Blogindlæg

Skal studenterhuen bruges til at drikke shots?

"Hvad gør vi, når utallige studenter står uden job, men til gengæld ved alt om, hvilke tre elementer der er karakteristiske i Ovids forvandlinger? Er jeg den eneste, der synes det hele ser lidt sort ud?" skriver Malte Jørstad, 3.g-elev fra Mulernes Legatskole.

20. december 2012 af Malte Jørstad

 

Jeg er på mit tredje og afsluttende år i gymnasiet. De afsluttende eksamener kan skimtes forude, og det mærkes på både skolekammerater og lærere. Ganske uventet er jeg ved samme lejlighed blevet stillet overfor en uventet overvejelse, der hverken drejer sig om karrierevalg og videreuddannelser. Det handler derimod om noget langt mere jordnært – nemlig studenterhuen.

Traditionen tro skal enhver nyslået dansk student pryde hovedet med, hvad der mest af alt ligner en del af en gammeldags togkonduktørs arbejdsuniform. Den traditionsprægede hue er symbolet på afslutningen af tre års gymnasieforløb; på opture, nedture, karakterer, sene timer og venskaber. Den er symbolet på forløsning, på at det lykkedes - så skal der drikkes, nu skal vi køre i lastbil og larme; se os! Men hvad er der egentlig at fejre?

Ifølge AE-Rådet vil der være næsten 80.000 overflødige studenter i år 2020, som står til ikke at kunne få et job. Størstedelen af danske forældre ønsker, at deres børn tager en gymnasial uddannelse, men det er vanvid i forhold til, hvor mange der reelt er brug for. Alligevel belønnes gymnasierne med 13.000 kr. pr. elev, der består, og elever, der blev erklæret uegnede af deres folkeskoler, bliver optaget på gymnasier alligevel. Det har ført til debat og opråb fra frustrerede gymnasieelever, der ser klassekammeraterne få advarsel på advarsel uden egentlige konsekvenser. Ingen bliver smidt ud. Det er for dyrt. Ti år efter huen er sat på hovedet, står hver fjerde student uden en videregående uddannelse. Efter seks måneder har hver sjette endda hverken studium eller job at stå op til.

Med det som udgangspunkt skal jeg ud og fejre min dimission i lastbil til næste år. Det kommer højest sandsynligt til at foregå i kampdrukkens tegn. Der er tale om en hæderkronet tradition, der understreger den ignorante naivitet min generation udviser. Samtidig med, at vi ved mere om alkoholens ulemper, end vi har gjort nogensinde før, er der 860.000 danskere, der har et forbrug over højrisikogrænsen. Ca. 585.000 danskere har et direkte fysisk eller mentalt skadeligt alkoholforbrug, og heraf har knap en fjerdel en direkte alkoholafhængighed. Unge danskere er europamestre i druk – mens nordmændene drikker meget, men sjældent, og italienerne drikker lidt, men ofte – så gør danske unge begge dele. I Politiken kunne man, den 26. september 2012, læse, at alkohol på ungdomsuddannelser udelukkende er et dansk fænomen, og at det fører til et højere alkoholforbrug over et livsforløb, når uddannelsernes festudvalg sælger alkohol til unge ned til 16 år. En rektor fra Frederiksborg Gymnasium mente dertil, at et forbud mod alkohol til skolefesterne ville resultere i større problemer med hash og kokain.

Det er tendenser, der normalt fordømmes, og som samfundet søger at finde en løsning på. Men når det handler om studenter, skal der åbenbart være plads til at drikke igennem. Studenterhuen er nemlig ikke længere blot en hue; med ’huereglerne’ printet på indersiden er den blevet til en simpel brik i et drukspil. Reglerne dikterer blandt andet, at eleven med det største og eleven med det mindste hoved i klassen, skal give en kasse øl til resten af klassekammeraterne. Kaster man op i løbet af aftenen skal man have et hak i sin skygge. En udpumpning kræver til gengæld, at skyggen bliver fjernet. Der skal klippes en cirkel i huens svedrem, hvis man har sex med huen på, og lykkes det dig at holde dig vågen i mere end 24 timer må huen vendes 180 grader.

Det er et cirkus. Og man kan kun antage, at hueproducenterne griner hele vejen til banken. I Danmark slås firmaer som ABC Gruppen og Wiberg Scandinavia om at sælge studenterhuer til de festglade og skoletrætte gymnasieelever, og den får på alle tangenter. På mit gymnasium advarede rektor mod sælgere, der antastede elever på skolens område og forsøgte at lokke dem med tilbud og præmier. På andre skoler er formanden for hueudvalget blevet lovet ferieophold, og firmaerne spreder konkursrygter om hinanden.

Der er penge i studenterhuer, for der er mange studenter. Og for at tiltrække endnu flere kunder, tilbyder producenterne alverdens tilpasningsmuligheder – til fornuftige priser, naturligvis. Sideknapperne kan leveres i forskellige farver, emblemet foran kan piftes op med et guldemblem med similisten, huens skygge kan være blank eller mat og dit navn kan broderes i guldfarve på bagsiden. Snart koster huen langt over 400 kr., medmindre man foretrækker luksuspakken til 750 kr. Den indeholder ekstra fordele; foer i betrækket, svedrem, skygge og hagerem i ægte læder, filtindlæg for bedre komfort, skolens logo trykt i guld og en kreditkortholder. Hele redeligheden leveres med et flot champagneglas og en champagneflaske så lille, at end ikke DSB ville tillade sig at tage mere end 30 kr. for den.

Dertil kommer den blå bog med klassekammeraternes hemmeligheder – ca. 200 kr. – og så kan du frit vælge mellem de mange accesories, der tæller både drukslips, tågehorn, klappepølser, fløjter eller hvad med en skralde? Der er lagt i gryden til en aften, der med al sandsynlighed skyller de sidste tre års indlæring direkte ud igen, men godt det samme; så længe man ikke keder sig i lastbilturen på vej mod arbejdsløsheden.

Således klinger det lidt hult, når unges alkoholforbrug på den ene side fordømmes i medierne, mens det samtidig er som om, at de våde studentertraditioner, som fører med studenterhuen, går fri. Flere landsdækkende medier omtaler endda fænomenet ganske ukritisk. En gang om året kan man læse adskillige guides til, hvilke huer der symboliserer hvilken uddannelse. I ”Hak, klip og bid i studenterhuen,” (TV2, 2010,) blev der endda bragt en guide til de føromtalte hueregler, der i artiklen blev beskrevet som ”en lang række traditioner.” Studenterdruk er kommet på mode, og nu er der både huer til folkeskoleeleverne, frisøreleverne, pædagogerne m.m.

Hver dag ser jeg klassekammerater kæmpe sig gennem skoledagen i gymnasiet uden mål. De er der, fordi ”det er godt med almen dannelse” – ikke fordi de skal bruge det til noget. Nogen af dem havde måske bedre af at banke stole sammen på produktionsskolen, (og fred med det,) men det var mor og far måske ikke specielt vilde med. Fælles for dem er, at studenterhuen er bestilt. For når nu man alligevel spilder sin tid, hvorfor så ikke skåle på det? Det er det, der går mig på, for der er ingen, der siger fra.

Jeg skal ikke gøre mig klog på tal og statistikker. Jeg er jo blot endnu en ung og naiv studerende, der tror på fred i verden og økologisk mælk fra lokale mejerier. Men hvad gør vi, når utallige studenter står uden job, men til gengæld ved alt om, hvilke tre elementer der er karakteristiske i Ovids forvandlinger? Er jeg den eneste, der synes det hele ser lidt sort ud?

For mit eget vedkommende har jeg intentioner om at søge ind på en uddannelse, der ikke kræver noget specifikt karaktergennemsnit. Alligevel forsøger jeg at gøre mit bedste i det daglige skolearbejde; fordi gymnasiet er et sted, hvor jeg har lært mig selv bedre at kende, og et sted, der har skabt relationer og muligheder som jeg, sandsynligvis, aldrig nogensinde vil glemme. Hvis jeg bliver fanget i arbejdsløsheden virker det dog som en jævn høj pris at betale; så kunne jeg lige så godt være taget på højskole og direkte på tømreruddannelsen.

Så længe studenterhuen står i skyggen af de dystre realiter, og så længe den skal forestille at være symbolet på tre års hård kamp trods producenternes forsøg på at gøre den til en joke, og mine jævnaldrenes intentioner om at drikke shots af den, så er jeg hellere foruden. Minderne fra gymnasiet vil jeg gemme et sted, hvor jeg ved, at jeg altid kan finde dem – og så vil jeg hive hårvoksen frem på dimissionsdagen; mon ikke jeg bliver student alligevel.

Malte Jørstad

 

  • Går i 3.g på Mulernes Legatskole.
  • Har studieretningen samfundsfag-engelsk-mediefag - I 3.g har han opgraderet matematik og samfundsfag.

Kommentarer

fre, 04/01/2013 - 11:17
Jan Havreland

Helt principielt: Hvorfor skal jeg læse om elevers kommentarer til dit og dat ?!

man, 07/01/2013 - 12:55
Malte Jørstad

Helt principielt er elevernes stemme og synspunkter vel også relevante for Gymnasieskolen - såvel som der, principielt, ikke er nogen, der pådutter dig at læse med på ethvert indlæg.

ons, 09/01/2013 - 19:25
Jan Havreland

Hej Malte : Min pointe er bare, at det er kun et fagblad med et så monumentalt selvhad som GL, der synes, at denne genre er en god ide. Jeg tror fx ikke, at Ugeskrift for Læger rummer patientberetninger eller at Dansk Fængselsforbund har indlæg fra de indsatte! De bedste hilsner Jan Havreland

man, 14/01/2013 - 20:29
Malte Jørstad

Hej Jan. Interessant at en gymnasielærer sammenligner gymnasiet med et fængsel og eleverne med indsatte. Spøg til side - jeg tror jeg misforstod din kritik fordi du valgte at udgive den som en kommentar til dette specifikke indlæg i stedet for at henvende dig til Gymnasieskolen. Deres redaktion kan ellers sikkert redegøre for grunden til deres monumentale selvhad og forklare hvorfor de synes gymnasieelevers holdning er relevante for gymnasielærere.

ons, 16/01/2013 - 16:41
Morten Jest
Kære Jan, vi lider som redaktion ikke af noget selvhad - og da slet ikke monumentalt. Tror egentlig den samlede redaktion er af den opfattelse, at vi laver både et læseværdigt blad og et godt website. Jeg læser ikke fængselsforbundets blad og ved derfor ikke meget om, hvorvidt de indsatte har en stemme. Men det burde de måske have, hvis fængslerne ønsker at forbedre og udvikle "produktet", forstået på den måde, at man på den ene side ønsker at straffe de indsatte for en kriminel handling, på den anden side - da vi heldigvis ikke har dødsstraf i Danmark - skal forberede dem til resocialisering. De skal jo ud blandt andre mennesker igen. Det handler ikke om, at man skal lefle for eleverne - men det kan vel forsvares som en del af en evaluerings- og udviklingskultur også at høre dem, det egentlig handler om. Hvis jeg var lærer, ville jeg da i en eller anden udstrækning være interesseret i at høre, hvad eleverne synes godt undervisningsmiljø er, hvis de skal engageres, fatte interesse for fagene og stoffet - og ikke mindst have lyst til at blive!

Tilføj kommentar

Brugeroplysninger
Email-adressen vises ikke på sitet, men gør det muligt for os at kontakte forfatteren.
Kommentér uden forsinkelse.
Brug Facebook
log ind eller registrer
dig her.
By submitting this form, you accept the Mollom privacy policy.