Du er her
Nyhed
|
13. okt 2016

Lærere laver protestaktion

Det var egentligt lærerne, der havde planlagt et informerende indslag til morgensamlingen på Øregård Gymnasium i Gentofte. Men derefter tog eleverne over.

Af: Malene Romme-Mølby

En efter en træder lærerne frem til morgensamlingen på Øregård Gymnasium torsdag formiddag.
I sorte og grønne t-shirt står de på rad og række i aulaen foran eleverne.
På de sorte t-shirts er der påtrykt:
“Fyres? 2017? 2018? 2019? 2020?"
På de grønne t-shirts står der:
“Stadig ansat, men desværre, har ikke tid.”

Akkompagneret af dyster baggrundsmusik kommer lærerne hver især med korte kommentarer til nedskæringer på gymnasiesektoren.

“Er det mig, der skal fyres i 2017?” spørger en lærer.

“Jeg er bange for, at jeg ikke får tid til at hjælpe mine elever,” siger en anden.

"I gør det for os"
På Øregård Gymnasium skal de spare 6,5 millioner, hvilket svarer til 12 lærerstillinger.

Derfor har lærerne taget initiativ til at lave en protestaktion for at informere eleverne om de store nedskæringer, som regeringen har gennemført og foreslår i fremtiden.

Eleverne kvitterer med store klapsalver over lærernes aktion. Bagefter går lærere og elever tilbage til undervisningen.

“Stærkt indslag, I gør det jo for os,” råber en pige i mylderet.

Lærere laver protestaktion

Elever og lærere sammen til demonstration
I 2.P starter dansklærer Emilie Hartmann-Ryhl undervisningen med at tage en snak med eleverne om lærernes indslag. Eleverne stiller spørgsmål - nogle af dem kan Emilie Hartmann-Ryhl svare på - andre svarer eleverne på.

“Hvad nu hvis lærere og elever ikke møder op til undervisningen for at protestere?” vil en elev vide.

“Jeg må ikke nedlægge arbejdet. Det er kun jer elever, der må det,” forklarer Emilie Hartmann-Ryhl.
Der er en god debat om nedskæringerne, men pludselig bliver undervisningen afbrudt af et udkald i skolens højttalere.

“Vi opfordrer alle elever til at deltage i strejken. Alle elever samles nu i aulaen,” lyder budskabet fra elevrådet.

På kort tid er alle elever igen samlet i skolens aula. Elevrådsformanden holder en kort tale, hvor han opfordrer til forskellige aktiviteter, indtil at elever og lærere tager sammen til Rådhuspladsen for at deltage i Uddannelsesalliancens demonstration mod nedskæringer på uddannelse.
Men indtil da er lærerværelset blokeret, så lærerne ikke kan undervise.

Kommer til at ramme kerneydelsen
Tillidsrepræsentant Nikolaj Melander er en af initiativtagerne til lærernes aktion tidligere på dagen til morgensamlingen.

“Det er blevet modtaget godt, og der har været stor samarbejdsvillighed, fordi alle jo er bange for, hvad nedskæringerne kommer til at betyde for skolen og undervisningen,” siger han og tilføjer:

“Vi vil jo helst ikke ramme kerneydelsen, men det kan ikke undgås, når man skal skære så kraftigt ned.”

Aulaen er stadig fyldt med elever, da Gymnasieskolens udsendte allernådigst får lov til at forlade skolen af et hold elever, der holder vagt.

Kommentarer

0
You must have Javascript enabled to use this form.

Annoncer