," fortæller Claus Nielsen.

Men ellers mener Claus Nielsen ikke, at der er grund til at tage yderligere hensyn til de nye studerende - tværtimod.
"Jeg oplever faktisk, at de unge er mere målrettede og fremsynede. De vil stadig opnå anerkendelse. Nu tager de ikke længere adskillige sabbatår for eksempel for at hjælpe truede dyrearter. Til gengæld går de i gang med jurastudiet med målet om at bruge de juridiske kompetencer til at gøre noget godt for dyrene," siger Claus Nielsen.

Karriereminded men utålmodige
Charlotte Rønhof, forskningspolitisk leder i Dansk Industri, bifalder også, at de unge kommer hurtigt i gang med uddannelserne. Men hun synes, at de unge er lidt utålmodige og forfalder til at vælge, hvad de tror, er de nemme løsninger, når de skal vælge studieretning i gymnasiet og videregående uddannelse.
Vi kan se, at de fravælger eksakte videnskabelige fag, der kræver mange års dygtiggørelse, såsom naturfaglige og sproglige fag frem for samfundsvidenskabelige. De vil have quick-fix-løsninger," siger Charlotte Rønhof.

Hun frygter, at konsekvensen er, at de unge mangler almen paratviden, men også at de ikke er vant til at arbejde koncentreret og langvarigt, fordi de stort set plejer at finde løsninger på internettet.

Internettet og andre digitale medier har også været så fast en del af de unges hverdag og undervisning, at de er blevet utrolig krea­tive og meget dygtigere til it end mange af de chefer, de sidenhen skal arbejde for.

Hos Dansk Industri har man især noteret sig, hvordan de unge er meget fokuseret på, at deres studium skal føre til noget konkret. Og de er meget bedre end tidligere generationer til at søge hen mod jobsikre fag.

De koncentrerer sig allerede om at oparbejde et CV ved studiestart, hvor de fleste går i gang med at finde et studierelevant arbejde. På den måde er de super karriereminded," fortæller Charlotte Rønhof.

I studievejledningen på Københavns Universitet oplever de desværre en del studerende med lidt for meget præstationsangst, fortæller Claus Nielsen. Han ser det som en generel tendens hos de unge, at de føler, at det er deres egen skyld, hvis de ikke opnår alle deres forskellige mål. Som ung i dag er man sin egen lykkes smed. Samtidig er det ikke muligt at fjumre et par år væk.
"Det resulterer i en større skrøbelighed hos de studerende, og det skal vi være meget opmærksomme på. For det er altså ikke meningen, at man skal blive syg af at uddanne sig," understreger Claus Nielsen.

For lidt undervisning
Charlotte Rønhof bliver helt harm ved tanken om, hvor lidt undervisning de unge på videregående uddannelser får i Danmark.
"De skal ud at konkurrere med videbegærlige asiater, som knokler og knokler. Vores unge er jo også videbegærlige, men vi spiser dem af med 6-10 timer om ugen. Det skal de ikke finde sig i," siger Charlotte Rønhof.

Hun støtter varmt, at flere unge skal have en uddannelse. Men det skal ikke være kvantitet på bekostning af kvalitet.

Vi spilder deres og vores tid, hvis målet kun er at få dem i uddannelse, men ikke at give dem kvalificeret indhold i uddannelserne. Derfor bliver jeg glad, når jeg ser sådan et lille oprør som det for nylig på Københavns Universitet," siger Charlotte Rønhof.

 

 

Fakta: Student 2011 er ifølge ...

Dansk Industri: Karriereminded, utålmodig, kreativ

Københavns Universitet: Målrettet, Fremsynet, Skrøbelig

 

Tilføj kommentar

Brugeroplysninger
Email-adressen vises ikke på sitet, men gør det muligt for os at kontakte forfatteren.
Kommentér uden forsinkelse.
Brug Facebook
log ind eller registrer
dig her.
By submitting this form, you accept the Mollom privacy policy.