Du er her
| 11. aug 2017

Myter til tiden – Fantasy og religion

Af: Hans Jørgen B. Thomsen

For tre årtier siden stod nogle af mine elever udklædte som jedi-riddere og med lyssværd en aften ved midnatstid ved indgangen til byens biograf, der viste Return of the Jedi i G. Lucas' Star Wars-trilogi. Star Wars-mytologien og kulten omkring den har efterfølgende vist sin holdbarhed i den engelsksprogede verden via internettet. Ud over Star Wars-mytologien redegør denne bog for de kendte fantasyromaner af Tolkien, Pullman, Rowling, S. Meyer, A.Noël og J. Cameron. Men hvad er det fascinerende ved disse fantasymytologier, og har det med religion at gøre?

I en række faglige artikler, uddrag af fagbøger og interview, som forfatteren har foretaget med fagfolk, diskuteres disse spørgsmål, og i et kapitel redegøres der grundigt for klassiske og nyere religionsteorier. Beregnet til fagets B-niveau.

Men jeg synes, bogens sprog er svært for eleverne, og referaterne af uddrag af romanerne er ofte meget komprimerede. Dertil kommer en del meget krævende arbejdsspørgsmål ud fra religionsteorierne og de faglige artikler, der giver mig tvivl om, at eleverne kan klare det på egen hånd. I interviewet med religionshistorikeren Jesper Sørensen forstår denne fint at ramme elevernes niveau, hvorimod de øvrige i højere grad taler til en fagkollega. Dette gælder også for de faglige artikler, der er taget fra fagtidsskrifter. Generelt ligger den faglige barre meget højt i bogen, og der er ingen noter eller fremmedordsliste til hjælp.

Bogens emne er højst aktuelt og meget velegnet til fagets fjerde område. Der er ingen tvivl om, at den mytologiske fantasy og medialiseringen af den har fremtiden for sig.

Denne bog findes også som i-bog, og den er med sin tekstopstilling og sit layout langt nemmere at læse og orientere sig samt arbejde i med hurtige klik på computeren. Derudover har den korte videoklip fra de film, der er lavet over de nævnte forfatteres bøger, en række interaktive opgaver, nyttige links og meget andet. Og endelig er der de 70   videooptagelser af de faglige interview. Så køb i-bogen.