Du er her
TEMA
|
13. jun 2017

Lærere: Der er for store spring i karakterskalaen

"Mange opfatter et 4-tal som dårligt, men der skal en del mere til for at få 7. Jeg savner det gamle 8-tal,” siger Sandra Beck Nielsen.

Foto: 
Foto: Helene Bagger.

7-trinsskalaen har for få middelkarakterer. Sådan lyder kritikken fra lærerne Sandra Beck Nielsen og Kasper Bjørnlund.

Af: Anne-Sophie Søgaard Møller

Skoleårets sidste undervisningstimer nærmer sig, og lærerne skal til at give årskarakterer. Sandra Beck Nielsen og Kasper Bjørnlund sidder netop på hvert deres lærerværelse og spekulerer over, hvad deres elever skal have af afsluttende karakterer. Men karakterskalaen giver dem udfordringer.

”Der er enormt store spring mellem de enkelte karaktertrin, og en karakter som 7 dækker over et alt for stort område. Der er stor forskel på det lille 7-tal og det store 7-tal. Men de nuancer kommer ikke ned på papiret, og det gør det svært for eleverne at vide, om de er på vej i den ene eller anden retning,” siger Kasper Bjørnlund, der underviser i tysk og historie på Skanderborg Gymnasium.

Den problematik støder Sandra Beck Nielsen også på i sin hverdag.

”Jeg oplever i praksis, at jeg giver den samme karakter af ret forskellige grunde. Jeg kan godt forstå, at elever kan have svært ved at forstå, hvorfor de har fået samme karakter som sidemanden, når de synes, de klarer sig meget bedre,” siger Sandra Beck Nielsen, som underviser i engelsk på Ikast-Brande Gymnasium.

Sidste gang hun skulle give standpunktskarakterer, gav hun to veninder i en klasse 4. Den ene kunne ikke forstå, hvordan deres præstationer kunne blive dækket af samme karakter. Hvis muligheden for at differentiere havde været der, havde Sandra Beck Nielsen givet dem to forskellige karakterer.

”Ikke fordi man skal sammenligne sine elever, men da jeg skrev karaktererne ned, tænkte jeg over, om de skulle have samme karakter. Jeg måtte lige genoverveje, hvilket grundlag jeg havde bedømt den individuelle elev på, og om jeg stadig stod ved karakteren,” siger hun.

Savner flere karakterer
Når Sandra Beck Nielsen giver karakterer, er det ofte, at hun mangler en ekstra karakter. Hun efterlyser en middelkarakter mere.

”Jeg mangler en karakter mellem 4 og 7, og det tror jeg også, at eleverne gør. Mange opfatter et 4-tal som dårligt, men der skal en del mere til for at få 7. Jeg savner det gamle 8-tal,” siger hun.

Også Kasper Bjørnlund savner flere middelkarakterer. For ham er det især spændet mellem 7 og 10, der er for stort. Det gør, at skalaen ikke fungerer som pædagogisk værktøj, mener han.

”Jeg oplever, at det er svært for mange elever at hvile i, at de er på en mellemkarakter. Der er en del, der får 7, men som egentlig burde have haft en karakter, der lå mellem 7 og 10.”

Sandra Beck Nielsen mener desuden, at Undervisningsministeriets formuleringer om, hvad der skal til for at opnå de forskellige karakterer, er vage.

”Jeg mangler konsensus om, hvad det er, vi vurderer på. Det er for eksempel svært at vurdere, hvad der skal til for at komme op på et 02 og bestå,” siger hun.
 
Svært at dumpe på snit
Det, at springene mellem karaktererne er så store, er med til at give nogle meget konstruerede snit, der matematisk ikke giver mening, mener Kasper Bjørnlund.

”Jeg tror ikke, at der er andre steder, hvor man arbejder med minuskarakterer eller så relativt vilkårlige spring mellem niveauerne. Når vi netop arbejder med matematiske snit, hvor der skal sættes to streger under, giver det talmæssigt ikke mening i mit hoved,” siger han.

Kasper Bjørnlund tror, at skalaen er lavet sådan, for at flere skal bestå.

”Man skal virkelig lægge sig i selen for at dumpe på snit med den her skala. Selv med to gange 00 skal man bare have et 7-tal for at bestå på snit,” siger han.

At 7-trinsskalaen indeholder to dumpekarakterer, undrer Sandra Beck Nielsen.

”Jeg har aldrig helt forstået, hvorfor vi skal sige, om eleven er meget eller lidt dumpet. Er du dumpet, så er du dumpet. Der er nogle steder, hvor jeg synes, der mangler nuanceringer, og så er der andre steder, hvor jeg ikke kan forstå, hvorfor der er den nuancering,” siger hun.

Selv bruger Sandra Beck Nielsen oftest 00 som dumpekarakter. Også Kasper Bjørnlund mener, der skal meget til for at give en elev -3.

Brug for forbedringer
Både Kasper Bjørnlund og Sandra Beck Nielsen forstår argumentet med, at vi i Danmark havde brug for et system, der kan overføres direkte til den europæiske ECTS-skala.

”Det giver en gennemsigtighed, som eleverne kan forholde sig til. Det er også nemmere for udlandet at se, hvad vi bedømmer på. Jeg forstår bare ikke, hvorfor vi ikke adopterede ECTS-skalaen med bogstaver i stedet for at opfinde vores egen skala, hvor springene er så store, at det er svært at navigere i,” siger Sandra Beck Nielsen.

Men med bogstaver ville man mangle muligheden for at beregne et karaktergennemsnit, der bliver brugt som adgangskrav på de videregående uddannelser, erkender hun.

Heller ikke Kasper Bjørnlund kan se en logik i det nuværende system.

”Det ideelle ville være en mere ligeud-skala fra 0 til 10, som stiger et tal ad gangen. Jeg kan dog godt se en idé i at lave et spring på yderkaraktererne, der enten kan trække snittet ekstra op eller ned, men karaktererne derimellem burde hænge mere logisk sammen med et tal per karaktertrin,” siger han.

Begge mener, at 13-trinsskalaen også havde sine ulemper, og at vejen frem ikke nødvendigvis er at indføre en helt ny karakterskala – så hellere forbedre den nuværende.

”Vi kunne supplere 7-trinsskalaen med noget fra 13-skalaen, for eksempel en god middelkarakter og karakteren til dem, der virkelig brillerer,” siger Sandra Beck Nielsen.

Kommentarer

1
You must have Javascript enabled to use this form.
Enzolillos billede

Vincenzo Enzo Lillo

Hvilket er årsagen til at ofte mine karakterer hedder 00 til 02, 02 til 4, 4 til 7, 7 til 10, og 10 til 12. Jeg savner i øvrigt også en anerkendelse af den ekstraordinær præstation

Annoncer