Nyhed

Ledere: Høje karakterkrav til hf vil være katastrofalt

Hf samler mange af de elever op, som klarede sig dårligt i folkeskolen. Karakterkrav er derfor en dårlig idé på hf, mener to ledere.

23. april 2014 af Johan Rasmussen
Arkivfoto
Jacob Nielsen

Hvis der indføres høje karakterkrav for at komme ind på en gymnasial uddannelse, vil det spolere mulighederne for at få en uddannelse for en lang række unge på hf.

To hf-ledere advarer de uddannelsespolitiske ordførere på Christiansborg, som kræver, at der indføres karakterkrav på mellem 4 og 7 for at komme ind på en gymnasial uddannelse.

Indføres kravet, vil det stoppe en række unge, som i dag tager en studentereksamen på hf, selv om de har fået lave karakterer i folkeskolen.

Ikke stå alene
”Det vil være en katastrofe, hvis karakterkravet kommer til at stå alene,” siger afdelingsforstander på Fyns HF-Kursus, Asger Rasmussen.

En del af de unge, som går på Fyns HF og på mange andre hf-kurser, har taget en omvej efter folkeskolen. De har været ude at rejse eller arbejde i nogle år, mens de har fået rystet den værste skoletræthed fra folkeskolen ud af kroppen. Et par år efter er de blevet mere modne og beslutter sig for at tage en hf.

”Det er en broget kreds, som går på hf. En har arbejdet som pædagogmedhjælper i nogle år og får lyst til at læse til pædagog. En anden har opdaget, at det alligevel ikke er så spændende at være flaskedreng og finder motivationen for skolen igen,” siger Asger Rasmussen.

5.000 uden uddannelse
Tal fra Undervisningsministeriet viser, at næsten en ud af seks hf-studenter i 2013 havde et gennemsnit på 4 eller lavere fra grundskolen. Hvis et karakterkrav på syv blev indført, ville tre ud af fire hf’ere end ikke være blevet optaget på uddannelsen. Det svarer til, at 5.000 unge sidste år ikke skulle have haft en hf-uddannelse.

”Hvis der blev indført en fast karaktergrænse på for eksempel 4, vil det udelukke rigtig mange på såvel hf-uddannelsen og dermed også fra en videregående uddannelse. Det vil give en betydelig social slagside og forhindre mange mønsterbrydere i et bedre liv som selvforsørgende,” siger Anne Frausing, der er rektor på Hf-Centret Efterslægten.

Unge mænd ser lyset
Hun fortæller, at Efterslægten har gode erfaringer med at løfte unge, som har klaret sig dårligt i folkeskolen. Især unge mænd, som ikke har været forvænte med gode karakterer, vokser fagligt.

”Vores statistik viser, at unge mænd med karakter på under 4 fra folkeskolen i gennemsnit opnår 6,7 til eksamen hos os. Hf-uddannelsen har et anvendelsesorienteret perspektiv, som tiltaler mange, der tidligere er løbet sur i uddannelse,” siger hun.

Skal stille krav
De to ledere mener derfor, det er vigtigt, at karaktererne ikke kommer til at stå alene.

”Vi skal stille store krav til de unge. Hf-uddannelsen er krævende, og den forudsætter selvdisciplin og motivation at gennemføre og få et fagligt udbytte, men drivkraften kan komme fra andre sider af tilværelsen end folkeskolens karakterer,” siger Anne Frausing, som forklarer, at Hf-Centret Efterslægten har en omfattende visitation og screening af ansøgerne, som både dækker de faglige og personlige kvalifikationer.

Asger Rasmussen fra Fyns HF-Kursus er enig.

”Når eleverne har været ude af grundskolen et eller flere år, er det meget vigtigt, at vi kan fastholde en helhedsvurdering af dem, inden de optages.”

 

Tilføj kommentar

Brugeroplysninger
Email-adressen vises ikke på sitet, men gør det muligt for os at kontakte forfatteren.
Kommentér uden forsinkelse.
Brug Facebook
log ind eller registrer
dig her.
By submitting this form, you accept the Mollom privacy policy.