Du er her
Mor og datter deler lærerværelse

Pernille Garbers og Kamille Launbjerg nyder at have Espergærde Gymnasium og HF som fælles arbejdsplads, men de er begge bevidste om, at det også er en balancegang at være to generationer på samme sted.

Foto: 
Jacob Nielsen
Interview
|
17. aug 2017

Mor og datter deler lærerværelse

De er begge lærere på Espergærde Gymnasium og HF – og samtidig mor og datter. Mød Pernille Garbers og Kamille Launbjerg, der oplever mange flere glæder end udfordringer ved at arbejde på den samme skole.
Af: Tina Rasmussen

”Jeg blev virkelig overrasket.”

Pernille Garbers, der er uddannelsesleder på Espergærde Gymnasium og HF, havde ikke forudset, at hendes datter Kamille ville følge i hendes fodspor og blive gymnasielærer.

”Jeg har tænkt, at hun ville være fremragende til det, men jeg har aldrig ansporet hende til det, for så ville effekten være blevet den modsatte,” siger Pernille Garbers, der selv har været gymnasielærer siden 1989.

”Så ville hun have valgt en anden vej. Kamille har altid været meget selvstændig,” fortsætter hun med et grin.  

I dag er mor og datter ikke kun gymnasielærere begge to, de er ovenikøbet ansat på den samme skole. Til stor glæde for dem begge og indtil videre uden problemer.

”Først og fremmest er det bare rigtig hyggeligt at dele arbejdsplads,” siger Kamille Launbjerg.

De er dog begge bevidste om, at det også er en balancegang, når man er to generationer samme sted.

”Udfordringerne ligger jo nærmest indbygget i konstellationen, men så længe vi opfører os ordentligt i den position, vi nu hver især har, så skal det nok gå,” siger Pernille Garbers.

Stolt mor
Det er lærernes første arbejdsdag efter sommerferien, da Gymnasieskolen møder Pernille Garbers og Kamille Launbjerg på Espergærde Gymnasium og HF. Lærerværelset summer af snak om både ferieoplevelser og gymnasiereform. I år tager mor og datter hul på femte år på skolen sammen.

Kamille Launbjerg var godt halvvejs gennem universitetet, da overvejelserne om at blive gymnasielærer for alvor kom. Hun valgte bevidst et stort gymnasiefag – engelsk – som sidefag for at have gode jobmuligheder.

”I virkeligheden lå det nok under overfladen endnu tidligere, men jeg havde det også sådan lidt ’nej, jeg skal fandeme ikke lave det samme som min mor’,” siger 30-årige Kamille Launbjerg.

”Men det er hun kommet over,” ind­skyder Pernille Garbers og griner.

Da Kamille Launbjerg fik mulighed for at blive vikar i latindelen af almen sprogforståelse på Espergærde Gymnasium og HF, inden hun var færdig på universitetet, blev hun helt sikker i sit jobvalg.

”Da jeg stod ude i klassen, var det bare helt vildt fedt, og jeg kunne mærke, at jeg var rigtig god til det,” fortæller Kamille Launbjerg.

På det tidspunkt havde Pernille Garbers været ansat på Espergærde Gymnasium og HF i to år. Det var en stolt mor, der så sin datter trives med lærerrollen fra første dag.

”Jeg kunne se, at hun havde en fest, og det samme havde eleverne. De har sikkert forventet, at en latinlærer var støvet og gammel, og så kom Kamille valsende ind i klassen og brugte de latinske besværgelser fra Harry Potter som introduktion til faget,” siger Pernille Garbers.  

Super med sparringspartner
Som helt grøn lærer var det dejligt at kunne spørge sin mor til råds, husker Kamille Launbjerg. Det er det stadig, men ofte forsøger hun at finde svarene selv.

”Det er super at have en sparringspartner, men det har været vigtigt for mig at være Kamille og ikke bare ’Pernilles datter’. Det fyldte meget i starten, og jeg havde svært ved at finde ud af, hvad jeg selv kunne gøre. Men jeg synes, det er lykkedes,” siger Kamille Launbjerg, der selv er student fra Espergærde Gymnasium og HF.

Da hun i 2015 blev fastansat på skolen, var hun meget nervøs for, om nogen ville mistænke hende for kun at have fået jobbet, fordi hendes mor var blevet en del af ledelsen. Pernille Garbers havde det på samme måde.

”På det tidspunkt havde vi fire årsvikarer, og vi havde heldigvis plads til dem alle. Var Kamille valgt fra som den eneste, fordi hun var min datter, havde det været negativ særbehandling,” siger Pernille Garbers.

Fordi de har forskellige fag, er det typisk mere generelle ting, de vender med hinanden, og fordi de som lærer og leder har forskellige roller, har de faktisk ikke noget at gøre med hinanden rent fagligt i hverdagen.

”Vi arbejder jo reelt ikke sammen,” siger Kamille Launbjerg.  

Og der er dage, hvor deres veje slet ikke krydses.

”Man får typisk et tæt forhold til de kolleger, man er blevet ansat samtidig med. Derfor er det naturligt, at Kamille og jeg har hver sin gruppe, vi hører til, og derfor sidder vi også forskellige steder på lærerværelset,” fortæller Pernille Garbers.

Mor-svar og leder-svar
Fra sine teenageår og egen gymnasietid kan Kamille Launbjerg huske, at hendes mor har snakket om sit arbejde ved middagsbordet. Glæder og problemer er blevet vendt.

Det samme gør mor og datter nu, når familien samles.

”Det er et stort privilegium at være så tæt på sin datters virke. Men jeg er meget bevidst om ikke at være lederagtig og sige: ’Har du nu set, at vi har skrevet sådan og sådan, og har du nu udfyldt det og det?’” siger Pernille Garbers.

De er også begge meget opmærksomme på, hvornår de snakker sammen som mor og datter, og hvornår det er som leder og lærer.

”Nogle gange siger jeg: ’Nu er det din mor, der taler!’” siger Pernille Garbers.

”Ja, jeg ved, at der er mor-svar og uddannelsesleder-svar,” siger Kamille Launbjerg og smiler.

Og de er meget opmærksomme på, at ikke alt kan deles.

”Det er klart, at jeg ikke siger noget videre til min mor, hvis en kollega har sagt noget i fortrolighed,” siger Kamille Launbjerg, og Pernille Garbers tilføjer:

”På samme måde er der ting fra ledelsesrummet, jeg ikke ville snakke med kolleger om og derfor heller ikke nævner for Kamille.”

Kommentarer

0
You must have Javascript enabled to use this form.

Annoncer