Nyhed

Pædagogikum er utidssvarende

Det er uanstændigt, hvad teoretisk pædagogikum udsætter kandidater for, siger kursuslederen fra Haderslev Katedralskole.

3. september 2012 af Malene Romme-Mølby
Foto: 
Shutterstock

 

Teoretisk pædagogikum er en tilbagevendende joke, mener uddannelsesleder og kursusleder Preben Plith fra Haderslev Katedralskole. Han og hans lærerkolleger plejer at trøste de frustrerede pædagogikumkandidater med, at det er overstået på et år. Men efter at han læste artiklen i Gymnasieskolen, hvor en pædagogikumkandidat fortæller om sine frustrationer over den teoretiske del af pædagog, føler Preben Plith, at det ikke er nok kun at bakke egne kandidater op:
”Jeg fik faktisk dårlig samvittighed over, at det er en pædagogikumkandidat, der skal bringe kritikken frem. På gymnasierne har vi jo i årevis rystet på hovedet over niveauet på det teoretiske pædagogikum,” fortæller Preben Plith.
For teoretisk pædagogikum har ikke udviklet sig med gymnasierne.

Foredrag er ikke undervisning
Preben Plith bliver harm, når han taler med skolens tre pædagogikumkandidater og hører om undervisningen på teoretisk pædagogikum. De fortæller, hvordan det typiske kursus indledes med, at en underviser holder et langt foredrag samtidig med, at kandidaterne bombarderes med powerpoint.
”Det er rystende, at teoretisk pædagogikum ikke selv formår at lave varierende undervisning. Det er jo et krav for alle lærere,” siger han.
Preben Plith har selv stiftet bekendtskab med lignende undervisning og undervisere, da han skulle uddannes til kursusleder. Både teoretisk pædagogikum og kurser til vejledere og kursusledere udbydes af Institut for Filosofi, Pædagogik og Religionsstudier på Syddansk Universitet. Undervisningen bestod også af dræbende kedelige foredrag, fortæller Preben Plith.
”Generelt er powerpoint jo ikke velegnet til oplæg. Og foredragsformen er ikke undervisning,” understreger han.
”Jeg tror desværre, at der stadig findes alt for mange tavleforedrag som undervisning ude på skolerne. Hvorfor tager man ikke fat i det?”  

Spild af tid
Preben Plith oplever, at pædagogikumkandidaterne har svært ved at se sammenhængen mellem teorien på teoretisk pædagogikum og dagligdagen på skolerne. Han forstår dem godt. Der er langt fra psykoanalyse til undervisning af nutidens gymnasieelever. Pædagogikumkandidaterne har svært ved at rumme den store distance, der er fra teoretikerne på teoretisk pædagogikum til den konkrete gymnasiehverdag.
”Kandidaterne har lynende travlt, og så er det ærgerligt, når man på den måde spilder deres tid,” siger han.
Preben Plith understreger, at han ikke mener, at der skal være et pædagogikum uden teori. Han er bare ærgerlig over måden, den bliver forvaltet på. Og så ville han foretrække en mere praksisorienteret teori. Kandidaterne skulle i langt højere grad udveksle erfaringer om, hvad der virker, og hvad der ikke virker. Derefter kunne man bygge teorien på. Cooperative learning eller LP-modellen kunne for eksempler være relevante for de nye lærere.
Når pædagogikumkandidaterne har svært ved at overskue teoretisk pædagogikum, råder Preben Plith dem til at plukke det bedste af teorien. Og så skal de se at få lavet opgaven på teoretisk pædagogikum, så de består
”Men jeg synes simpelthen ikke, at det er anstændigt overfor kandidaterne, der jo er maksimalt pressede,” siger Preben Plith.

 

Kommentarer

tor, 06/09/2012 - 08:36
Hans Gregersen

Det lyder både fornuftigt og genkendeligt, det Preben Plith siger. Men det er vigtigt at holde fast i behovet for teori, som han også gør.
Mine erfaringer er uaktuelle, men i sæsonen 98-99 var oplevelsen desværre nogle gange den, at underviserne ikke havde tilstrækkelig intellektuel spændvidde og spændstighed. Det er tit de naturvidenskabelige kandidater, der formulerer kritikken eller melder sig ud af processen med en undskyldning om, at de "ikke forstår sig på alt det der senmoderne" el.l. Men misèren ligger blandt andet i, at den kritiske sans ser ud til at være gledet ud af pædagogikum i samme omfang, som reformpædagogiske modestrømninger monopoliserer diskursen.

tor, 06/09/2012 - 08:43
Christina Kaagaard

Er glad for at høre fra en kursusleder. Jeg afsluttede pædagogikum sidste skoleår og delte mange af de ovennævnte frustrationer, men samtidig havde jeg også følelsen af, at det måtte være mig der ikke "løb" hurtigt nok. Så tak Preben.
Når jeg talte med pædagogikum underviserne om undervisningsformen, henviste de alle til, at selve uddannelsen er blevet beskåret så meget, at der ikke er tid til andet end power points. Så står vi et dagligt dilemma; fordi vi som lærere kan sætte et tjektegn ud for et stofområde, behøvedes det nødvendigvis ikke være forstået som modtagerne.

Når det så er sagt , synes jeg også vi må sigte efter en politisk ændring, så vi kan sikre os en optimal uddannelse.
Mvh.
Christina Kaagaard

tor, 06/09/2012 - 09:22
Bo Tao Michaëlis

Helt enig. Det er på tide at debatten om teoretisk pdagogikums vje og vildveje seriøst tages op.

tor, 06/09/2012 - 09:43
Jan Foged

Lige et lille pip fra en underviser på teopæd. De evalueringer som foretages efter hvert kursus stemmer ikke overens med det billede, som tegnes af ovenstående artikel, samt et par andre artikler i den sidste tid. Det er ganske få år siden jeg selv var i pædagogikum og kan sagtens nike genkendende til noget af kritikken - især i forhold til stofmængde og undervisningsform. Men jeg vil også gerne påpege at der er sket store fremskridt i løbet af de sidste år, og at vi hele tiden ændre opbygningen. En af de ting, som vi som undervisere har fået meget ros for i evalueringerne fra sidste år og de første fra i år er netop variationen i undervisning og arbejdsformer.

Mht. praksisorienteringen - så afholdes der seks workshops, hvor et af de helt centrale elementer er erfaringsudveksling og didaktisk reflektion over praksis (egen og andres). Ydermere gør vi en del for at kandidaterne opbygger et netværk af fagkolleger udenfor skolerne, som supplement til det de har på skolerne, så de også fremover har god mulighed for erfaringsudveksling.

her er et lille udpluk fra Delphi evalueringen efter AP1 og Workshop 1 på teopæd 2012:

Godt at arbejde med eget forløb - reflektionen over egne og andres didaktiske valg

Variationen ml. Powerpoint, gruppearbejde, individuelt arbejde og CL-øvelse var god

Anvendelse af en række arbejdsformer, som man selv kan anvende i undervisningen

God veksling mellem teori og praksis

God variation mellem arbejdsformerne.

Ovenstående er selvfølgeligt valgt ud af mig, men ingen af punkterne under "kunne gøres bedre" handlede om manglende sammenhæng mellem teori og praksis - eller om manglende variation i undervisningen. Kritikken gik mest på stofmængden.

tor, 06/09/2012 - 09:43
Lisbeth Jørgens...

Det hænger ikke sammen, at de praktiske vejledere ikke læser det teoretiske stof. På den måde bliver kandidaten den der vejleder vejlederen.
Lisbeth Jørgensen

tor, 06/09/2012 - 10:25
Jan Eiffert

Jeg mener, at der delvist er hold i kritikken. Da jeg var i pædagogikum for fem år siden, blev vi præsenteret for en del dræbende kedelige forelæsninger uden megen variation. Jeg vil dog stadig mene, at langt den overvejende del af kurserne blev holdt at motiverede undervisere, der forstod at sætte diskussioner i gang og sørgede for variation ved hjælp af varierende arbejdsformer som gruppearbejde, kursistoplæg og skøre indfald som walk and talks. Samtidig oplevede jeg en stor del af det pædagogiske stof som yderst relevant for det praktiske arbejde.
Dette blot for at nuancere ovenstående lidt generaliserende fremstilling.

tor, 06/09/2012 - 10:37
Walther Rahbek

Netop bestået pædagogikum og underviser i matematik og afsætning på Aalborg HHX. Jeg er ikke enig i kritikken af teoretisk pædagogikum og kan ikke følge beretningen om ensidige PPT baserede oplæg på de to teoretiske kurser. Først og fremmest har vi i forvejen 6 workshops og 2 fagdidaktiske kurser hvor fokus virkelig er på det praktiske. Derfor udgør de to teoretiske kurser faktisk en balanceret tilgang hvor videns teorierne bliver serveret i en bearbejdet form. Der anvendes ofte artikler og afsnit fra "Gymnasiepædagogik" hvor forfatterne kommenterer stoffet. Det er meget sjældent vi har læst original kilderne. Desuden synes jeg at lærerne på teoretisk ædagogikum er dygtige til at lægge refleksive øvelser og praksis betonede opgaver ind i kurserne. Som matematik nørd må jeg dog sige at jeg blev meget inspireret af vidensteorierne og det kom lidt bag på mig. Jeg oplevede hele pædagogikum forløbet som vellykket fra SDU og jeg oplevede slet ikke det tidspres som jeg var blevet advaret imod. Måske fordi jeg netop valgte den strategi kun at læse og forstå de vigtigste elementer og så forsøge at være optimalt aktiv på selve kurserne. Som vi jo ved fremmes indlæring, forståelse og hukommelse ved egen aktiv deltagelse i undervisningen.

tor, 06/09/2012 - 11:28
Tomas Bjørn Pedersen

Jeg kan tilslutte mig væsentlige dele af dette indlægs konklusioner.

Jeg kunne fx have tænkt mig at arbejde med cases i forbindelse med mit eget pædagogikum. Altså, konkrete undervisningssituationer, som efterfølgende blev gjort til genstand for teoretisk, metodisk refleksion. På den måde ville der komme sammenhæng imellem empiri og teori for mig at se. Og det må helt klart være undervisernes opgave at få sådanne cases gjort tilgængelige i en undervisningssituationen. Selvom jeg godt ved, at det er en stor opgave. Men hvordan kan man bedrive analyse og metodisk refleksion, hvis ikke man har et konkret materiale at arbejde med?

Samtidig er det åbenbart, at en forandring af pædagogikum skal komme fra lederne rundt omkring på skolerne. Godt nok bliver man taget med i en evaluering som kandidat, men for mig at se er det helt igennem uklart, hvordan denne evaluering kommer til at indgå i den kommende undervisning i teoretisk pædagogikum.

vh. Tomas (Århus Akademi)

tor, 06/09/2012 - 11:33
Kasper Andersen

Jeg har lige været på AP1 og kan heldigvis ikke genkende PP's fremstilling. Undervisningen var derimod varieret og praktisk orienteret.

tor, 06/09/2012 - 12:13
Morten Blaabjerg

Det er en fantastisk illustration til artiklen!

Jeg synes kritikken af teopæd er for hård - vel var der en del powerpoints, men der var også en hel del cooperative learning, matrix-grupper, begrebskort og vidensdeling kandidaterne imellem, som betød at undertegnede ihvertfald kunne hente meget hjem fra teopæd-kurserne for et par årgange siden. Også meget at reflektere over - som lagde en god bund for de reflektioner jeg siden har haft om min undervisning. Jeg ville ikke have været foruden at stifte bekendtskab med f.eks. Lars Qvortrup selvom jeg næppe kommer til at læse om hans læringssystem igen. Teorierne gav en idé om hvad der er blevet tænkt og skrevet om hvad læring er for noget - og om hvor vanskeligt det egentlig er at lære nogen andre noget. Mest af alt er det at lære noget, noget man selv gør. Og at operere midt i det spændingsfelt det er at man ikke kan lære nogen andre noget, men at de kun selv kan det - gør man det en hel del i - i pædagogikum - og efter.

Størstedelen af min arbejdstid går ud på at overveje hvordan jeg kan skabe rammer for, hvordan eleverne selv kan lære sig selv noget, samtidig med at det lever op til diverse centralt formulerede læreplaner, der søger at bestemme, hvad de "skal lære" - selvom de ikke kan. Jeg synes egentlig teopæd rammer det paradoks meget godt. Man kan også lære en hel del af at opleve hvor kedeligt det er, at blive udsat for 50-100 slides i en powerpoint :-)

Jeg tror det bedste ville være, hvis underviserne i teopæd fik lidt friere tøjler, så de ikke partout skulle banke en eller anden centralt udarbejdet powerpoint med 50 eller 100 slides af i en ruf, men havde friheden til at plukke lidt mere i det.

tor, 06/09/2012 - 12:15
niels clemmensen

Helt enig! Teoretisk pædagogikum er en legeplads for udtjente gymnasielærere, der har fået en ny mission i livet med produktion af varm luft til de sagesløse ofre, kandidaterne. .

tor, 06/09/2012 - 12:17
Morten Blaabjerg

Det er en meget god idé synes jeg, hvis kommentarfunktionen på Gymnasieskolen.dk skal blive levende, at kommentarer publiceres/godkendes så hurtigt som muligt. Jeg vil foreslå en model, hvor man udover sit navn også har mulighed for at angive emailadresse, således at en evt. udveksling af kommentarer kan flyde lettere og publiceres umiddelbart efter den er postet - så snart en debattør har fået den første kommentar godkendt.

Idet jeg antager, at den regulerede kommentarfunktion primært er et spørgsmål om at modvirke spam og irrelevante indlæg.

tor, 06/09/2012 - 13:21
Malene Romme-Mølby

Helt enig angående kommentar-muligheden. Vores teknikere arbejder stadig på en model, hvor man kan oprette sig som bruger eller logge ind via Facebook og derefter kommentere med det samme. Men indtil da tjekker vi ofte for kommentarer.

Venligst
Malene Romme-Mølby
Webredaktør på gymnasieskolen.dk

tor, 06/09/2012 - 15:05
Mads Beyer

Jeg har lige været på AP1 og er slet ikke enig med kritikken. Jeg kom med en masse skrækhistorier om pædagogikum som det beskrives i artiklen, men oplevede et inspirerende, varieret og ambitiøst kursus, der i høj grad lagde vægt på det praktiske frem for det abstrakt teoretiske.

tor, 06/09/2012 - 16:55
Peter Jankovic

Jeg er i gang med Teo Pæd, har netop været på AP1 samt workshop 1 og kan overhovedet ikke genkende det negative billede der tegnes af kritikerne. Den undervisning jeg har fået på kurset indtil nu har rent ud sagt været fremragende - varierende og særdeles anvendelsesorienteret. Jeg er i fuld gang med at implementere mange af de ideer - teoretiske og praktiske - jeg fik fra både underviserne og de andre kursusdeltagere i min daglige undervisning.

tor, 06/09/2012 - 19:04
Jeppe Trolle

Jeg er helt enig i kritikken, som også underbygger at de kvantitative evalueringsskemaer der bruges til at evaluere kurserne ikke er meget værd som evalueringsredskab.

Selvfølgelig har man ikke meget lyst til at give undervisningen bundkarakter, når der ikke er nogen mulighed for at uddybe i en dialog. Desværre er det åbenbart det der skal til for at få ændret noget. Det kræver jo også at man kender et bedre alternativ, og mange kandidater kommer lige fra universiteterne, hvor der mange steder anvendes tilsvarende masseforelæsninger, der er håbløse udfra en pædagogisk betragtning. Tilsyneladende accepterer man resignerende "at sådan er forskningsbaseret undervisning" som der blev svaret da jeg fremførte kritik af at der ikke var mere interaktivitet på "fagenes samspil" som var den mest håbløse af de teoretiske internater.

Allermest grotesk er det når man sidder 200 tilhørere i en sal uden mulighed for spørgsmål, (som vi gjorde på "fagenes samspil" og der samtidig er indtil flere oplægsholdere til stede, der kunne holde oplæg i mindre grupper. Der er altså ikke engang tale om at der er tale om en discount-uddannelse, der er skåret ned til sokkeholderne, men om et helt bevidst pædagogisk valg.

Det er korrekt at de 2 AP-kurser kunne være meget værre, når der sammenlignes med en del af de fagdidaktiske kurser og "fagenes samspil".

Som RUC-uddannet oplever jeg den forelæsnings-kultur, der reproduceres på disse kurser som mørk middelalder. Man må ikke håbe, at det er sådan der undervises på SDU.

Som tidligere studenterpolitiker er jeg også rystet over de styringsmæssige forhold. Som deltager har man ingen anden mulighed end at acceptere undervisningen som den er.
samtidig er der ovenikøbet en rigid mødepligt, der håndhæves forholdsvist nidkært. Jeg har ikke oplevet mindre grad af "elevindragelse" siden jeg selv gik i gymnasiet i 80'erne.
Vi taler om deltagere der selv underviser, og som har afsluttet en kandidatuddannelse - alligevel kan man ikke tiltro os at vi selv kan bidrage til undervisningen. Som en kursusholder skeptisk replicerede: "Skulle I så selv stå for undervisningen?"
- JA For pokker! tænk engang hvis undervisningen i højere grad tog udgangspunkt i deltagernes egne reflektioner og indlæg i en seminaragtig form. Det er trods alt undervisere vi skal uddannes til.

Styringsmæssigt er der er intet studeinævn, eller en fokusgruppe af kursister der kan give feedback. Eneste mulighed for at høre hvordan undervisningen opleves fra et deltagersynspunkt, er de efterfølgende spørgeskemaer, som jo både er for sent, for håbløse som kommunikationsmiddel, og som tilsyneladende heller ikke har megen effekt i forhold til det næste kursus (alle kurser undtagen AP har tilsyneladende forskellige arrangører og tilmed ansvarlige instanser. Der savnes kort sagt et samlet studienævn eller lignende, med repræsentation af "ofrene".

Kritik besvares med "at det er besluttet højere oppe i systemet, at Dette stof SKAL gennemgås, derfor prioriterer vi således (og er nødt til at jappe igennem lange foredrag om styringsdokumenterne, frem for snak om hvilken undervisningsform der rent faktisk virker.
Ud af hele teorietisk pædagogikum brugte vi kun 2½ time på at snakke om hvordan man vejleder - på trods af det endte med at være en af opgavetemaerne - Burde undervisningen ikke snart rette sig imod undervisningen efter reformen?

Til gengæld har vi fået lange foredrag om de regler der skal overholdes jf. styringsdokumenterne. Det er åbenbart lydige embedsmænd fremfor engagerede undervisere med et kald, vi uddanner?
En helt banal ting som faldende læringskurver er der ikke taget højde for. Stort set samtlige dage i forløbet overskred studieordningens 6 timer om dagen BIG TIME. De fleste kurser havde forelæsninger (og andre lærerstyrede aktiviteter) fra 9 om morgenen til 9 om aftenen. Det er næppe læringshensyn der ligger bag en sådan prioritering, men rablende pensumitits - ideen om at jo mere læreren når at sige, desto mere lærer eleverne.

Det tragiske er at vi som kommende undervisere kun har denne undervisning og vores egen gymnasieundervisning som forbillede - Vi skal altså lærer at undervise på trods, ikke i kraft af egne erfaringer.

Når alt dette er sagt skal det naturligvis nævnes, at der også var masser af lys i mørket, der var gode oplæg - især på AP1 og især AP2, og også andre aktiviteter end forelæsninger. Workshopsene var også gode, og Filosofi-fagdidaktik inddragede i høj grad deltagerne (det var et lille hold). Mange af de øvrige fagdidaktiske kurser var tilgengæld masseforelæsninger ligesom "fagenes samspil". Det praktiske forløb på egen skole var også en stor øjenåbner med masser af gode inputs.

Når der faktisk findes ekspertise i landet, der kan undervise på mere interaktiv vis (f.eks. på RUC og i Ålborg), og der må være massser af dygtige praktikere, der kan VISE - ikke kun fortælle hvordan god undervisning foregår, hvorfor har man så valgt et traditionelt forelæsningsuniversitet til at stå for det?

Jeg håber at der bliver inddraget nye kræfter i udviklingen af en mere undervisningsrettet pædagogikum.

Et par gode bud på forbedringern kunne være:
Alle oplægsholdere skal have at vide at ud af en times undervisning, må kun 20 minutter være envejskommunikation fra forelæseren (resten dialog og spørgsmål)
Højst en times forelæsning per dag, resten reelle (ikke kun formelle) workshops og seminarer med inputs fra deltagerne.
Overhold 6 timers reglen. Mere walk-and talk, praktiske øvelser eller ekskursioner/gæsteelever.
Færre dage ad gangen (deltagerne er alligevel for udmattede til at få tid til megen erfaringsudveksling og socialisering.

Undervisning på eget hold med vejlederen som gæst, i stedet for "gæstestjerne" i vejlederens klasse.

tor, 06/09/2012 - 22:11
Andreas

Har lige været på AP1 selv og kan heller ikke genkende kritikken. Meget kunne jeg bruge, ikke det hele, men meget.
Det er værd at bemærke, at der er en del indlæg fra lærere som har været i pædagogikum på ordninger, der nu er historiske, men som alligevel henviser til egne erfaringer i deres pædagogikum, og derfor kritiserer de nutiden på et fortidigt grundlag. Det kvalificerer ikke debatten synderligt.
At sætte rammer for, at der maks. må være 20 min. forelæsning eller andre lignende regler forekommer mig at være unødvendig detailstyring, et meget 'studenteragtigt' krav, der ikke tager hensyn til at underviserne på pædagogikum netop er undervisere og forskere og ikke lærere (i den sammenhæng). Kandidaterne er jo heller ikke elever, men studerende og burde kunne svinge sig op på et abstraktionsniveau, der gør at de kan holde de to ting adskilt.
Alle kandidater har gennem deres studietid oparbejdet en personlig læringsstil, de anvender på deres materiale. At forlange at undervisere skal agere som lærere efter det populære og letkøbte "show it, don't tell it" er at undervurdere kandidaterne. Vi må så som kandidater selv finde vores indre lærer i løbet af pædagogikum Det gør vi ved at tage det vi kan bruge i teopæd og anvende det i praktisk pædagogikum

fre, 07/09/2012 - 00:00
Henrik Fritz Kj...

Jeg synes en del af kritikken af pædagogikum er lige lovlig skarp, selvom der er et par kritikpunkter, jeg vil medgive.
Jeg var selv i pædagogikum sidste år, og fik rigtigt meget ud af det, både på den teoretiske og praktiske del.
... både det positive og det kritisable er der allerede sagt en hel del om.

Mit ærinde er at få sagt:
Jeg er (i lighed med alle andre der deltog i pædagogikum) hverken en 16-årig eller en 19-årig år, og derfor har jeg på ingen måde brug for at blive behandlet som en sådan.

- Jeg kan uden problemer lytte til et oplæg med powerpoints.
- Jeg kan også sagtens koncentrere mig længere tid end 20 minutter uden at konsultere facebook eller min mobiltelefon.
- jeg kan også uden problemer koncentrere mig om noget og arbejde mange timer ad gangen. Det gør jeg faktisk hver dag.
- jeg har ikke nødvendigvis brug for CL til at holde min motivation fanget, så jeg får lært eller arbejdet med faget, selvom CL kan være hyggeligt nok.
... og sådan kunne jeg fortsætte lidt endnu.
Jeg er et voksent menneske med en universitetsuddannelse bag mig, og har derfor ikke behov for at blive undervist som en gymnasieelev, selvom det er det vi taler om på pædagogikum.

Jeg synes Pædagogikum forløbet i store træk var både varieret og spændende og indeholdt en hel fin balance mellem mange typer af arbejdsformer og udfordringer.
For en god ordens skyld vil jeg da gerne her til slut forholde mig til de dele af kritikken, som jeg finder nogen hold i.
- lidt bedre indholdsmæssig koordinering mellem de læste tekster og oplæggene, så oplæggene får mindre præg af repetition af det læste.
- "fagenes samspil" er på mange måder det mest komplekse emne, og det der kræver mest samarbejde med andre. Samtidigt var det kurset med færrest samarbejdende øvelser. Det havde været oplagt at det var kurset med flest.
- oplysning om årets emne for teopæd-opgaven falder unødvendigt sent.

Og sidst er jeg meget enig i dette citat fra ovenstående kommentar:
Undervisning på eget hold med vejlederen som gæst, i stedet for "gæstestjerne" i vejlederens klasse.

Varme hilsner,
Henrik

fre, 07/09/2012 - 11:18
Søren Falgaard

Interessant kritik.

Jeg er som en række andre herinde ikke helt enig i kritikken - og jeg tager udgangspunkt i min egen personlige oplevelse med kurset.

Teopæd-kurserne oplevede jeg som rimeligt varierede i undervisningsformerne, mens problemet med maskingeværsalven af slides var mere knyttet til de fagdidaktiske kurser. Sammenhængen mellem den daglige undervisning og kursets teori var naturligvis ikke altid lige tydelig, men jeg oplevede det nu ikke som om, at teorien var fra en anden planet end den daglige undervisning.

Udover disse fandt jeg, at workshopsene, som man vist havde en 7-8 stykker af, var helt til grin. Ikke fordi at undervisningsformerne ikke var variede, men mere fordi det hele virkede så masseproduceret fra centralthold, at underviseren ikke (kunne tage!?) tog ejerskab.

fre, 07/09/2012 - 20:53
Anne Schau Kris...

Ikke overraskende kan man konstatere ved at gennemlæse de øvrige indlæg, at den pågældende kritik fra Preben Plith ikke deles af alle - og her er det vel netop, at vi får understreget, at vi alle lærer på forskellig vis!
Jeg har selv været yderst tilfreds med mit pædagogikumsforløb (2010/11) og genkender ikke alle de power points foredrag, som Plith omtaler.
Vi gennemprøvede et utal af CL-øvelser, skiftende samarbejdspartnere, og der var tid og plads til, at pædagogikumskandidaterne kunne blande sig i diskussionerne og dele deres erfaringer.
Også på mine fagdidaktiske kurser (dansk og religion) oplevede jeg, at der blevet givet bud på konkrete undervisningsforløb, som man rent faktisk kunne anvende med det samme - noget enhver nystartet lærer tager imod med kyshånd!

Kunne man derfor forestille sig, at en stor del af frustrationen hos pædagogikumskandidaterne egentlig ikke skyldes det teoretiske stof og de såkaldte foredrag, men derimod usikkerheden ift. at være nyansat i et job, der er krævende, og hvor man altid vurderes af andre?

lør, 08/09/2012 - 16:34
Lars Therkelsen

Gennemført teopæd for tre år siden, hvor jeg havde 3 centrale ankepunkter som jeg videreformidlede til den ansvarlige fagkonsulent - uden dog at få svar.
I hovedtrækkene gik mine ankepunkter på;
- at teopæd meget humanistisk orienteret og ikke tager hensyn til andre discipliner
- at de 6 workshops har en ganske stor del overlap, hvorfor 2 basalt set kan spares væk
- at evalueringerne alle er delevalueringer, hvor de enkelte elementer kan være ganske fine i sig selv men, samtidigt være meningsløs i den endelige sammenhæng - som man altså ikke evaluerer.

søn, 09/09/2012 - 20:29
Marius Krebs

Helt enig i kritikken - baseret på et 5 år gammelt pædagogikum.
På hvilke andre kurser kan man f.eks. møde 1½ times monolog understøttet af plastikslides med emnet "Variation i arbejdsformer."?
I mine 5 år som underviser har jeg ikke oplevet, at den teoretiske del af pædagogikum, efterfølgende har kunnet anvendes til noget som helst.
Hvordan kan nogen tro, at alle kandidater har brug for nøjagtigt samme efteruddannelseskursus for at blive bedre undervisere?
Hvorfor er der ingen krav til underviseres pædagogiske udvikling efter pædagogikum? Har man først bestået, kan man passe sig selv uden at nogen så meget som ser til ens side de næste 40 år!

Forslag:
-Afskaf pædagogikum.
-Indfør obligatorisk pædagogisk og faglig supervision hvert 2.år for ALLE lærere.
-Tilbyd/kræv efteruddannelse efter behov.
-Giv rektorerne bedre muligheder for at skaffe sig af med uduelige lærere.

søn, 09/09/2012 - 21:56
Morten Blaabjerg

@Malene, håber ikke at i nøjes med et FB-login - det er fint for de, der anvender Facebook - men der bør være en smidig kommentarfunktionalitet integreret som i (og dermed vi) selv har ejerskabet til og som ikke ekskluderer de der ikke gør. Det bør ikke afgives til FB, dvs. en udenlandsk virksomhed. Det der er vigtigt efter min beskedne mening, er at kommentarer publiceres, så de rent faktisk har en chance for at indgå i en dialog/udveksling af synspunkter, gerne i en trådet form. Hvis man skal vente på at se dem dræber det enhver spontan diskussion/udveksling. Fortsat god arbejdslyst med sitet!

søn, 09/09/2012 - 22:00
Morten Blaabjerg

Et godt eksempel er den kommentar jeg netop skrev - samt denne her. Der bliver ikke tjekket for kommentarer om natten eller generelt udenfor almindelig arbejdstid?

Det er ærgerligt, for jeg tror egentlig sitet kunne have potentiale til at få en debat, der virkelig flyder frit - men det gør den ikke med den meget "tighte" publiceringskontrol. Det er nettet 24/7 - hvorfor genindføre de redaktionelle filtre, når man her kan slippe for dem?

Man kan sagtens have en modereret debat, som sikrer en god tone osv. ved at have nogle spilleregler og nogle moderatorer, der post-publicering rydder op.

man, 10/09/2012 - 11:25
Malene Romme-Mølby

Kære Morten Blaabjerg.
Vi kunne ikke være mere enige om kommentarmulighederne: Det skal være let og muligt døgnet rundt. Og det bliver det også meget snart. Indtil da tjekker jeg mange gange om dagen:-) Facebook-login er blot et tilbud for dem, der har lyst til det. Det vil naturligvis også være muligt at kommentere via en bruger-profil, som man selv opretter.
Venligst
Malene Romme-Mølby

ons, 12/09/2012 - 22:27
Jeppe Trolle

Til Andreas m.fl.

Jeg udtaler mig på baggrund af en netop afsluttet pædagogikum, så mine erfaringer må siges at være rimeligt friske. Også jeg var skeptisk overfor de mange kritiske historier fra tidligere kursister, og jeg oplevede ikke AP1 som så slem som sit rygte. Det virkelige chok kom først på fagdidaktisk kursus i samfundsfag (forelæsning med 60 deltagere - med meget lidt mulighed for dialog), og frem for alt "fagligt samspil", hvor vi var 200 med mødepligt, og hvor der ikke engang var mulighed for spørgsmål fra salen! Som voksent menneske bliver jeg forarget over at der kræves mødepligt til noget, som på ingen måde giver mulighed for dialog eller interaktion med deltagernes egenoplevelser (jf. problembased learning, projektpædagogik, og såmænd Humbolt og Schleiermachers seminarprægede forskningsbaserede undervisningsideal.)

At undskylde sig med at det skulle være mere akademisk med envejsforelæsninger må kategoriseres som det rene vrøvl. Jeg har skrevet speciale om den humboltske universitetsmodel, og den er på ingen måde baseret på envejskommunikation - tværtimod skal de studerende og deres inputs netop interagere med forskerne, til gensidig berigelse. Det kan næppe siges at være tilfældet ved envejsforelæsninger for 200 mennesker med forskellig faglig baggrund.

At det ovenikøbet kombineres med rigid mødepligt må siges at være i lodret modstrid med den centrale tanke om "Lernfreiheit" for de studerende, som ellers har været en af universitetets og den akademiske dannelses kerneværdier i 200 år.

Der er således ikke kun tale om manglende pædagogisk indsigt, men også om mangel på kendskab til den akademiske dannelsestanke. Som voksent menneske (men egentlig også som ung) må man forlange respekt for værdien af egne inputs, undren og spørgsmål ikke stille sig tilfreds med envejskommunikerende tankpasserpædagogik. At vi er voksne er ingen undskyldning for at torturere os med obligatoriske 12-timers undervisningforløb - faldende læringskurver er lige så gældende for færdiguddannede voksne mennesker med travle arbejdsdage og familieforpligtigelser ved siden af undervisningen, som for unge gymnasieelever.

I forhold til de mange forskellige tilkendegivelser vedrørende fagdidaktik og workshops: Jeg har også hørt meget forskellige tilbagemeldinger fra mine medkursister. Nogle havde oplevet sprudlende fagdidaktiske seminarer med små hold, praktiske øvelser,debat, museumsbesøg, gæsteelever fra et nærliggende gymnasier etc.
Og andre blev udsat for envejsundervisning, exel-øvelser (hvis man mener at kandidater mangler faglige færdigheder (f.eks. exel) bør man henvende sig til universiteterne, eller udbyde efteruddannelse - Det har ikke noget med fagdidaktik at gøre). Det afhænger altså alt sammen af fag (og held?).

I forhold til work-shops var nogle (som mine) reelle workshops med reel inddragelse af deltagernes oplevelser, frustrationer og udfordringer fra undervisningshverdagen, og gode inputs til praksis. Mens andre har oplevet forelæsningsagtige gennemgange af standard powerpoints som den workshop-ansvarlige ikke engang selv har (fået lov?) at udforme, fordi de føler sig underlagt rigide pensumkrav oppefra i systemet. De fleste har sikkert været en blanding.

Tidligere oplevelser fra pædagogikum ER relevante. For det første fordi der efter hvad jeg hører ikke er blevet ændret meget år efter år på baggrund af den kritik der hvert år rent faktisk fremmkommer, og som tragisk nok tilsyneladende ikke har meget effekt. Hvilket vel også fremgår af svaret i Gymnasieskolen fra den ansvarlige for teoretisk pædagogikum - På mig virker det i hvert fald ikke som et svar der tager kritikken til sig (endsige lytter til hvad der bliver sagt).

På et af mine kurser havde man forlænget pausen i en 12-timers undervisningsdag med ½ time og tilsat ½ times collaborative learning, fordi de studerende også året før havde kritiseret de lange undervisningsdage - thats it - I mine ører vidner det ikke om synderlig lydhørhed overfor helt berettiget kritik.

På "fagligt samspil" sidste udvandrede de STX-studerende kortvarigt i protest, da det kom frem at INTET var ændret i forhold til året før, på trods af massiv kritik fra deltagerne.

Jeg forstår godt at kritikken opfattes som skarp - Der har da helt sikkert været masser af lyspunkter i teoretisk pædagogikum, og jeg hører bestemt ikke til dem der mener at indføring i pædagogisk teori er spild af tid.

Desværre er det tilsyneladende nødvendigt at tale med meget store bogstaver for at ændre selv små kommaer i et system der i den grad trænger til en kulturændring/didaktisk opvågnen, og som i den grad mangler effektive mekanismer til medindflydelse/ konsekvenser af feedback fra deltagerne At man i en pædagogikum-uddannelse ikke tager højde for selv banale pædagogiske pointer i sin egen undervisning, må siges at være tragisk - voksne mennesker eller ej. At deltagerne overhovedet ikke har nogen handlemuligheder i forhold til at påvirke den i øvrigt påtvungne undervisningsform i en bedre retning er direkte tragisk. Tænk at man efter universitetet skal føle sig sat år tilbage rent pædagogisk, når man burde inspireres og vækkes.

For min pædagogikum-opgaves vedkommende må der nærmest siges være tale om selvstudium (idet der ikke var meget af undervisningen der lagde op til den - Selv den relevante litteratur måtte hales ud af underviserne). Selvfølgelig er eksamen ikke det eneste relevanskriterium, og også undervisningen på min tidligere universitetsuddannelse var af svingende relevans (men så kunne man i det mindste forlade undervisningen og gå hjem og læse selv), men burde der ikke være en sammenhæng mellem kurserne og den afsluttende opgave ?? (og her mener jeg ikke at det er opgaven den er gal med).

De lange internatsforløb som er ødelæggende, både for de stakkels gymnasieklasser der konsekvent må undvære deres lærer hele tiden, og for ens hjemlige familieliv, mister i øvrigt den vigtigste pointe - At give rum til erfaringsudveksling og socialisering med andre pædagogikum-kandidater, når alle deltagere er fuldstændigt udmattede af marathon-forløb med lærerstyret undervisning fra morgen til aften (vi faldt simpelthen udmattede om kuld hver aften).

Det triste er i øvrigt, at jo mere samvittighedsfuld og pligtopfyldende kandidaterne er, desto mere udmattede bliver de af et pensum og et program der stort set er umuligt at leve op til (Det indrømmede stort set alle oplægsholdere da også).

Du kan mene at et "benspænd" med krav om max 1/5 læreroplæg er for rigidt, men hvis alternativet er 100% (og jeg mener 100%) envejskommunikation, så er man nok nødt til at være rigid for at modvirke presset fra pensumtrængslen (at forlænge pausen 30 minutter batter ikke meget). For mit vedkommende handler det ikke om dovenskab, men om at optimere min læringskapacitet.

Ingen lærer meget kl. 20 om aftenen efter 12 timers undervisning. Jeg kender kun den type pædagogik fra frømandskorpset og lignende udholdenhedsøvelser, og formålet er nok primært at nå igennem hele stoffet - lært eller ej.

At stoftrængslen skulle være en særligt problemstilling på teoretisk pædagogikum kender jeg mange gymnasielærere der vil bestride. Det var nok mere hensigtsmæssigt at give os redskaber til at håndtere stoftrængsel, end at bruge den som undskyldning for at fylde mere på.

Derudover er det vel ganske rimeligt at forlange at studieordningens regler om 6 timersdage i hvert fald tilnærmelsesvis overholdes når der samtidig er rigid mødepligt - voksne mennesker eller ej??

Tilføj kommentar

Brugeroplysninger
Email-adressen vises ikke på sitet, men gør det muligt for os at kontakte forfatteren.
Kommentér uden forsinkelse.
Brug Facebook
log ind eller registrer
dig her.
By submitting this form, you accept the Mollom privacy policy.