Nyhed

Minister dropper mærkningsordning

Gymnasierne skal gøre mere for at informere eleverne om, hvilke videregående uddannelser de forskellige studieretninger giver adgang til. Men planen om en fælles mærkningsordning er sat på standby.

30. august 2012 af Tina Rasmussen
Jacob Nielsen

Børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S) bebudede i foråret, at hun ville have indført en national mærkningsordning af studieretningerne på landets gymnasier. Men den idé er nu lagt på hylden indtil videre.

Antallet af unge, der må supplere deres studentereksamen for at komme videre i uddannelsessystemet, er eksploderet i løbet af de sidste fem år. Sidste år måtte mere end hver fjerde student efterfølgende tage et gymnasialt suppleringskursus. Det viste en undersøgelse tidligere på året.

Ifølge undersøgelsen, som Rambøll har lavet for Ministeriet for Børn og Undervisning, skyldes en del af stigningen, at det er få elever, der allerede i 1.g ved, hvad de vil læse videre til. Mange kommer derfor ud af gymnasiet med en studieretning, der ikke matcher adgangskravene på den videregående uddannelse, de gerne vil ind på. En anden del af forklaringen er, at størstedelen af eleverne først kender adgangskravene forholdsvist sent i gymnasiet, eller når rusen efter den sidste studenterfest er sovet ud.  

Det fik Christine Antorini til at kræve bedre information om, hvilke videregående uddannelser de enkelte studieretninger giver adgang til. Der skulle blandt andet indføres en fælles mærkningsordning af studieretningerne til brug på gymnasiernes hjemmesider og sites som for eksempel uddannelsesguiden.dk og studieportalen.dk, lød det.

Kompleks opgave
Men nu er meldingen fra Ministeriet for Børn og Undervisning en anden.

”Ideelt ser vi gerne en ensartet, national mærkningsordning. Men vi må bare erkende, at det i praksis er en meget vanskelig og kompleks opgave at lave et enkelt system, der ikke er misinformerende,” siger kontorchef Annegrete Larsen.

Hun understreger, at ministeriet arbejder videre på at realisere tanken om en mærkningsordning. Men i første omgang nøjes man med at forbedre uddannelsesguiden.dk.

”Når man i dag søger med udgangspunkt i en bestemt studieretning, kan man risikere at få en oversigt over mere end hundrede uddannelser. Vi vil prøve, om vi kan gøre det nemmere for de unge at få et overblik,” fortæller Annegrete Larsen.

En mulighed kunne være at knytte forskellige farver til de forskellige områder inden for de videregående uddannelser.

”Så ville man vide, at man for eksempel skulle kigge efter de gule mærker, hvis det var en videregående uddannelse indenfor sprog, man var interesseret i," forklarer hun.

Rektorer får brev
Men selvom en fælles mærkningsordning indtil videre er sat på standby, vil Ministeriet for Børn og Undervisning stadig have gymnasierne til tydeligere at fortælle eleverne, hvilke videregående uddannelser de enkelte studieretninger giver adgang til. Derfor får alle landets rektorer et brev i næste uge.

”Vi opfordrer alle institutionerne til at øge informationsniveauet om studieretningerne på deres hjemmesider, i pjecer og når de holder orienteringsaftener,” siger Annegrete Larsen.

Samtidig bliver skolerne opfordret til at være mere opmærksomme på, hvor de placerer valgfagene. Det er afgørende, at eleverne har så sene valgmuligheder som muligt.

”Det er for eksempel oplagt at lægge religion og oldtidskundskab i 2.g, så der er flere valgblokke til rådighed i 3.g, hvor en del af eleverne er ved at have besluttet sig for en videregående uddannelse og måske opdager, at de mangler et bestemt fag,” siger Annegrete Larsen.   

For at få mindsket antallet af studenter, der er nødt til at tage gymnasiale suppleringskurser, vil Christine Antorini i løbet af efteråret desuden mødes med forligspartierne bag gymnasiereformen for at diskutere, om det obligatoriske naturvidenskabelige fag på B-niveau skal erstattes af matematik B, og om eleverne allerede skal have mulighed for at tage suppleringsfag, mens de er i gymnasiet. Netop matematik på B-niveau er et af de fag, hvor efterspørgslen på suppleringskurser er størst.

 

Tilføj kommentar

Brugeroplysninger
Email-adressen vises ikke på sitet, men gør det muligt for os at kontakte forfatteren.
Kommentér uden forsinkelse.
Brug Facebook
log ind eller registrer
dig her.
By submitting this form, you accept the Mollom privacy policy.