Du er her
Nyhed
|
14. jun 2014

Lærere efteruddanner sig på Folkemødet

Foto: 
Samfundsfagslærere fra Cph West er taget på efteruddannelse på Folkemødet. Det giver både tid til faglig sparring og input, fortæller de.
Af: Malene Romme-Mølby

Et tætpakket program. Sådan ser weekenden ud for de tre samfundslærerne Rikke Kobberø, Esben Juste og Maj-Britt Gruber fra Cph Wests hhx-afdeling. De er nemlig taget på efteruddannelse på Folkemødet.

”Det er en stor oplevelse. Folkemødet er jo meget oplagt for samfundsfag. I stedet for at bladre igennem den ene bog efter den anden, så kan vi blive inspireret og opleve så mange tendenser og debatter,” siger Maj-Britt Gruber, da vi fanger lærerne i en hurtig pause i solen.

Nu bevæger de sig hjemmevant rundt til arrangement efter arrangement, men da de ankom torsdag, var det en smule overvældende, fortæller Rikke Kobberø.

”Det var ret uoverskueligt at bladre igennem det store program, men så satte vi os ned og ved fælles hjælp fik lavet en rigtig god plan,” siger hun.

Middag med Socialdemokraterne
Foreløbig har de blandt andet oplevet Politikens interview af venstrefløjspolitikeren Preben Wilhjelm, Margrethe Vestager, og debatter om konkurrencestaten, civilsamfundet og velfærdsstaten, og debat mellem Søren Pind (V) og Mette Frederiksen (S).

”Så havde vi da også lige æren af at spise middag på samme restaurant som eliten fra Socialdemokraterne – alle ministrene var der. Alt og alle er så tæt på her på Folkemødet,” siger Rikke Kobberø.

Faglig input og sparring
Det er første år, at samfundslærerne er på Folkemødet, men forhåbentlig ikke sidste, siger de i kor.    

”Vi får jo fingrene ned i, hvilken retning samfundet er på vej hen. Så det er forberedelse med et helt andet afsæt,” siger Rikke Kobberø.

Folkemødet ligger også tilpas væk fra de daglige pligter, så lærerne får tid til at tale sammen på en anden måde, fortæller Esben Juste.

”I hverdagen løber vi jo meget rundt og får ikke talt sammen så meget. Her har vi ro til at få lavet status på året, samtidig med at vi oplever en masse debatter og andet sammen,” siger Esben Juste og uddyber:

”Det er jo fedt at få så meget fagligt input og så kunne drøfte og evaluere sammen bagefter.”

Men det er ikke kun kollegerne, som lærerne får tid til at networke med, fortæller Esben Juste, der næsten har mødt alle medstuderende fra statskundskab tilbage fra universitetstiden.

Ikke for elever
Selvom lærerne er begejstrede for Folkemødet, er de lidt i tvivl om, det er en god idé at have elever med til Folkemødet.

”Det er ikke et sted for gennesnitsklassen, som nok ikke helt kan administrere det,” mener Maj-Britt Gruber.

Esben Juste forklarer:

”Jeg tror, at det vil være for overvældende, og at de fleste elever blot ville drive rundt uden at få taget sig sammen til at deltage i noget.”

”Man kunne måske tage afsted med en lille skare – men ikke en hel klasse. Og så burde der nok være konkrete opgaver. For skal man få noget ud af Folkemødet, skal man være opsøgende,” siger Rikke Kobberø og kigger hurtigt på uret.

Fem minutter efter sidder de tre lærere på Indermolen i Allinge Havn og lytter til Arabiske stemmer – en samtale mellem radiovært Steen Nørskov fra Danmarks Radio og Naser Khader.

Kommentarer

0
You must have Javascript enabled to use this form.

Annoncer