Debatindlæg

Stormøde OK13 på Frederiksberg

man, 25/02/2013 - 16:41

Invitation til stormøde om OK13 på GL-området:

Torsdag den 28.2. kl.16-18 på Frederiksberg Gymnasium, Falkoner Plads 2

Forsvar aftaleretten – Nej til OK13!

Indledere:
Ronald Karlsen, formand for GL’s overenskomstudvalg:
-Hvad er indholdet i den nye overenskomst?

Ninna Hedeager Olsen, lærer ved Professionshøjskolen Metropol:
- Hvordan er det at arbejde under de nye overenskomstforhold?

Repræsentant fra Danmarks Lærerforening:
-Hvad gør folkeskolelærerne, og kan vi hjælpe hinanden?

Efterfølgende debat om, hvad man kan gøre for at der bliver stemt nej til overenskomstresultatet

Følgebrev:

Her på Frederiksberg Gymnasium er der i lærerkollegiet stor utilfredshed med det overenskomstresultat, der er blevet aftalt.
Først og fremmest finder vi det helt katastrofalt, at den kollektive aftaleret med hensyn til arbejdstiden bortfalder. I praksis vil undervisningsarbejdet også i fremtiden være baseret på en eller anden form for åben eller skjult akkord – men det bliver ledelsens suveræne ret at fastsætte denne for hver enkelt opgave. Moderniseringsstyrelsen har straks på det kraftigste opfordret alle ledere i den gymnasiale sektor til ikke at indgå lokale aftaler. Lederne skal anvende ”lærerressourcerne bedst muligt” ved at udnytte en ”uindskrænket” ledelsesret.
I en situation, hvor der år for år skæres et par procent i taxameteret, mens kravene til præsteret undervisning på skolerne vil blive fastholdt eller øget, frygter vi en katastrofal underminering af vores muligheder for at forberede en undervisning af høj kvalitet. Vi frygter også, at der kan udvikle sig en ”del-og-hersk”-politik, hvor f.eks. forskellige fag- og aldersgrupper i lærerkollegiet spilles ud mod hinanden til stor skade for arbejdsmiljøet.

Samtidig hersker der stor usikkerhed om, hvorvidt taxameteret ikke vil blive øget i forbindelse med lønforhøjelserne, der skulle være vores betaling for at sælge aftaleretten om arbejdstiden. Hvis taxameteret ikke stiger svarende til OK-resultatet på lønsiden , betyder det, at man mange steder skal finde pengene ved en forringelse af arbejdsvilkårene, nu hvor vi mister aftaleretten og dermed vores værn mod arbejdsintensiveringer.
Vi kan med glæde konstatere, at GL’s højeste myndighed, repræsentantskabet, allerede før blækket var tørt, har stemt nej til denne aftale. Vi tror, at modstanden ude omkring blandt kollegerne er mindst lige så stor. Hvis medlemmerne ønsker et nej, så skal det være et nej som alle kan høre. Derfor kan vi ikke acceptere, at vi nu bare stiltiende skal tage resultatet til efterretning. Ingen skal sidde tilbage med den oplevelse, at gymnasielærerne frivilligt tog ansvaret for at underminere deres arbejdsvilkår og faglige rettigheder på denne måde.
Alle muligheder for at forkaste aftalen skal afprøves - vi skal sikre at repræsentantskabet stemmer nej igen til det samlede resultat og det samlede resultat ved urafstemningen bliver et nej. Selv om den i denne situation helt urimelige sammenkædning med resten af AC vil vanskeliggøre et samlet nej, skal vi kaste kræfterne ind i at nå det størst mulige antal nej-stemmer.

Derfor vil vi gerne invitere interesserede GL-kolleger til åbent stormøde om OK13 på GL-området
Formålet med mødet er at diskutere, hvordan vi kan arbejde for et nej til overenskomstaftalen.

Med venlig hilsen
GL-klubben på Frederiksberg Gymnasium

Brugeroplysninger: 

Kommentarer

ons, 27/02/2013 - 16:03
Carsten Bugge

Jeg vil gerne på det kraftigste protestere mod brugen af ordet "lønforhøjelse" i forbindelse med overenskomsten. Der er ikke tale om lønforhøjelse, men at vores løn nu udbetales i kroner, i stedet for i aldersreduktionen.

man, 04/03/2013 - 19:50
Bertram Johansen

GL’s medlemmer udgør kun ca. 10 % af alle AC medlemmerne, så vi fylder ikke så meget i AC regi. Men man kunne jo appellere vores AC kollegaer (og alle andre) via facebook, om at et nej til OK13 vil bevare kvaliteten i undervisningen i de gymnasiale uddannelser

NB. AC organisationerne er blandt andet: Djøf, Dansk magisterforening, Bibliotekarforbundet, Dansk psykolog forening, Tandlæge foreningen, Arkitekt forbundet, Lægeforeningen, TOAC, FAC, Dansk mejeriingeniør forening, Foreningen af kliniske diætister, Fællesrepræsentationen i akademikernes centralorganisation, Den danske dyrlægeforening, Pharmadanmark, Fællesrepræsentationen, sprog og journalistisk, Forbundet kommunikation og sprog osv.

Tilføj kommentar

Brugeroplysninger
Email-adressen vises ikke på sitet, men gør det muligt for os at kontakte forfatteren.
Kommentér uden forsinkelse.
Brug Facebook
log ind eller registrer
dig her.
By submitting this form, you accept the Mollom privacy policy.