Interview

Læring kræver personligt engagement

Læringen i gymnasiet er ensrettet og indskrænket, mener professor Knud Illeris, der er internationalt kendt for sine teorier om læring. Han har netop holdt sin sidste forelæsning og får nu bedre tid til at passe gederne hjemme på Svanholm.

17. oktober 2016 af Tina Rasmussen

Der er et alt for stort fokus på elevernes faglige kvalifikationer. Omvendt eksisterer den del af undervisningen, der bør handle om elevernes personlige udvikling, nærmest ikke.

Det er sådan, billedet ser ud, når man beder professor Knud Illeris om at stille skarpt på nutidens gymnasium.

”De faglige kvalifikationer er blevet stadig mere enerådende. Men det er sandelig ikke gymnasiets rolle kun at oplære fagligt. Og slet ikke når så stor en del af en årgang går i gymnasiet, som tilfældet er i dag,” siger han.

77-årige Knud Illeris er aktuel med bogen Liv og læring, der kombinerer hans egen livshistorie med en beskrivelse af de teorier, der har gjort ham kendt blandt fagfæller både herhjemme og i udlandet.

I slutningen af september holdt han sin sidste forelæsning og afrundede dermed en akademisk karriere på mere end 40 år. Forelæsningen foregik på en konference på DPU på Aarhus Universitet med titlen Skole og uddannelse – hvordan går det med læringen?, som tog afsæt i hans bog.

Selv er han ikke i tvivl om svaret på spørgsmålet i konferencens titel. For selvom nogle af de tanker om at inddrage og engagere elever og studerende, som han selv mødte, da han kom på universitetet i 1968, har forplantet sig i uddannelsesverdenen, er der samtidig en tidsånd, der har trukket – og stadig trækker – i den modsatte retning.

”Jeg synes, at det mest påfaldende ved gymnasiet er, hvor ensrettet og indskrænket læringen er. Den rent faglige læring fylder næsten det hele. Den del af læringen, der bidrager til de unges personlige udvikling, er nærmest forvist til frikvartererne og fredagsbaren.”

”Jeg siger ikke, at eleverne ikke skal have faglige kvalifikationer. Men læringen bør være meget bredere. Identitetsdannelsen finder grundlæggende sted, når man er i 15-18-årsalderen, og den får ikke meget næring af en rammesat faglighed. Der burde være mange flere åbne aktiviteter,” siger Knud Illeris.

Indordning og sortering
Vi møder 77-årige Knud Illeris i hans bolig på det økologiske kollektiv Svanholm i vestsjællandske Skibby en eftermiddag med varm septembersol og lidt diset himmel. Her har han boet siden 1979, og her bor nu også tre af hans fire døtre. Med fællesøkonomi, fællesspisning, eget landbrug og egen børnehave. Og en indhegning med geder, som Knud Illeris har fået stigende ansvar for at passe, i takt med at arbejdsopgaverne på diverse universiteter er stilnet af.

Inspirationen til at beskæftige sig med, hvordan undervisning og læring lykkes bedst muligt, fik han for godt 50 år siden, da han var elev på Toftegård Studenterkursus i København. Her mødte han en skolekultur, hvor både lærere og elever var uengagerede i stoffet, hvor hver enkelt elev kun var aktiv få minutter i hver time, og hvor lærerne talte til eleverne, som om de var børn, selvom de fleste var omkring 20 år.

Selv var han 27 år, gift og skilt igen og havde et barn. Han var gået tidligt ud af skolen for at arbejde i rejsebranchen, men nu var charterrejserne ved at overtage hele markedet, og det var ikke lige ham. Nu ville han gerne lære, men var stærkt skeptisk over den måde, det tilsyneladende skulle foregå på.

”Jeg oplevede et kolossalt tidsspilde, og at det hele handlede mere om indordning og sortering end om læring. Frafald blev regnet som noget selvfølgeligt og det bedste, der kunne ske for dem, der faldt fra, for de var jo alligevel ikke gode nok. Man havde ikke nogen som helst oplevelse af, at en del af opgaven var at gøre dem gode nok. Det anfægtede virkelig min demokratiske samfundsopfattelse,” fortæller Knud Illeris.

Er det her noget for mig
Oplevelsen på studenterkurset slog ham dog ikke mere ud, end at han blev student. Siden blev han psykolog fra Københavns Universitet, var med til at starte Det frie Gymnasium og blev senere ansat ved det nye Roskilde Universitetscenter, hvor han spillede en central rolle i forbindelse med læring gennem projektarbejde. Og sideløbende udviklede han sine teorier om, hvordan vi kun lærer noget, når der er en kombination af et fagligt indhold, en personlig drivkraft hos den studerende og et godt samspil mellem underviser og studerende.

”Den største fejlopfattelse af læring er, at man tror, at man kan holde det indholdsmæssige i en kasse for sig og lære det. Men vores hjerne er sådan indrettet, at hver gang man lærer noget, så har man også nogle følelser omkring det og et forhold til det. Er det her noget for mig? Er det noget, jeg er rygende uenig i? Er det noget, der er komplet ligegyldigt? Og det påvirker læringsresultatet,” siger Knud Illeris.

Det er tydeligt at se, at det hænger sådan sammen, fastslår han.

”Det, man har været engageret i, kan man huske og bygge videre på. Det, man bare har taget til sig som læring i en lukket kasse, er derimod forsvundet dagen efter studentereksamen.”

”Det er det personlige engagement, der bærer holdbar og brugbar læring. Karaktersystemet og hele lektieoverhøringssystemet arbejder i modsat retning.”

Han understreger, at der ikke er en modsætning mellem god faglig læring og personlig udvikling, men at de to parametre støtter hinanden.

”Når man understøtter de unge i at udvikle deres identitet, oplever de, at de kan meget fagligt. Og når de får en forståelse for, hvad de vil med sig selv, øger de deres faglige udvikling."

Karakterer fylder for meget
Det er rammerne for gymnasiet, den er gal med – især at karakterer fylder så meget. Det er hovedårsagen til det yderst begrænsede fokus på den personlige udvikling, mener Knud Illeris.

”En almindelig gymnasielærer ved jo godt, at det er afgørende, at man kan engagere den enkelte elev personligt. Det er karaktersystemet, der er den store synder. Selv den bedste lærer er nødt til at orientere mod karaktergivningen, fordi eleverne er så entydigt orienteret mod det.”

”Men man lærer ikke nødvendigvis mere af at blive presset af et krav om højere karakterer. De fleste elever vil forsøge at udligne presset ved kun at lære det, der er nødvendigt for at få de karakterer, de går efter.”

Han mener, at den øgede konkurrence om de gode karakterer primært lærer eleverne én ting: at finde smutveje til at score den højeste karakter.

”Gymnasieelever i dag ved utroligt meget om, hvordan man kan bilde læreren ind, at man er bedre, end man er. Mange har fortalt mig, at de lader være med at stille spørgsmål i timerne. De vil ikke vise, at der er noget, de ikke forstår,” fortæller Knud Illeris, der erkender, at der naturligvis er nødt til at være en vis form for vurdering i gymnasiet og resten af uddannelsessystemet, så man har en idé om, hvorvidt den tilsigtede læring nu også bliver realiseret.

”Men betydningen af karakterer kan nedtones, og selve karaktersystemet gøres langt mindre firkantet,” siger Knud Illeris.

Og netop fordi karaktersystemet beholder sin nuværende form og betydning, giver han ikke meget for den nye gymnasiereform, der blev vedtaget på Christiansborg før sommerferien og træder i kraft til august. Han vil ikke engang kalde det en reform, højst en modernisering.

”Karaktersystemet er ikke blevet antastet, og det er det største problem,” siger han.

Ser bort fra mellemregninger
Det er dog ikke kun det kraftige karakterfokus, der ifølge Knud Illeris er et problem. Med konkurrencestaten er gymnasiet og landets øvrige uddannelser blevet underlagt et system, der – ud over karakterer – også hylder test, evalueringer, ranglister og taxametre. Alt andet end professorens kop te.

Knud Illeris anerkender behovet for, at staten kan konkurrere økonomisk. Men de nuværende styringsmekanismer holder ikke. De fører tværtimod til det stik modsatte af hensigten, nemlig ringere læring og konkurrenceevne, fordi der ses bort fra betydningen af ægte motivation som drivkraft, forklarer han.

”I konkurrencestaten, hvor den nyliberale økonomiske tænkning er den styrende faktor, tror man, at mere og bedre uddannelse automatisk giver øget læring. Finansministeren og hans embedsmænd aner intet om, hvordan læring finder sted. Der er en masse mellemregninger, de slet ikke tager højde for, for eksempel hvordan mennesket fungerer,” siger Knud Illeris.

Men måske er der håb forude, vurderer han. Konkurrencestatens grundsætninger holder ikke så mange år endnu, lyder hans gæt.  

”Jeg tror faktisk, at uddannelsesområdet kan blive et sted, hvor man anlægger nogle mere frugtbare vinkler. Toppen af erhvervslivet – specielt de brancher, der er udsat for stor international konkurrence – har brug for nogle, der kan tænke mere selvstændigt. Og det leverer gymnasiet og det øvrige uddannelsessystem ikke i dag.”

Om Knud Illeris

Knud Illeris

• Født i 1939. Magister i psyko­logi fra Københavns Universitet i 1974.
• Fra 1976 til 2001 ansat på Roskilde Universitet, RUC, derefter tilknyttet et fireårigt forskningsprojekt om læring i arbejds­livet under Learning Lab Denmark. Fra 2005 professor i livslang læring ved DPU, Aarhus Universitet, siden 2009 professor emeritus. Er desuden æresprofessor i læring ved Columbia University i New York.
• Forfatter til blandt andet Læring i konkur­rencestaten, Contemporary Theories of Learning og Læring, der er oversat til 20 sprog. Hans nyeste bog Liv og læring er lige udkommet.
• Siden 1979 bosat i det økologiske storkollektiv på Svanholm Gods. Har fire døtre fra tre ægteskaber.
 

Tilføj kommentar

Brugeroplysninger
Email-adressen vises ikke på sitet, men gør det muligt for os at kontakte forfatteren.
Kommentér uden forsinkelse.
Brug Facebook
log ind eller registrer
dig her.
By submitting this form, you accept the Mollom privacy policy.