Nyhed

Niels Brock får nej til eksport af uddannelser

Dansk lovgivning forhindrer Niels Brock i at sælge ungdoms- og erhvervsuddannelser til udlandet. Handelsskolen søger nu om amerikansk akkreditering.

25. oktober 2012 af Tina Rasmussen
Anya Eskildsen, direktør på Niels Brock
Jacob Nielsen

Den danske lovgivning på uddannelsesområdet er præget af en ”andedams-tankegang”.

Det mener Anya Eskildsen, direktør på Niels Brock.

Den københavnske handelsskole har siden starten af året arbejdet på at åbne en campus med både gymnasiale uddannelser og erhvervsuddannelser i Ho Chi Minh City i Vietnam. Men før sommerferien fik skolen et nej til planerne fra Ministeriet for Børn og Undervisning. Der er ingen lovhjemmel til at udbyde disse uddannelser i udlandet, lød begrundelsen. De er nemlig ikke omfattet af loven om eksport af erhvervsrettede uddannelser fra 2009.

”Der mangler simpelthen en paragraf, der giver os lov til at udbyde ungdoms- og erhvervsuddannelser i udlandet og mulighed for at tilpasse en del af pensum til det pågældende land. Der er for eksempel ikke meget mening i, at studerende i Vietnam skal lære dansk erhvervsret,” siger Anya Eskildsen.

Spænder ben
Niels Brock-direktøren undrer sig over, at man har en lovgivning, der bremser danske uddannelsesinstitutioner i at krydse landegrænser. Hun savner fleksibilitet og politisk opbakning.

Både børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S) og uddannelsesminister Morten Østergaard (R) har efterlyst mere eksport af danske uddannelser. Men ifølge Anya Eskildsen er der mest tale om pæne, men tomme ord. Viljen mangler, mener hun.

”Man glemmer, at ungdommen og en veluddannet arbejdsstyrke er det mest værdifulde, Danmark har. Alt det, vi laver i uddannelsessektoren, bidrager direkte til Danmarks konkurrenceevne. Jeg har selv indgået alle kontrakter i udlandet og beder hverken om økonomisk tilskud eller arbejdskraft fra ministeriet. Hvorfor spænder man så ben for os i stedet for at åbne døre?”

Uden om dansk lov
Niels Brock arbejder nu videre med planerne om at udbyde erhvervsuddannelser i Ho Chi Minh City. Skolen går uden om den danske lovgivning og søger om amerikansk akkreditering. Kommer den i hus, kan de udbyde og sælge erhvervs- og bacheloruddannelser med et amerikansk eksamensbevis i Asien og resten af verden.

”Det bliver amerikanske erhvervs- og bacheloruddannelser, men med en dansk pædagogik. Vi er i øjeblikket i gang med at udvikle uddannelserne. Vi har ikke fået akkrediteringen endnu, men jeg er overbevist om, at vi får den til august,” siger Anya Eskildsen, der regner med, at det første hold kan tage hul på studierne i Ho Chi Minh City i september.

Det amerikanske akkrediteringsfirma kan ikke akkreditere ungdomsuddannelser. Derfor er ideen med de gymnasiale uddannelser indtil videre lagt på hylden, tilføjer hun. 

Kun fordele
At uddannelse er en vare, der kan sælges til udlandet ligesom så meget andet, er ikke nogen ny tankegang for Niels Brock. Skolen har siden 2000 eksporteret uddannelseskoncepter - bacheloruddannelser og korte videregående uddannelser - til Kina og Vietnam og har i dag samarbejdsaftaler med seks universiteter i de to lande. I øjeblikket er der 1.500 studerende.

På alle uddannelsesstederne har Niels Brock sin egen afdeling. Uddannelserne foregår på engelsk og er akkrediteret af myndighederne i Kina og Vietnam. Omkring en tredjedel af undervisningen bliver varetaget af danske lærere, resten af lokale lærere, der har gennemført et pædagogisk kursus på Niels Brock.

Set med hendes øjne er der kun fordele i, at en skole sælger sin viden til resten af verden: Det gør lærerne og eleverne på skolens uddannelser herhjemme bedre. Det er en god forretning. Og så er det et oplagt bud på noget af det, Danmark skal leve af i fremtiden.

”Uddannelse er et af de eksportmarkeder, som ifølge eksperter vil få den største vækst i de kommende år. Samtidig er det et område, hvor Danmark virkelig har noget at byde på,” siger Anya Eskildsen.

Tilføj kommentar

Brugeroplysninger
Email-adressen vises ikke på sitet, men gør det muligt for os at kontakte forfatteren.
Kommentér uden forsinkelse.
Brug Facebook
log ind eller registrer
dig her.
By submitting this form, you accept the Mollom privacy policy.