Nyhed

Rektor: Uetiske metoder i kampen om elever

Elever fra Avedøre Gymnasium & HF bliver ringet op i undervisningstiden og tilbudt pladser på andre gymnasier. Rektor Kirsten Jensen mener, at kampen om eleverne har taget overhånd.

25. september 2012 af Johan Rasmussen
Rektor Kirsten Jensen, Avedøre Gymnasium & HF

En 16-årig dreng fra Avedøre Gymnasium & HF blev ringet op midt i fysiktimen af et andet gymnasium. Han skulle med det samme svare på, om han ville skifte gymnasium, ellers blev pladsen givet videre til den næste på ventelisten.

Rektor Kirsten Jensen fra Avedøre Gymnasium & HF angriber nye metoder, andre gymnasier bruger for at fylde ledige pladser op. Hun har aldrig før oplevet, at gymnasier ringer eleverne op i undervisningstiden og tilbyder dem at skifte gymnasium. Men det er sket flere gange i år.

I en klasse blev to piger ringet op i undervisningstiden og spurgt, om de ville skifte gymnasium.

”For det første giver det uro i undervisningen, men det betyder også, at de andre elever begynder at overveje, om de også skal skifte gymnasium. Jeg mener også, det er uetisk at forlange, at en 16-årig skal give et svar her og nu på, om han vil skifte gymnasium,” siger Kirsten Jensen til Gymnasieskolen.dk.

Debat
I et debatindlæg i Politiken i dag (25. september) skriver hun om den nye tendens. Hun mener, det er fint, at elever, som ønsker at skifte gymnasium, gør det, og hun anerkender, at andre gymnasier, som får ledige pladser tilbyder dem til den næste på ventelisten.

Hun mener dog, at metoderne nu har taget overhånd.

”Fra at have løftet den fællesopgave at danne og uddanne gymnasieelever til videre uddannelse og demokratiske borgere, er det nu alles kamp mod alle om at tiltrække flest mulige elever og helst de fagligt dygtigste og socialt stærkeste elever med størst chance,” skriver hun i debatindlægget.

Tælledag
Rektoren oplever, at andre gymnasier er særligt ivrige for at få fat på nye elever lige op til den første tælledag – 20 hverdage inde i skoleåret. Det hænger ifølge rektoren sammen med taxametersystemet. Finansieringen afhænger af antal elever på tælledagen, samt hvor mange som i sidste ende bliver studenter, som hun skriver.

”De første dage i et nyt skoleår er der erfaringsmæssigt et vist flow af elever ud og ind af de nye klasser. Nogle elever, der ikke har søgt skolen som førsteprioritet, får måske plads på det gymnasium, de ønskede, og andre elever melder sig ud eller ind af andre grunde. Efter kort tid bliver der ro til at få etableret en god opstart på gymnasieforløbet for de nye elever. Den ro har vi ikke haft i år,” skriver hun.

Rektoren har heller aldrig før oplevet, at elever bliver ringet op i ugen før den første tælledag og tilbudt en prøvedag eller to på et andet gymnasium for at se, om de skulle få lyst til at skifte gymnasium.

”Jeg anfægter ikke, at gymnasier tilbyder ledige pladser til andre elever, men metoderne er ikke i orden,” siger Kirsten Jensen.

 

 

Kommentarer

fre, 28/09/2012 - 13:15
Anonym

Hvor overraskende at skolerne på den måde jagter ekstra elever. Det anede jeg ikke. Og så en teknisk detalje: Det kan vel aldrig være en anden rektors problem, at eleverne besvarer telefonopkald i undervisningen?! Det må den enkelte lærer da tage ansvar for. Mine elever har da i hvert fald ikke lov til at have mobiltelefoner fremmme i undervisningen.

man, 01/10/2012 - 21:55
Birgitte Bloch ...

Jeg læste med stor interesse indlægget i Politiken. Det var rystende historier, men det helt overordnede er jo taksameterordningen og selvejet, der får skoler til at opføre sig ekstemt usolidarisk. Men rektorerne burde kunne blive enige om nogle retningslinjer for hvodan og hvornår man kontakter elever på venteliste. Og andre skal man vel ikke kontakte.
Det ville også være velgørende om man kunne enes om en kampagne mod det grundlæggende problem - selvejet og taksameterordningen -også selv om det ikke er moderne.
Og husk så, at de 28 i klasserne er et gode. Problemet er et andet sted.

Tilføj kommentar

Brugeroplysninger
Email-adressen vises ikke på sitet, men gør det muligt for os at kontakte forfatteren.
Kommentér uden forsinkelse.
Brug Facebook
log ind eller registrer
dig her.
By submitting this form, you accept the Mollom privacy policy.