Du er her

"Vi er samlet i dag for at mindes den gode undervisning, der er blevet revet fra os," lød det fra prædikestolen på Øregård Gymnasium.

Foto: 
Jasper Carlberg
Nyhed
|
22. sep 2017

Lærere begraver den gode undervisning

Lærere på Øregård Gymnasium lavede en aktion for eleverne, hvor de begravede den gode undervisning. Formålet var at sætte fokus på nedskæringerne.
Af: Malene Romme-Mølby

Til dyster orgelmusik bliver eleverne kaldt til samling på Øregård Gymnasium.

Sortklædte lærerne går på række ind i aulaen og stiller sig mellem prædikestolen og kandelabrene. Der lyder flere gisp blandt eleverne, da sortklædte lærere træder ind i aulaens midte bærende på en sort kiste med påskriften Den gode undervisning og 4 millioner lærertimer.

“Hvad er der i kisten?” hvisker en pige til sin sidekammerat, der trækker på skuldrene og sender et nervøst blik tilbage. Kort efter trækker de to piger sig lidt tilbage, så de ikke står på første parket til kisten.

Den lidt trykkede stemning brydes af fnis, da skolens tillidsrepræsentantsuppleant træder ind i aulaen iklædt sort præstekjole og en hvid krave. Med alvorsmine løfter han armene og messer:

“Ars longa, vita brevis.”
Hvorefter han holder en prædiken til minde om den gode undervisning.

Begravelse af den gode undervisning, Øregård Gymnasium

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Udmattelse og træthed
Det er lærerne, der har arrangeret aktionen midt imellem tredje og fjerde modul. Formålet er at gøre eleverne opmærksomme på, at skolen igen i år er nødt til at skære i udgifterne på grund af omprioriteringsbidraget, der er vedtaget af et flertal i Folketinget. Regeringens finanslovsudspil lægger derudover op til at fortsætte nedskæringerne på to procent om året frem til 2021.

Læs: Finanslov: Regeringen vil fortsætte nedskæringer flere år frem

“Det er en dyster aktion, men det er også en meget dyster fremtid, som vi er nødt til at gøre eleverne opmærksomme på,” fortæller skolens tillidsrepræsentant, Nikolaj Melander, efter aktionen.

“Når jeg ser mine kolleger i øjnene, oplever jeg en udmattelse og træthed, fordi vi arbejder så meget. Den mathed har jeg ikke set før i sådan en grad, og det gør mig bekymret. Derfor må der gøres noget,” siger Nikolaj Melander.

Vi skal stå sammen
På Øregård Gymnasium har lærerne haft en god dialog med ledelse om, hvad der skulle skæres blandt andet studieture, teamlærerfunktionen og mindre tid til forberedelsen. Det ændrer dog ikke på, at der ikke er nogen gode løsninger, fordi smertegrænsen er nået, fortæller tillidsrepræsentanten.

“Men vi er jo ikke særlige, det her foregår over hele landet. Nogle skoler er måske bange for at indrømme, at kvaliteten bliver ramt, af frygt for at eleverne fravælger dem,” siger Nikolaj Melander og fortsætter:

“Men vi er simpelthen nødt til at stå sammen lærere og ledelser på skoler rundt omkring i landet og råbe højt i kor, at nedskæringerne har massive konsekvenser.”

Flere protesterer
Efter aktionen går eleverne tilbage til klasserne, hvor lærerne tager en snak med dem om, hvad nedskæringerne betyder for skolen.

“Aktionen kan jo ikke afskaffe omprioriteringsbidraget, men vi bruger den som et blikfang til at få elevernes opmærksomhed, som forhåbentlig bringer budskabet videre til blandt andet forældrene,” siger Nikolaj Melander.

Gymnasieskolernes Lærerforening har igen år opfordret tillidsrepræsentanter og lærere til at gå sammen med skolernes ledelse for eksempel i en frokostpause for at sætte fokus på nedskæringernes konsekvenser.

Også Uddannelsesalliancen, der består af 40 organisationer fra blandt andet fagbevægelsen, elev- og studenterbevægelsen og AC-organisationerne, har i går afholdt en lang række lokale protester rundt på landets uddannelsesinstitutioner. Her har elever, lærere og ledere protesteret imod nedskæringerne og deres konsekvenser for fremtiden ved at iklæde sig sort tøj og stå sammen.

Kommentarer

0
You must have Javascript enabled to use this form.