Du er her
Nyhed
|
22. jun 2017

Lærere er begejstrede for Folkemødet

Det var første gang, at GL inviterede medlemmerne til Folkemødet. Men arrangementet roses af de deltagende lærere.

Foto: 
Foto: Jakob Flygare

Inspiration, mødet med andre lærere og muligheden for at påvirke debatterne er nogle af nøgleordene, som gymnasielærere bruger, når de skal beskrive deltagelsen ved Folkemødet. 

Af: Malene Romme-Mølby

Sidste fredag mødtes en gruppe gymnasielærere klokken 6.30 ved Hovedbanen I København. Fire timer senere var de i Allinge.
For første gang havde Gymnasieskolernes Lærerforening (GL) nemlig inviteret en busfuld medlemmer til at deltage i Folkemødet.

For spansk- og mediefagslærer Teresa Rodriguez Bergqvist var det første gang på Folkemødet.

“Det var godt arrangeret med morgenmad i bussen, hvor vi fik en liste med forslag til relevante debatter,” siger hun og tilføjer:

“Folkemødet er jo kæmpe, det er vildt så mange ting, der foregår. Så det var rart med inspiration til, hvad vi kunne opleve.”

Hun overværede blandt andet GL’s egen debat og et arrangement om stress på arbejdspladsen.

“Det var interessant at høre om stress generelt på arbejdspladser, for det er jo et problem, som ikke kun rammer gymnasielærere. Det er desværre en af konkurrencestatens problemer,” siger Teresa Rodriguez Bergqvist, der oplevede nye vinkler på problemet:

“I gymnasieverdenen snakker vi indimellem om, at vi har for mange møder, men her talte man om at holde flere møder og planlægge sig ud af det. Men det kræver en bedre mødekultur.”

Påvirkning af politikere
Ud over inspirationen kan Teresa Rodriguez Bergqvist se flere fordele i at lade gymnasielærere deltage i Folkemødet.

“I disse sparetider er det vigtigt at komme i dialog med politikerne på flere måder. Og jeg tror, at det er meget relevant, at det også er almindelige stemmer og ansigter fra gymnasielærere, som politikerne møder, og ikke kun de faglige organisationer. De må gerne se, at vi er en engageret faggruppe, og at vi går meget op i vores fag og arbejdsplads,” siger Teresa Rodriguez Bergqvist.   

Det er dansk- og historielærer Benjamin Bilde Boelsmand enig i.  

“Det er et godt tilbud fra GL, for ellers havde jeg ikke haft mulighed for at deltage - og jeg kunne høre på flere af de deltagende lærere, at det også gjaldt dem,” fortæller Benjamin Bilde Boelsmand, der også var på Folkemødet for første gang.

Lærere forbedrer debatten
Benjamin Bilde Boelsmand  mener, at der er flere grunde til, at GL bør give medlemmerne mulighed for at deltage i Folkemødet.

“For det første kan Folkemødet give inspiration til og perspektiv på det, vi laver,” siger han og fortsætter:

“Og for det andet kan vi som gymnasielærere nuancere og bidrage til de forskellige debatter.”

Det oplevede han for eksempel i en debat om digitalisering i byggebranchen, hvor Benjamin Bilde Boelsmand og en kollega gav input til, hvordan humanister kan spille en vigtig rolle i forhold til at organisere ting.

“Det var tydeligt, at det var en ny tanke for dem, at de kunne have gavn af at ansætte humanister. Det er vigtigt i en tid, hvor nedskæringer betyder færre lærerjobs,” fortæller Benjamin Bilde Boelsmand.

“Pointen er, at det ikke kun er gymnasielærerne, der bliver klogere - vi kan også gøre debatterne bedre,” tilføjer han.

Samværet med andre lærere bliver også fremhævet som et plus af de to lærere.

“Det var hyggeligt at møde nye kolleger fra forskellige steder,” siger Teresa Rodriguez Bergqvist.    

Efterlyser mere folkelighed
Teresa Rodriguez Bergqvist har dog også et generelt forbedringsforslag til de mange debatter på Folkemødet.

“Det ærgrer mig, at det ved mange paneldebatter blot er paneldeltagerne, der diskuterer med hinanden. Der er ikke afsat nok tid til spørgsmål fra salen. Så der mangler faktisk lidt folkelighed,” siger Teresa Rodriguez Bergqvist.

Klokken 21.30 var gymnasielærerne tilbage i København.
De to lærere er enige om, at de godt kunne have brugt mere tid på Folkemødet, men de håber, at de får mulighed for at deltage igen.

“Jeg har fået blod på tanden og er klar til at skrive mig op med det samme, hvis tilbuddet kommer igen,” siger Teresa Rodriguez Bergqvist.

 

 

Kommentarer

0
You must have Javascript enabled to use this form.

Annoncer