Du er her
13. jun 2017

Lær at være klar i mælet

Anja Cetti Andersen
Foto: 
Foto: Jacob Nielsen

Danske gymnasieelever kan mere end nogensinde før, men de er dårlige til at sætte ord på deres kompetencer. Det bliver de nødt til at lære for at kunne klare sig i fremtidens videnssamfund, mener astrofysiker Anja Cetti Andersen.

Af: Maja Seistrup

Verdenshistoriens første universiteter underviste kun i teologi. Man var lærd, hvis man kunne sine bibelcitater. I dag vokser pensum hele tiden, også i gymnasiet. Eleverne lærer om alt fra integralregning og tyske verber, til hvordan man stiller sig op foran sin klasse og holder oplæg. Alligevel har de svært ved at sætte ord på, hvad de egentlig har lært efter tre år med tekstanalyse og tværfaglige forløb.

Det er stjerneforsker og forfatter Anja Cetti Andersens indtryk af de nyklækkede studenter, hun underviser i fysik på Niels Bohr Institutet. Men både for deres egen og samfundets skyld burde de få bedre indblik i det.

”Man skal være klar i mælet om, hvad man kan, for at spille ind med sin faglighed til andre. Det, tror jeg, bliver nødvendigt i fremtidens samfund, hvor vi har så meget viden, at alle umuligt kan lære alt. Vi skal finde balancen mellem at lade eleverne nørde helt ud i detaljen af fagene og samtidig bevare en almen dannelse i gymnasiet. Så de har en fælles vinkel til at samarbejde,” siger hun.

I modsætning til de politiske visioner i de seneste gymnasiereformer tror Anja Cetti Andersen ikke på, at der findes nogen overordnede redskaber til at arbejde sammen på tværs af for eksempel kemi og dansk. Tværtimod kan ugennemtænkt tværfaglighed blive endnu en ting på skemaet, som risikerer at stjæle tid fra hovedsagen: at finde sin stærke side og blive god til den.

Tosproget eller to gange halvsproget
Det er ikke fordi, Anja Cetti Andersen ikke kan se værdien i at have flere talenter.

Hun er selv kendt for at være en af de bedste i Danmark til at kombinere naturvidenskabelig viden om stjernestøv, som hun forsker i på Københavns Universitet, med evnen til at formidle enkelt og fængende. Det har hun blandt andet gjort i P1's foredragsrække

Stjernestøv og Galakser, i En lille bog om universet og i en rejsende musikfore­stilling af skuespiller Lotte Andersen. Anja Cetti Andersen mener, at en naturvidenskabelig forsker som hende selv er afhængig af at kunne tale andre faggruppers sprog for overhovedet at få sin forskning ud. Ambitionen om mere tværfaglighed i gymnasiet kalder hun ”smuk”. Men hun mener også, at den er ekstremt udfordrende at løfte.

”For virkelig at kunne arbejde på tværs kræver det jo, at man er velfunderet i en eller anden faglighed. Det er ligesom at være tosproget. Hvis et af sprogene er ordentligt forankret, bringer det dybde og en referenceramme til det andet sprog. Men hvis man snakker to halve sprog, vil der være et stort tomrum, man ikke kan italesætte. Sådan er det også med de naturvidenskabeligt forankrede fag,” siger hun.

Hendes eget ståsted har været tydeligt, siden jeg trådte ind på hendes kontor på Dark Cosmology Centre i København – eller raritetskabinettet, som hun kalder det. I vindueskarmen står en solcelledreven Einstein-figur og peger på sit hoved. Han minder Anja Cetti Andersen om at bruge sit. På en stor reol er der ud over bøger en Star Wars-inspireret R2-D2-figur, en børnetegning af Saturn og et lille glas med 3-d-printede planeter. Selv hendes runde sølvøreringe ligner himmellegemer med hendes mørkeblå sweater som baggrund. Hun griner indforstået.

”Det er klart, jeg vil sige, at gymnasieeleverne får for lidt af det, jeg synes er sjovest og vigtigst: fysik, kemi og matematik. Men jeg vil være så gavmild at mene, at det vigtige er, at eleverne har en forankring et sted. Det er lidt ligegyldigt, om den hænger fast i tyske verber, kemi eller dansk grammatik. Bare eleven har været helt nede at nørde i detaljen, så han eller hun kan kende forskel på dyb indsigt og overordnet viden,” siger hun.

"Det går faktisk godt"
Da Anja Cetti Andersen begyndte at forske ved Københavns Universitet for 15 år siden, begyndte hun også at undervise et kuld nye studerende, næsten friske fra gymnasiet. Dengang oplevede hun og de andre undervisere et tydeligt problem. Eleverne kunne knap nok stille sig op foran deres egen klasse og holde en kort mundtlig præsentation. Til eksamen stod de og hviskede og stirrede ned i papiret. Derfor oprettede universitetet et kursus, der skulle træne dem i at holde oplæg.

”Det er de supergode til i dag, så kurserne er afskaffet igen. Vores samfund har udviklet sig i en retning, hvor alle  er tvunget til at være mere ekstroverte. Det er blevet en del af uddannelsen gennem skolesystemet. Til gengæld kan vi nu konstatere, at nogle elever mangler en dybere forståelse af matematik og kemi. Det, vi i fysik betragter som redskabsfagene,” siger Anja Cetti Andersen.

Uanset hvad gymnasieeleverne lærer, kan universitetsprofessorerne altså finde fejl og mangler ved det.

”Vi kan gejle hinanden op til at synes, at det går rigtig skidt, og at gymnasieeleverne laver for lidt. Men jeg synes fandeme, at de knokler. Hvis jeg havde en tidsmaskine, ville jeg sende den mest dovne gymnasieelev med det dårligste snit, jeg kunne finde, tilbage i tiden til Leonardo da Vinci. Der er ingen tvivl om, at gymnasieeleven ville vide mere end ham. Bortset fra i latin, måske. Vi må huske, at det faktisk går godt, og at vi de sidste hundrede år har løftet en hel befolkning,” siger hun.

Diffuse kompetencer
Anja Cetti Andersens mission om, at vi skal vide endnu mere i Danmark, handler altså ikke nødvendigvis om at proppe flere kundskaber ind i knolden på de unge. Ligesom man ikke nødvendigvis bliver klogere af at arbejde med to fag på én gang. Så i stedet for at kræve det kunne hun ønske sig, at undervisere både i gymnasiet og på universitetet bliver bedre til at snakke med eleverne om, hvad de skal fokusere på.

”Hvis du gik ud og stak en mikrofon i hovedet på de nye studenter og spurgte, hvad de har lært af at gå i gymnasiet, tror jeg, de ville have svært ved at sætte ord på deres overordnede kompetencer. Det kan jo godt være diffust, hvad man lærer af at læse en tekst i dansk eller løse et regnestykke i matematik. Men hvis de bliver opmærksomme på, hvad de skal kunne, kan de også lettere sige fra over for urimelige krav,” siger hun.

Det vil gøre det lettere for hende som universitetsprofessor at møde de unge, hvor deres studentereksamen slutter. Samtidig tror hun, at det vil hjælpe eleverne til ikke at drukne i samfundets mange krav om karakterer, udadvendthed og multitasking.

”Jeg tror, de unge mennesker bliver ramt af stress, fordi de ikke ved, præcis hvad de er gode til. Så kan det nemlig hurtigt se ud, som om de slet ikke er gode til noget. Den fornemmelse kan vi hjælpe dem af med ved at stille tydelige krav: ’Efter det her fag skal du kunne præcis det her. Og så er du faktisk nået i mål. Tag en dyb indånding og klap dig selv på skulderen’,” siger hun.

At fokusere på det, vi kan, i stedet for at ville alting på én gang skal altså gøre os alle sammen endnu klogere. For det er Anja Cetti Andersens mission i sidste ende.

”Det er også et skråplan at læne sig tilbage og tænke, at nu går det jo godt. Det er netop derfor, vi skal holde retningen. Videnssamfundet skal beskyttes, nurses og udfordres,” siger hun.

Kommentarer

0
You must have Javascript enabled to use this form.

Annoncer