Temanyhed

Rektorer støtter krav om talentpleje

Gymnasier har pligt til at give de klogeste elever ekstra udfordringer. Rektorer er positive over, at det nu er et krav. Det viser en rundspørge, som Gymnasieskolen har lavet.

11. februar 2011 af Tina Rasmussen

Dygtige og ambitiøse gymnasieelever har fået mere albuerum. Især inden for de seneste fem år har flere gymnasier givet de bedst begavede elever ekstra faglige udfordringer.

Men hvor det tidligere var op til det enkelte gymnasium, om man ville etablere særlige tilbud til de dygtigste elever, er det i dag et krav. Siden skoleårets start har det stået i bekendtgørelsen for både det almene gymnasium, hf, hhx og htx.

Rektorerne er positivt stemt over for den nye forpligtelse. Det viser en rundspørge til 10 af landets gymnasier, som Gymnasieskolen har lavet.

En af dem er Erling Petterson, der er rektor på Esbjerg Gymnasium og HF: 
"Det er fint, at det nu er et krav. Selvfølgelig skal vi bruge kræfter på at hjælpe elever med faglige problemer, men det er lige så vigtigt, at vi ikke glemmer de elever, der kan rykke et stykke længere, hvis de får ekstra udfordringer."

Samme melding kommer fra Thomas Jørgensen, der er rektor på Borupgaard Gymnasium.
"Alle elever i gymnasiet skal kunne få udfordringer uanset deres faglige niveau. Det er helt fint, at vi nu bliver presset lidt af ministeriet. Det er sådan, man får noget til at ske," siger han.

Flere tilbud 
Ifølge rundspørgen har gymnasierne tidligere primært sendt de dygtigste elever af sted til faglige konkurrencer og olympiader. Inden for de seneste fem år er en del skoler desuden begyndt at lave studiecaféer med særlige udfordringer til de klogeste hoveder og sende dem af sted på talentkurser på blandt andet Akademiet for Talentfulde Unge og Science Center Sorø.

Flere gymnasier fortæller, at de har flere tilbud til de talentfulde elever i år end tidligere - og afsætter flere midler - fordi det nu er et krav. Sådan er det blandt andet på Middelfart Gymnasium og HF.
"Tidligere har vores elever især deltaget i konkurrencer, og vi har lavet særlige tiltag på skolen inden for fremmedsprog. I år er vores indsats større og mere systematisk. Sammen med de øvrige gymnasier på Fyn har vi netop oprettet et tilbud i stil med Akademiet for Talentfulde Unge i hovedstadsområdet. Om en måned deltager i alt 100 elever på det første seminar," fortæller Christian Alnor, rektor på Middelfart Gymnasium og HF.

Inden for klassen 
I dag foregår de fleste talenttilbud uden for skolerne. Men det er ærgerligt, mener flere rektorer. De ser gerne, at de dygtigste elever får flere udfordringer i den daglige undervisning.
"Det er bedst, hvis man kan udfordre de dygtigste inden for klassens rammer. Det skal være legitimt, at de dygtigste i perioder får andre opgaver. Ligesom vi i forhold til de svageste elever er begyndt at tale om, at de måske ikke skal skrive præcis de samme skriftlige opgaver som de øvrige elever," siger Gitte Horsbøl, der er rektor på Risskov Gymnasium.

På HTX i Lyngby får de mest talentfulde elever allerede ekstra udfordringer i den almindelige undervisning. Desuden har de mulighed for at følge særlige undervisningsforløb på et højere niveau i kemi, matematik og biologi efter skoletid. På skolen overvejer man at gå et skridt videre.
"Foreløbig er undervisningen om eftermiddagen supplerende, men det vil være fint, hvis de ekstra timer kan være erstatning for noget af den almindelige undervisning," siger rektor Henrik Bæch.

I hver gymnasieklasse sidder to-tre elever, der har brug for ekstra udfordringer, vurderer Undervisningsministeriet. 

 

Tilføj kommentar

Brugeroplysninger
Email-adressen vises ikke på sitet, men gør det muligt for os at kontakte forfatteren.
Kommentér uden forsinkelse.
Brug Facebook
log ind eller registrer
dig her.
By submitting this form, you accept the Mollom privacy policy.