Artikel
Naturvidenskabslærere lettede over regeringens udspil
kemiundervisning

Naturvidenskabslærere lettede over regeringens udspil

Det ligner en reel styrkelse af naturvidenskaben, siger tre faglige foreninger om regeringens gymnasieudspil.

Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

Flere timer til naturvidenskab, et ekstra obligatorisk fag på C-niveau og et naturvidenskabeligt fag på mindst B-niveau.

Naturvidenskabslærerne roser regeringens udspil i forhold til styrkelsen af naturvidenskaben.

Bortset fra at eleverne skal til eksamen i et timereduceret NV efter tre måneder, er formændene for tre naturvidenskabelige faglige foreninger godt tilfredse.

Læs: Skarp kritik: Elever ikke klar til eksamen kort inde i 1. g

Regeringen mener, det skal være obligatorisk for eleverne på stx at have de fire naturvidenskabelige fag fysik, kemi, biologi og naturgeografi på C-niveau. Dermed får eleverne et naturvidenskabeligt fag på C-niveau mere end i dag. Dog kan eleverne vælge det nye it-fag informatik i stedet for enten biologi eller naturgeografi.

”Det er en styrkelse, at eleverne får fire naturvidenskabelige fag. Det giver det bedste afsæt for at få ordentlig indsigt i naturvidenskaben,” siger Johanne Jensen, der er formand for Kemilærerforeningen.

15 timer mere
Det ekstra naturvidenskabelige fag betyder alt i alt, at eleverne får 15 flere timer i naturvidenskab på C-niveau. For at ”finansiere” det ekstra fag bliver NV til gengæld reduceret fra 60 til 45 timer, mens hvert af de naturvidenskabelige fag på C-niveau og matematik mister ni timer på papiret. Det rettes dog til dels op ved at AT bliver afskaffet, og timerne derfra føres tilbage til fagene.

Samtidig ønsker regeringen, at alle elever igen skal have et naturvidenskabeligt fag på minimum B-niveau. Det har siden 2013 været muligt at vælge matematik på B-niveau i stedet for et naturvidenskabeligt fag på B-niveau.

Kemilærernes formand roser også den del af udspillet.

”Det ligner en reel styrkelse af naturvidenskaben,” siger Johanne Jensen.

Godt for klimadebatten
Formand for Geografilærerforeningen for gymnasiet og hf Birgit Sandermann Justesen mener, reformudspillet indeholder gode nyheder for naturvidenskaben. Og så er hun glad på vegne af sine kolleger, der underviser i naturgeografi.

Faget vil blive mindre trængt, når alle fire naturvidenskabelige fag bliver obligatoriske, mener hun.

”Det har vi plæderet for. Naturgeografi er et yderst vigtigt fag, fordi det blandt andet handler om bæredygtighed og klæder eleverne på til klimadebatten. Udspillet giver eleverne et mere realistisk vidensgrundlag for at vælge, hvad de skal lave senere i livet,” siger hun.

Hun bemærker også, at eleverne skal vælge mindst et af de naturvidenskabelige fag på B-niveau.

Endelig er hun også glad for at fagene geovidenskab og bioteknologi bliver permanente fag.    

Naturvidenskabelig dannelse styrkes
Formand for Fysiklærerforeningen Frank Lisberg Borum mener, det er meget positivt, at eleverne nu skal have fire obligatoriske naturvidenskabelige fag på C-niveau.

”Eleverne får dermed en naturvidenskabelig dannelse, som gør dem i stand til at forstå, hvad der virkelig står i medierne, når det handler om kemi i maden, støjgener, klimaforandringer og så videre,” siger Frank Lisberg Borum.

Han er også glad for, at der reelt bliver flere naturvidenskabelige timer til eleverne. I den forrige regerings udspil til ændringer af gymnasiet fik eleverne reelt færre timer. Dengang kritiserede de naturvidenskabelige faglige foreninger udspillet.

”Det virker som om, der er blevet lyttet til os,” siger Frank Lisberg Borum.

Obligatorisk naturvidenskab i regeringens udspil

  • Fire naturvidenskabsfag på C-niveau på stx. Dog kan enten biologi eller naturgeografi erstattes af det nye fag informatik.
  • Obligatorisk naturvidenskabsfag på B-niveau
  • NV forkortes til 45 timer. Eleverne skal til en intern prøve efter cirka tre måneder, og karakteren tæller som et halvt C-niveaufag på eksamensbeviset.
Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater