Du er her
26. sep 2011

Skru op for professionsknappen

Sådan lyder rådet fra cand.merc. og ph.d. Helle Hein fra Copenhagen Business School. Hun har samlet erfaringerne fra 13 gymnasier, der har været med i projekt ­"Attraktive arbejdspladser".
Af: Tina Rasmussen

Landets gymnasielærere skal blive meget bedre til at definere, hvad det særlige ved deres job er, og hvordan de bidrager til samfundet. Først når lærerne har en stærk professionsidentitet indadtil, kan de også få det udadtil. Og det er nødvendigt, hvis samfundet i højere grad skal anerkende arbejdet som gymnasielærer.

Budskabet kommer fra Helle Hein, cand.merc. og ph.d. fra Copenhagen Business School. Hun har netop færdiggjort rapporten "10 bud på fremtidens attraktive gymnasiale arbejdsplads". Den bygger på interview med lærere og ledelse på 13 gymnasier, der har deltaget i projekt "Attraktive arbejdspladser", og er et forsøg på at samle essensen af de erfaringer, man har gjort sig ude på skolerne.

Behovet for en stærkere professionsidentitet bunder i, at mange ting har ændret sig for gymnasielærerne i de seneste år, fastslår Helle Hein. Gymnasiereformen, vejledningsreformen, den nye karakterskala og overgangen til selveje har skabt massive forandringer og frustrationer. Dertil kommer en bredere elevskare end tidligere, fordi en større del af en ungdomsårgang (63 procent) vælger gymnasiet. Samtidig oplever mange gymnasielærere, at respekten for lærergerningen er dalet. Både fra politisk hold, blandt andet i form af reformer, øget kontrol og centrale evalueringer, og fra befolkningen generelt. Det har alt sammen konsekvenser for, hvordan lærerne oplever deres arbejde.

Ifølge Helle Hein er der allerførst brug for, at gymnasielærerne styrker deres professionsidentitet indadtil. Det vil skabe stolthed og motivation.

"Det kræver, at man minder hinanden om, at man som gymnasielærer er privilegeret, fordi man har et meningsfuldt arbejde, der giver mulighed for faglig fordybelse og udvikling. Desuden skal man definere, hvad det er, der er unikt ved at være gymnasielærer, og hvad ens bidrag til samfundet er," siger Helle Hein.

Først derefter kan man tage fat på at styrke professionsidentiteten udadtil.

"Det er professionsidentiteten, man så at sige har at handle med. Det er med udgangspunkt i den, at man kan ændre samfundets syn på professionen," siger hun.

Særstatus og pligtetik
Grundtanken i professionsbegrebet er, at man som medlem af en profession på baggrund af sin uddannelse er bedre i stand til at løse visse arbejdsopgaver end folk, der ikke er medlemmer af en profession. Det høje vidensniveau gør, at man får en særstatus i samfundet - og traditionelt også en respekt og anerkendelse fra samfundets side. Man får frihed til selv at tilrettelægge sit arbejde og fastsætte niveauet. Til gengæld laver den fagprofessionelle en "handel" med samfundet om, at man i arbejdet vil opføre sig i overensstemmelse med et særligt værdisæt - den såkaldte pligtetik - hvor man forpligter sig til en høj arbejdsmoral og til at vedligeholde det høje vidensniveau.

Men gymnasielærerne kan i lighed med andre professioner ikke for altid tage deres position for givet. Og det er den virkelighed, der har ramt lærerne, påpeger Helle Hein.

En undersøgelse foretaget af Ugebrevet A4 i 2006 viste, at lærerfaget ikke har den store status i det danske samfund, og i den undersøgelse, COWI foretog i 2009 som startskud til projekt "Attraktive arbejdspladser", mente hele 69 procent af lærerne, at de kun får en ringe grad af anerkendelse fra politisk side. Ifølge Helle Hein siger mange af de lærere, hun har interviewet, at de lukker af for den kritik, der er af gymnasielærere og deres arbejdsindsats. Men samtidig taler de meget om, at respekten for gymnasielærere er faldet markant, og at det kan være svært at mobilisere den stolthed omkring deres arbejde, som de synes, de burde føle. Desuden nævner mange, at det kan være trættende at høre på bemærkninger om, at de har ualmindeligt mange fridage og ferier.

"Når der i de sidste 10-15 år er blevet sat spørgsmålstegn ved den ekspertstatus, man har, så bliver man nødt til at hævde sig. Ellers gør man sig selv sårbar og risikerer at miste sin eksistensberettigelse," siger Helle Hein og tilføjer:

"Hvis gymnasielærerne ikke selv kan forklare, hvorfor de fortsat har gjort sig fortjent til en særstatus, hvem skulle så?"

Vidensarbejdere har aldrig fri
Professionsidentiteten kan først og fremmest styrkes ved at definere den eksistensberettigelse, som professionen hviler på, men også ved, at man definerer sig i forhold til beslægtede professioner. Når flere gymnasielærere føler, at de bliver slået i hartkorn med folkeskolelærere, øger det behovet for at manifestere sig som noget andet. Også selvom gymnasielærerne ikke nødvendigvis føler det som en degradering, fastslår Helle Hein.

"Man definerer sig i lige så høj grad ud fra, hvad man ikke er, og hvilken profession man ikke tilhører," forklarer hun.

En af de vigtigste måder at styrke professionsidentiteten på er ved at øge fokus på selve arbejdets karakter. Helle Hein anbefaler, at man tydeliggør, at gymnasielærere er vidensarbejdere, der til en vis grad selv bestemmer over deres arbejdstid, og hvis arbejdsopgaver kræver høj viden og kreativitet. Det kan løse en del af problemerne med myten om, at gymnasielærere altid har fri.

"Som vidensarbejder har man aldrig fri, man tager fri. Selvom man måske kan gå tidligt hjem, er man faktisk på arbejde i langt flere timer end de fleste andre. Man kan altid gøre det bedre, og man er ikke så bevidst om, hvornår man arbejder. Grænsen mellem arbejde og fritid bliver flydende," siger Helle Hein.

Dilemmaet er, at fleksibiliteten både er en fordel og en ulempe, og at det belastende ved arbejdet samtidig er det, der begejstrer. Ifølge Helle Hein ligger en del af løsningen i, at lærerne accepterer travlhed og en udvisket grænse mellem arbejde og privatliv som et grundvilkår - og så fokuserer på, hvordan de bedst håndterer det.

"Selvfølgelig skal skolerne gøre, hvad de kan for, at prisen ikke bliver for høj. Der skal være lærerarbejdspladser til rådighed, og der kan være brug for en bedre planlægning, men ledelsen kan ikke løse hele problemet. Den enkelte lærer har selv et ansvar for at forstå karakteren af arbejdet og lære at tackle det," siger Helle Hein.

Hun mener, at skolerne skal give lærerne nogle redskaber, så de bliver bedre til at organisere deres arbejde, ikke lave for mange overspringshandlinger og håndtere følelsen af altid at være på arbejde. Lærerne bør for eksempel tilbydes coaching hos en erhvervspsykolog og kurser i stresshåndtering.

"En klarere forståelse af, at det belastende også er det begejstrende, vil tydeliggøre, at det ikke er i nogens interesse, at alt det belastende fjernes. Og ved at tale om stress som en del af arbejdets karakter bliver det ikke gjort til et personligt nederlag. Så er det en af de faldgruber, der er, når man er vidensarbejder, og så er der forhåbentlig flere, der får den hjælp, de har brug for, før de går ned med stress."

Sæt ny standard
En af årsagerne til, at mange gymnasielærere oplever stress og udflydende grænser mellem arbejde og fritid, er deres eget høje ambitionsniveau. At der i dag er langt større spredning i elevernes faglige niveau end tidligere, gør det endnu sværere for lærerne at nå det, de gerne vil.

En løsning kunne være, at man fra ledelsens side definerer en ny standard for arbejdet, for eksempel i form af en tydelig markering af, hvad der er minimum, lyder rådet fra Helle Hein.

"For især nye lærere vil det betyde meget, at de ved, hvad der er godt nok. At hvis de har gjort sådan og sådan, så har de udført deres arbejde samvittighedsfuldt."

Hun erkender dog, at andre ikke vil kunne bruge det til noget, fordi deres personlige overligger vejer tungere end den, ledelsen har sat. Derfor vil det også være en dårlig idé at lave et generelt loft for ambitionerne. Nogle lærere vil altid stræbe højere, og dem skal man ikke spænde ben for i et forsøg på at minimere stress for andre.

"For nogle er det mere stressende, hvis de skal gå for meget på kompromis med deres egne standarder, end det er at have travlt, fordi de forsøger at nå deres egne standarder. Derfor er det også svært for mange lærere at stoppe arbejdet, når timerne er brugt, hvis de ikke selv synes, at det, de har nået, er godt nok," siger Helle Hein.

En del af løsningen er at frigøre så mange ressourcer som muligt til kerneopgaverne. Selvfølgelig kan lærerne ikke slippe for alle krav om dokumentation og evalueringer, men ledelsen kan godt uddelegere en del af de administrative opgaver til det administrative personale, påpeger Helle Hein, der nævner, at flere af de gymnasier, hun har besøgt, har gode erfaringer på det punkt. Hun kalder det for et "skærmende lederskab" - og dermed kan ledelsen også være med til at styrke professionsidentiteten.

"Jo flere administrative arbejdsopgaver man laver som gymnasielærer, og jo mindre tid der er til kerneopgaven, jo mere vil det underminere professionsidentiteten og fjerne professionen fra dens eksistensberettigelse."

Og det er netop både den enkelte lærer, ledelsen på skolen og GL som faglig organisation, der skal tage opgaven med at styrke professionsidentiteten på sig, understreger Helle Hein.

"Ligesom de øvrige faglige organisationer, der har fagprofessionelle som medlemmer, har GL hvilet lidt på laurbærrene. Man har ikke set det som sin opgave at forklare og forsvare lærerne i forhold til samfundet, og tidligere har det heller ikke været nødvendigt. Men det er det nu, hvor lærernes position ikke længere er indlysende."

Ud over de traditionelle fagforeningsopgaver som at sikre bedst mulige løn- og arbejdsvilkår og yde juridisk bistand, når medlemmer kommer i klemme, skal GL aktivt ud og mere eksplicit formulere den eksistensberettigelse, lærerne har i samfundet, lyder hendes råd.

"Man kan ikke bare kræve en særposition uden at kunne argumentere for den," siger Helle Hein.

 

Projekt "Attraktive Arbejdspladser "
I 2008 iværksatte Gymnasieskolernes Lærerforening (GL) i samarbejde med Gymnasieskolernes Rektorforening, Lederforeningen for VUC og Danske Erhvervsskoler - Lederne projekt "Attraktive arbejdspladser". Målet er, at lærere og ledelse i fællesskab får gjort gymnasiet til en endnu bedre arbejdsplads, så man kan fastholde nuværende lærere og tiltrække nye. Det er i disse år, hvor et stort generationsskifte er i gang på lærerværelserne, mere aktuelt end nogensinde. I løbet af de næste fem år forventer knap hver fjerde lærer at gå på efterløn eller pension. Som led i projektet gennemførte COWI i foråret 2009 en spørgeskemaundersøgelse af gymnasielærernes arbejdsforhold. 5.300 lærere svarede. Undersøgelsen viste, at lærerne især er glade for selve undervisningen og samspillet med eleverne, men at de er utilfredse med den tid, der er til at udføre arbejdet, balancen mellem arbejde og privatliv og samarbejdet med ledelsen. Desuden savner de indflydelse, anerkendelse og en bedre løn. GL har efterfølgende afsat seks millioner kroner til konkrete udviklingsprojekter, der kan fremme et godt arbejdsmiljø på gymnasierne. Indtil videre har 48 projekter fået støtte. Skolerne har typisk fået mellem 30.00 og 75.000 kroner per projekt. Næste - og samtidig sidste - ansøgningsfrist er 1. november 2011.

 

OM HELLE HEIN
Cand.merc. fra Copenhagen Business School (CBS) 1998, ph.d. fra CBS 2005. P.t. tilknyttet Institut for Ledelse, Politik og Filosofi på CBS. Har i mere end 10 år undervist i ledelse og organisation på diplom- og masteruddannelser. Holder foredrag om blandt andet dialogudvikling og primadonnaledelse. Færdiggjorde i 2010 et stort forskningsprojekt - med udgangspunkt i Det Kongelige Teater - om ledelse af primadonnaer. Her undersøgte hun, hvad der kendetegner den medarbejdertype, og hvordan man bedst leder dem. Ikke kun på teatret, men på alle kreative arbejdspladser - og derfor også på landets gymnasier.

 

Kommentarer

0
You must have Javascript enabled to use this form.

Annoncer