Nyhed

Pædagogikumkandidat er årets underviser

Selvom man kun har været gymnasielærer i halvandet år, kan man sagtens være en dygtig og kreativ underviser. Det beviser dagens uddeling af Politikens undervisningspris.

28. april 2015 af Andreas Rasmussen
"Kasper Pagh Ditlevsen er fagligt knivskarp, han er velforberedt, og han får alle med. Men der, hvor han virkelig imponerer, er ved den kreativitet, han lægger for dagen, når det gælder undervisningsformer,” lyder begrundelsen for Politikens pris.

Den 30-årige Kasper Pagh Ditlevsen, der underviser i historie og samfundsfag på Maribo Gymnasium, får i dag Politikens undervisningspris i kategorien gymnasielærer. Med æren følger også en check på 75.000 kroner.

Gymnasieskolen.dk fangede den glade vinder, der stadig er i gang med pædagogikum, til en snak om, hvad god undervisning er.

Selv peger Kasper Pagh Ditlevsen på elevernes engagement som årsagen til, at han fik prisen.

"Jeg har nogle meget søde og engagerede elever, der er med på en masse spændende og kreative øvelser i undervisningen, også når det er skuespil eller rapmusik.
Den klasse, der har indstillet mig, har en stor interesse for samfundsfag, og den dyrker vi ret heftigt. Vi har blandt andet en fælles gruppe på Facebook og debatterer på livet løs i timerne," siger han.

Struktur på kreativiteten
For Kasper Pagh Ditlevsen står arbejdet med kreative undervisningsmetoder centralt. Det samme lægger priskomiteen vægt på i deres afgørelse, hvor det lyder:

"Kasper er fagligt knivskarp, han er velforberedt, og han får alle med. Men der, hvor han virkelig imponerer, er ved den kreativitet, han lægger for dagen, når det gælder undervisningsformer.”

Selv forklarer han, at han arbejder meget systematisk med at indsamle idéer til undervisningsformer og blandt andet driver Facebookgruppen Kaspers øvelsesbog til historieundervisningen, der har næsten 500 medlemmer.

“Jeg arbejder struktureret med at lave spændende og interessante øvelser, og jeg er er ikke bange for at kaste mig ud i dem. Heller ikke når jeg har besøg under pædagogikum. Jeg har en god fornemmelse for, at det nok skal blive godt.”

Kasper Ditlevsen vidensdeler blandt andet med resten af sine pædagogikumkolleger fra resten af landet og skriver løbende nye idéer ned. Men generelt halter det med vidensdelingen i gymnasiet, mener han.

"Det er min store kæphest. Det kører meget ustruktureret og ad hoc. Det måtte gerne være bedre. Hvis man laver en systematisk indsamling af idéer i et katalog, så bliver det meget lettere."

Op og i gang
Et element, der går igen i meget af Kasper Pagh Ditlevsens undervisning, er fysisk bevægelse og frisk luft. Det er der en god grund til.

"For det første handler det om, at jeg selv lærer meget bedre, når jeg er i gang. Det er den oplevelse, jeg vil give videre. Eleverne skal op og stå og præsentere noget for hinanden. Man bliver dygtig, når man selv er på, ikke når man sidder passivt og lytter," siger han og fortsætter:

"Hvis man går udenfor et kvarter og laver noget, for eksempel står to og to og diskuterer et emne, så har man fået adspredelse, og så har man ro i kroppen til at sætte sig ned og køre tyve minutter med tavleundervisning."

De alternative undervisningsmetoder giver især pote for de elever, der sjældent deltager i undervisningen og har svært ved at få rakt hånden op, siger prisvinderen.

"De reagerer meget positivt på at få tid, plads og rum til at engagere sig i undervisningen, for eksempel ved at sidde 10 minutter individuelt, og så derefter gå ud i gården og lave minioplæg for hinanden. På den måde føler de, at det er dem, der er i centrum og dem, der skal præstere. Mange elever føler, at det ikke er vedkommende, hvis det er for stillesiddende."

God undervisning kræver god faglighed
Prisvindende undervisning opstår ikke ud af det blå. Det kræver hårdt arbejde.

"God undervisning er velplanlagt, struktureret og tager udgangspunkt i god faglighed. Det handler om at have faglig ballast til at give eleverne modspil. Selvom jeg har vundet prisen, er jeg stadig meget ydmyg overfor, at jeg har lang vej igen, før jeg har den nødvendige faglige og pædagogiske ballast," siger han.

Hans vigtigste råd til sine kolleger og kommende gymnasielærere er dog at sætte sig ind i elevernes situation.

"Man skal engagere sig i eleverne. Det er det bedste råd, jeg kan give. Man skal møde dem der, hvor de er. Vi har et fælles fagligt projekt, men der kan være mange forskellige veje til målet, så det handler om at diskutere og finde ud af, hvilke veje vi skal gå," lyder det fra Kasper Pagh Ditlevsen.

Politikens undervisningspris uddeles en gang om året til tre undervisere i grundskolen, på erhvervsuddannelserne samt de gymnasiale uddannelser.

Læs interview med tidligere vindere af prisen:

 

 

 

Tilføj kommentar

Brugeroplysninger
Email-adressen vises ikke på sitet, men gør det muligt for os at kontakte forfatteren.
Kommentér uden forsinkelse.
Brug Facebook
log ind eller registrer
dig her.
By submitting this form, you accept the Mollom privacy policy.