Nyhed

Snyd med Lectio vil blive opdaget

En gymnasieelev blev i går dømt for at have logget sig ind på Lectio og ændret karakterer. Den slags snyd vil blive opdaget før eller siden, mener firmaet bag Lectio.

10. oktober 2012 af Johan Rasmussen

Det startede med, at en elev så sin lærers kode til Lectio. Eleven blev nysgerrig, loggede sig på, og ændrede karakterer for sig selv og nogle klassekammerater.

I går tilstod eleven og fik en betinget dom ved Retten i Helsingør, skriver Frederiksborg Amts Avis.

Martin Holbøll direktør i Macom, som er systemudvikler af Lectio, forklarer, at systemet med meget stor sandsynlighed vil opdage, hvis elever forsøger at snyde, som den dømte elev gjorde.   

”Systemet vil før eller siden opdage, hvis en elev logger ind og ændrer noget. Alle logins bliver gemt, og systemet tjekker for usædvanlige ting,” siger Martin Holbøll.

Eksamensbevis
Desuden kan karakterer, som kommer til at stå på elevernes eksamensbevis, kun skrives ind og ændres af administrationen. En lærers adgangskode kan med andre ord ikke give en elev mulighed for at forbedre sit gennemsnit på uærlig vis. Til gengæld er det lærerne, som skriver standpunktskaraktererne ind i Lectio.

Alligevel opfordrer Martin Holbøll lærere til at behandle deres password til Lectio på samme måde, som de passer på deres kode til netbank.

”Det sker, at elever får fat i login fra lærere, og nogle har forsøgt at rette i deres fravær. Eleverne tænker måske ikke over, at det er en alvorlig forbrydelse, og derfor er der ingen grund til at friste dem,” siger Martin Holbøll.

Han anbefaler, at lærere ændrer deres password, hvis de er bange for, at elever kender det.

I sagen med den dømte elev, havde læreren opdaget, at karaktererne var blevet ændret, og kunne spore IP-adressen til gymnasieelevens forældres adresse.

Kommentarer

fre, 12/10/2012 - 22:54
Niels Larsen-Ledet

Karakterer skal naturligvis ikke kunne tastes ind af en elev, som har afluret det login, som læreren bruger gang på gang ude i klasseværelset.

I LUDUS er indtastning af karakterer (modsat Lectio) beskyttet af en signatur, der ikke benyttes i det offentlige rum. Dette mindsker behovet for hyppige skift af adgangskoder.

Er det korrekt, som Martin Holbøl citeres for, at lærere ikke i Lectio kan indtaste afsluttende årskarakterer, som overføres til eksamensbeviset?

søn, 14/10/2012 - 11:03
Mogens Winther

Efter min mening tager Lectio-s indehaver deres sikkerheds ansvar alt for let.

Ud over denne konkrete sag, som muligvis kan henføres til en lærers manglende beskyttelse af password, er der et langt mere alvorligt spørgsmål, nemlig Lectio-s manglende hemmelighedsholdelse af basale skoledata.

Enhver idiot med netadgang kan gå ind på hjemmesiden lectio.dk - og vælge en passende skole. Derefter vælger man en klasse, og med et enkelt klik får den anonyme bruger fri adgang til såvel klassens detail-skema, som elevernes navne.

Hvad klasselister åbenbart kan anvendes til i disse fiffige tider fremgik af Politiken, den 10 okt 2012. Et diskotek havde fordelt billetter til en lokal druk konkurrence : »Og når du kommer ind fra frikvarter, så ligger de fint på kateteret med dit trykte navn på«, sagde den lokale elevrådsformand.

Ud over at åbne skolen for fiffige diskoteksejere, gør man også at gøre skolerne til potentielt arbejdsområde for mere dubiøse typer.

Hvad gør læreren den dag timen er slut, og ind ad døren til lokalet V7 vælter to meterbrede rockertyper, for at tage en kammeratlig snak med lille Ida XXXX, hvis storebror tilfældigvis skal møde i retten næste dag for at vidne i en narko-sag ?

Har læreren i så fald fri når klokken ringer ? - eller forventer skolen at man under "øvrig tid" uskadeliggør de to rockertyper med nærmest tilgængelige tavlepind ?

Lectios åbne struktur var muligvis politisk opportunt under den forrige regering, men for mig at se er det naivt at lægge skolens private data, lokaleplan, skema, navnelister, m.m. ud til fri afbenyttelse for alle og enhver.

Mogens Winther
Sønderborg

-------------

Supplerende links er desværre ikke tilladt, men Politikens artikel kan findes ved at indtaste "Elevrådsformand" i søgefeltet.

Skulle man fortsat undre sig over hvordan et københavnsk diskotek kunne udlevere fortrykte invitationer med elevernes navne, er en mulig forklaring bare at vælge det pågældende gymnasium på hjemmesiden for lectio.dk

Herefter kan man klikke på den relevante klasse, og for eksempel vælge rubrikken "Klassens elever"

man, 22/10/2012 - 11:08
Mogens Winther

Til orientering, den af Niels omtalte konkurrent til "Lectio", kaldet ”LUDUS”, har et helt anden respekt for skolens og medarbejdernes sikkerhed.

I LUDUS er det således den enkelte skole, der helt og alene definerer graden af offentlighed.

Mvh mw

lør, 15/12/2012 - 11:32
Mogens Winther

Mens USA vånder sig efter endnu et meningsløst skoleskyderi, kan vi herhjemme glæde os over at skolernes detail oplysninger, elevernes navne, og deres placering på skolen – er offentliggjort på hjemmesiden for lectio.dk .

Og firmaet bag Lectio er højt hævet over enhver kritik - Lectio skrev i en mail den 9 marts :

”Lectio skemaer har været åben og bygget på den åbne netadgang siden starten for 9 år siden. Det er ikke noget vi har i sinde at ændre på og det er ikke noget den enkelte skole har mulighed for at ændre i deres opsætning.”

Mvh mw

Tilføj kommentar

Brugeroplysninger
Email-adressen vises ikke på sitet, men gør det muligt for os at kontakte forfatteren.
Kommentér uden forsinkelse.
Brug Facebook
log ind eller registrer
dig her.
By submitting this form, you accept the Mollom privacy policy.