Nyhed

Ny aftale: Stx mister endnu flere millioner - hhx får dog flere

De almene gymnasier og VUC skal afgive et trecifret millionbeløb for at finansiere erhvervsuddannelsesreformen. Til gengæld modtager hhx flere penge.

2. oktober 2015 af Johan Rasmussen
De almene gymnasier skal fra 2017 aflevere penge til erhvervsskolenrne - til gengæld kan hhx glæde sig over flere penge.

De almene gymnasier skal nu til at spare yderligere. Regeringen skal finde over 400 millioner kroner til at finansiere erhvervsuddannelsesreformen, og en stor del af pengene skal komme fra de almene gymnasier.

Det er forligspartierne bag erhvervsuddannelsen blevet enige om.

Forskel udlignes
Til gengæld vil partierne gøre op med den ”ubegrundede taxameterforskel mellem hhx og stx”, som der har været siden den nye arbejdstidsaftale fra 2013 trådte i kraft.

Det betyder, at hhx fra 2017 modtager 69 millioner kroner ekstra i taxametertilskud – beløbet falder dog en anelse de følgende år.

De almene gymnasier, VUC-centrene og SOSU-skolerne skal i alt afgive 280 millioner kroner i 2017 og lidt mindre i de følgende år. Regeringen og forligspartierne begrunder besparelsen med, at institutionerne i forbindelse med overdragelsen til selveje i 2007 siden har haft overskud, ”der overstiger de øvrige sammenlignelige institutionsområder.”

Aftalepartierne peger på, at taxametertilskuddene fastsat i forbindelse med overdragelsen af institutionerne til selveje kan have været lidt for gunstige i forhold til de reelle udgifter til bygningerne.

Besparelser og besparelser
Besparelserne for de almene gymnasier kommer oven i de generelle besparelser på ungdomsuddannelserne. Ungdomsuddannelserne skal spare to procent om året de næste fire år – det betyder, at gymnasierne mister cirka en milliard kroner over de næste fire år.

Læs: Finanslovsforslag: 240 millioner kroner færre til gymnasierne til næste år

Mindre til fjernundervisning
Aftalen betyder også, at der indføres særskilte taxametertilskud til fjernundervisning. I dag modtager skolerne de samme taxametertilskud for fjernundervisning som til ordinær undervisning. Det betyder for eksempel at skolerne modtager bygningstaxameter for elever, som ikke bruger bygningerne.

Alene for VUC-centrene betyder det 138 millioner kroner færre til næste år. 

Kommentarer

ons, 07/10/2015 - 19:58
Jens Randrup
Lektor
Skive Gymnasium og HF

Jeg savner en forklaring på, at min fagforening har indgået en aftale, der gør, at midler fra STX skal overføres til HHX, der er under en anden fagforening.

Der forlyder rygter om, at mit Gymnasium og HF skal spare en masse penge næste år, og at det sandsynligvis kommer til at betyde fyringer pga. denne aftale. 

Jeg er derfor lidt forvirret omkring dette kompromis - har min fagforening lige svigtet mig? Er det ikke min fagforenings arbejde, at sikre mine kollegaer og mig 1) mulighed for arbejde og 2) gode arbejdsforhold?

Måske er forhandlingerne ikke gået som forventet, og det vil jeg gerne vide mere om - lige nu ser det meget underligt ud! 

 

tor, 08/10/2015 - 15:39
Frank Weber
lektor
EUC Nordvest

Kære Jens og andre ligesindede

Jeg har undervist i 10 år på Stx, og derefter 15 år på Hhx/Htx og tro mig, undrviserne er lige kvalificerede all tre steder - utroligt for folk som dig og andre kolleger på Stx men sandt. Langt over halvdelen af mine kolleger på EUC Nordvest er medlemmer af GL og har alle dage været det - men har ikke altid følt os behandlet  som ligeværdige medlemmer i foreningen p.g.a. kolleger som dig - og det er MEGET træls!

tor, 08/10/2015 - 16:19
Lone Brun Jakobsen
lektor/TR
Tørring Gymnasium

For god ordens skyld - aftalen er indgået mellem forligspartierne (fremgår det af artiklen) og ikke af fagforeningen.
 

tor, 08/10/2015 - 20:55
Annette Nordstr...
Formand
GL

GL har ikke indgået en aftale om, at der skal overføres penge fra stx til hhx! Det er et samlet Folketing med undtagelse af Enhedslisten og Alternativet, der sidste fredag indgik en aftale om finansiering af EUD-reformen. Som en del af den aftale justeres taxametrene for de gymnasiale uddannelser. Nedskæringerne i aftalen kommer oven i de bebudede besparelser i finanslovsforslaget. GL har både over for ministeren, de uddannelsespolitiske ordførere og i medierne  protesteret over, at man sparer på de gymnasiale uddannelser, da det er til stor skade for uddannelserne. GL arbejder således intensivt for at få begrænset nedskæringerne, som man også kan og skal forvente af os. Vi kæmper både for at bevare arbejdspladserne for vores medlemmer på stx, hf, hhx og htx og for at der er gode arbejdsforhold.
 
Det er et bredt politisk ønske at tvinge elever væk fra gymnasiet over i erhvervsuddannelserne, og da EUD-reformen blev vedtaget, var den underfinansieret. Det var en del af beslutningen på daværende tidspunkt, at midlerne skulle findes inden for sektoren. Det har GL været imod fra dag ét. At det så sker samtidig med, at den nye regering vil flytte midler fra uddannelsesområdet til boligjobordning, landbruget mv., gør det endnu mere problematisk. Uanset regering var vi nok ikke sluppet for omprioriteringsbidraget, men man kunne have håbet, at man ville have brugt det til den underfinansierede EUD-reform og beholdt midlerne inden for sektoren.
 
GL er i mod de aftalte besparelser i EUD-budgetforliget og de foreslåede besparelser på finanslovsforslaget. Vi har siden slutningen af august, hvor de første nedskæringer blev varslet, kæmpet imod, at de bliver gennemført, og vi vil fortsætte kampen – både indtil dette års finanslov er vedtaget og i de kommende år - bl.a. for at få omprioriteringsbidraget helt eller delvist tilbage til sektoren. Vi kæmper alene, vi kæmper sammen med lederforeningerne, vi kæmper sammen med elevorganisationerne, og vi kæmper sammen med de andre lærerorganisationer. Vi håber også, at man på hver eneste skole vil råbe højt om, hvilke konsekvenser de aftalte og bebudede besparelser vil få for den enkelte skole. Dette skal være en fælles kamp mod urimelige nedskæringer! Derfor foreslår vi også, at I på alle gymnasieskoler holder et møde i elevernes spisepause el.lign. torsdag den 22. oktober og drøfter nedskæringerne.
 
Med venlig hilsen
Annette Nordstrøm Hansen
 

tor, 08/10/2015 - 22:00
Henning Brandt
Lektor
Handelsgymnasiet Ribe

Til Jens Randrup

På Handelsgymnasiet Ribe er vi 24 undervisere på hhx, De 22 er medlemmer af GL. Jeg ser derfor ikke noget problem i, at vi fremadrettet modtager midler pr. elev svarede til det beløb, man modtager pr. elev på stx.

Med venlig hilsen

Henning Brandt

fre, 16/10/2015 - 20:58
Jens Randrup
Lektor
Skive Gymnasium og HF

Hej alle

Hvis I går ind på Facebook-siden Gymnasielærernes Chatroom, vil I kunne se en god debat om samme indlæg. Her er en kort gengivelse af mine indlæg og min udlægning af denne debat.

For det første skylder jeg en undskyldning til alle HHX lærere, der er medlem af GL! En google-søgning fandt fagforeningen hl.dk, og jeg troede, at det var den fagforening, som handelsskolelærere benyttede. Jeg indrømmer blankt, at jeg ikke vidste, at I er en del af GL - og for mit vedkommende, skal I være så velkomne. Hvis jeg har bidraget til, at I ikke føler jer velkomne, så er jeg meget ked af det - det skyldes uvidenhed og ikke ond vilje eller arrogance.

På Facebooksiden blev der diskuteret rimeligheden i forskellige taxametersatser for STX, VUC og HHX. Denne debat er meget spændende, men ikke det fokus mine indlæg havde. Hvis nogen er interesserede i min ydmyge holdning til de forskellige satser, så mener jeg, at signalværdien i at HHX-elever udløser en lavere sats er problematisk - disse elever fortjener da en lige så god uddannelse som STX og HTX elever.

Dog giver det vel også ud fra et større perspektiv mening, at nogle former for uddannelse pga. udstyr er dyrere end andre. Naturvidenskabelige fag er dyrere, men der er vel et behov for at nogle elever kan blive uddannet i disse fag, hvis Danmark skal blive ved med at have en medicinalindustri - der måske lige har kureret cancer - eller udklække flere astronauter. Det skal siges her, at jeg ikke selv underviser i bekostelige naturvidenskabelige fag.

Helt grundlæggende mener jeg dog, at vi (STX, HHX og HTX) bliver underbetalt og det koster på kvaliteten - især når forberedelsestiden beskæres.

Hvad var meningen med mit indlæg så? Jo, det er kendt, at vores formand Annette Nordstrøm Hansen har arbejdet for en ligestilling af taxametersatserne - dette kan bl.a. ses i denne artikel fra Altinget.

(http://www.altinget.dk/uddannelse/artikel/ungdomsuddannelser-prioriter-hhx-paa-finansloven)

Da jeg læste artiklen “Ny aftale” fik jeg den tanke, at Annette Nordstrøm Hansen havde påvirket forligspartierne til at ændre i fordelingen af satserne. Min tanke var altså, at GL havde faciliteret denne udligning, og jeg var selvfølgelig ikke i tvivl om, at Annette Nordstrøm Hansen havde sigtet efter at HHX-satserne skulle op på STX-niveau, hvor udgangen blev, at der ikke blev flere penge bevilget til ungdomsuddannelsesområdet, men at pengene blot skulle omfordeles.

Hvis dette var tilfældet, så syntes jeg, at Annette Nordstrøm Hansen og GL havde svigtet et stort segment af deres medlemmer (alle STX, HF og VUC-lærere) ved at påbegynde forhandlinger om taxameter-satserne lige efter et folketingsvalg, hvor der er besparelser på menuen. I min optik ville det havde været meget naivt at tro, at man kunne få flere penge til ungdomsuddannelserne i det nuværende politiske miljø. Dette svigt vil koste mange STX-lærere rundt om i landet deres arbejde, og de resterende gymnasielærere skal løbe endnu hurtigere end nu - hvor der allerede løbes stærkt.  

Da artiklen “Ny aftale” ikke er særlig informativ omkring forhandlingerne bagved dette udligningsforlig eller hvordan GL har søgt at påvirke forligspartierne, så vil jeg gerne have mere information om dette. En information der også vil være interessant for andre GL-medlemmer. Her vil jeg gerne sige tak til Annette Nordstrøm Hansen for hendes ovenstående indlæg.  

Jeg håber på, at alle HHX-lærere har en forståelse for, at man som STX-lærere føler sig en smule frustreret i denne situation - ikke fordi at jeres uddannelser er mindre værd eller bør koste mindre - men fordi at vores gymnasieskoler nu skal spare rigtig mange penge til næste år og fremadrettet.

Til slut vil jeg gerne melde mig ind i den kamp Annette Nordstrøm Hansen vil føre mod nedskæringerne i EUD-budgetforliget - ikke kun fordi jeg kan se på mine kollegaer, at de har travlt og vil få mere travlt i fremtiden - men også fordi det er så dårlig regeringsførelse at spare på os korn-slanke ungdomsuddannelser. Vi arbejder så hård på at forberede ungdommen til de krav samfundet kræver - giv os nu midlerne til at gøre vores arbejde godt!   

 

søn, 18/10/2015 - 23:14
Jens Chr. Hansen
Gymnasielærer
Borupgaard Gymnasium

Og hvad så med os, der ikke er på FB, Twitter eller andre kommercielle sociale medier, og heller aldrig kommer det.

Skrevet af en gammel IT-nørd (i betegnelsens oprindelige positive betydning)

 

 

Tilføj kommentar

Brugeroplysninger
Email-adressen vises ikke på sitet, men gør det muligt for os at kontakte forfatteren.
Kommentér uden forsinkelse.
Brug Facebook
log ind eller registrer
dig her.
By submitting this form, you accept the Mollom privacy policy.