Du er her
Nyhed
|
19. jun 2012

Minister vil have bedre studievejledning

Af: Tina Rasmussen

Vejledningen i gymnasiet er ikke god nok, mener uddannelsesminister Morten Østergaard. Han vil dog fortsat lade de syv regionale Studievalg-centre varetage opgaven. Rektorernes formand vil have indført obligatoriske vejledningssamtaler i 3.g.

Studievejledningen er ikke god nok. Landets gymnasieelever får ikke tilstrækkelig hjælp til at vælge videregående uddannelse.
Det mener uddannelsesminister Morten Østergaard (R).
”Der er brug for, at vi styrker den personlige vejledning,” siger Morten Østergaard.
Han vil tage spørgsmålet om studievejledning op, når regeringen til efteråret skal færdiggøre udmøntningen af målet om, at 60 procent af en ungdomsårgang skal have en videregående uddannelse.
”Det er afgørende, at vi bruger kræfterne på de elever, der har særligt behov for personlig vejledning. Vi skal ikke sprede ressourcerne tyndt ud på alle,” siger Morten Østergaard.  
En rundspørge blandt flere end 700 af årets 3.g’ere på 10 af landets almene gymnasier, som Jyllands-Posten netop har foretaget, viser, at 47 procent af eleverne ikke ved, hvilken videregående uddannelse de vil gå i gang med.
Sidste år viste en undersøgelse fra Ministeriet for Børn og Undervisning blandt knap 4.000 af årets studenter, at flertallet slet ikke havde fået hjælp til at finde ud af, hvad de ville læse. Næsten to ud af tre havde aldrig været i personlig kontakt med en studievejleder i hele deres gymnasietid. De havde i stedet forsøgt at vælge studium ved at søge oplysninger på nettet og snakke med venner og familie. I en ny ph.d.-afhandling fra Københavns Universitet, som Gymnasieskolen skrev om i sidste nummer, er tendensen den samme.  

Umulig opgave
Inden 2004, hvor vejledningsreformen trådte i kraft, var det lærere på gymnasierne, der også fungerede som studievejledere. I dag skal vejlederne på gymnasierne kun hjælpe eleverne med at gennemføre selve gymnasiet. Ansvaret for at hjælpe eleverne med at vælge videregående uddannelse ligger hos syv Studievalg-centre rundt om i landet. Vejlederne herfra besøger med jævne mellemrum de enkelte gymnasier, hvor de laver fælles oplæg for samtlige klasser. Eleverne kan desuden booke en tid til personlig vejledning og ringe eller maile til disse vejledere.   
Men mange af eleverne benytter sig tilsyneladende ikke af muligheden.
Hanne-Grete Lund, der er formand for studievejlederne i gymnasiet, er ikke overrasket. Hun advarede allerede inden reformen i 2004 mod at fjerne vejledningen om videregående studier fra gymnasierne.    
”Der er ikke noget galt med Studievalg-vejledernes kompetencer. Men systemet fungerer ikke. Deres opgave er umulig, for de kender ikke eleverne,” siger Hanne-Grete Lund.  
Inden vejledningsreformen kom alle elever i 3.g og på 2.hf til en obligatorisk samtale om deres fremtidsplaner. Det sker ikke længere.  
”Det nytter ikke, at der kommer en vejleder forbi hver sjette uge. Mange elever bruger dem ikke, selvom vi anbefaler dem at gøre det og endda minder dem om at booke en tid,” siger Hanne-Grete Lund.

Skolerne kan gøre mere
Morten Østergaard mener dog, at der stadig er gode elementer i ordningen med Studievalg-centrene.
”Men gymnasierne skal blive bedre til at henvise eleverne til vejlederne fra Studievalg, og Studievalg-centrene skal gøre det tydeligere for eleverne, hvilke muligheder de har for at få personlig vejledning,” siger Morten Østergaard.   
Jens Boe Nielsen, der er formand for Gymnasieskolernes Rektorforening, er enig i, at vejledningen ikke fungerer godt nok, når over halvdelen af sidste års studenter aldrig har fået personlig vejledning om studievalg. Men ligesom uddannelsesministeren ønsker han ikke at vende tilbage til den gamle struktur. Han erkender, at skolerne kan gøre mere for at få eleverne til at bruge vejlederne fra Studievalg.
”En måde kunne være at indføre en obligatorisk vejledningssamtale for alle elever i 3.g, så vi er sikre på, at alle får tænkt over deres planer videre frem,” siger Jens Boe Nielsen.
Han har netop inviteret repræsentanter fra Studievalg-centrene til et møde for at få diskuteret idéen med at indføre obligatoriske vejledningssamtaler.

Kommentarer

0
You must have Javascript enabled to use this form.

Annoncer