Lærer efter sygdom: “Jeg troede aldrig, jeg ville blive glad for at undervise igen”

Når man bliver ramt af en alvorlig sygdom som kræft, så er kampen ikke altid overstået, når man er raskmeldt. For det kan være svært at have energi og overskud til at være den lærer, man var, før man blev syg.

Det har gymnasielærer Christine Halse desværre lært på den hårde måde. Det tog hende næsten to år, før hun igen var helt glad for at undervise.

En onsdag midt i marts 2014 fik Christine Halse konstateret brystkræft. Næste morgen sad hun over for sin rektor for at fortælle det. Det var en svær samtale.

”Jeg var enormt forvirret og kunne ikke træffe nogen beslutninger,” fortæller Christine Halse.

Hun havde længe planlagt en højskoleweekend med sit musikhold, og de skulle af sted dagen efter.

”Jeg kunne ikke rumme at aflyse turen. Jeg følte mig jo ikke syg og skulle først opereres ugen efter,” fortæller den 50-årige musik- og dansklærer fra Rysensteen Gymnasium.

Men rektor skar igennem, og turen blev aflyst.

”Bagefter kunne jeg jo godt se, at jeg selvfølgelig ikke skulle tage af sted,” siger Christine Halse.

Det var den første gang, men desværre ikke den sidste, hvor Christine Halse på grund af sygdommen oplevede en ny side af sig selv. Pludselig var det svært at vurdere, hvad hun havde kræfter til.

For selvom hun var sygemeldt, følte hun stadig et stort ansvar for sine musikhold og danskklasser, der snart skulle afslutte 3.g.

”Jeg tænkte: ’Hvordan skal det dog gå dem?’ Jeg følte, at jeg svigtede dem,” siger Christine Halse, der valgte at tage ind på skolen for at snakke med sine elever inden operationen, selvom skolen også oplyste om hendes sygemelding.

”Det var jo et chok for de unge mennesker. Så jeg havde behov for at afslutte ordentligt med dem,” siger Christine Halse.

Derefter følte hun, at eleverne var i trygge hænder, da det var fagkolleger, der overtog hendes skema.

Arbejdet slog hende ud
Christine Halses operation gik godt, og hun fortsatte med kemo- og strålebehandling frem til september. I den periode havde hun mindre kontakt med skolen. Til gengæld kom hun ind i sygedagpengesystemet, som hun i første omgang havde svært ved at se meningen med:

”Hvad skal jeg dér? De kan jo se, at jeg er syg og har tabt håret,” var Christine Halses første tanker. Men hun valgte alligevel at vende det om til noget positivt. Hun kunne se fordelen i at have en kontaktperson igennem perioden, fordi de så havde en historik sammen.

Hun vendte tilbage til arbejdet først som deltidssygemeldt, og sidenhen skulle hendes arbejdstid optrappes. Det var en svær tid, husker Christine Halse, der følte, at det lå ret fast i kortene, hvornår og hvor meget hendes arbejdstid skulle optrappes.

”Jeg var virkelig bange for, at jeg ikke kunne holde til det. Jeg følte mig ikke klar,” fortæller hun.

Samtidig havde hun svært ved at overføre systemets regler til sit arbejdsliv.

”Det kan godt være, at det hedder sig, at man skal arbejde 50 procent, men når man underviser, kan man jo kun være der 100 procent,” siger hun og uddyber:

”Man får ikke 30 elever til at spille sammen, hvis man ikke selv har power.”

Arbejdet slog hende helt ud. Hun kæmpede sig igennem timerne og skyndte sig hurtigt hjem for at sove.

”Det handlede nok om, at kemoen havde taget alt godt fra min krop. Jeg var stadig fysisk udmattet og havde svært ved at huske og multitaske. Det var nærmest en stressreaktion,” fortæller Christine Halse, der mest holdt sig for sig selv.

”Jeg kom jo tilbage fra en lillebitte verden, så jeg havde svært ved at rumme lærerværelset, hvor alt var meget ekstrovert,” siger Christine Halse.

Lærestregen
Undervisningen skulle bare overstås, og hun mærkede ikke den samme glæde for jobbet.

”Det gav et kæmpe hak i min identitet, at jeg ikke magtede at være den lærer, jeg tidligere var. Jeg var bare så træt,” siger Christine Halse.

Hun spekulerede på, om hun nogensinde kunne blive en ordentlig gymnasielærer igen, eller om hun skulle skifte branche. Christine Halse beskriver det som noget af det hårdeste ved at komme tilbage til arbejdslivet.

Der blev ryddet lidt i hendes skema, så hun fik mere luft. Men hun havde det svært med det.

”Det er en af de lærestreger, jeg har fået: Der er ingen andre, der kan se, hvor meget jeg magter. Så jeg har måttet lære selv at sætte grænser og at bede om hjælp tidligere,” siger Christine Halse.

Hun valgte også at gå på deltid.

”Nu ville jeg bare have succesoplevelser i undervisningen igen,” siger Christine Halse.

Med et par bump på vejen begyndte det så småt at gå fremad for hende. Da hun kom tilbage efter sommerferien i år, følte hun, at hun endelig var tilbage på sporet.

”Det er ikke kun okay at undervise, nu synes jeg, det er sjovt. Jeg glæder mig til at komme på arbejde igen,” fortæller Christine Halse og tilføjer:

”Jeg er lettet over, at jeg ikke tog springet væk fra gymnasiet, da jeg var helt nede. Men det var tæt på.”