Nyhed

Kvindelige lærere vælger deltid for at redde familielivet

For mange gymnasielærere kan det være svært at forene familielivet med et fuldtidsarbejde. Derfor går især mange kvinder på deltid.

27. februar 2017 af Anne-Sophie Søgaard Møller
60 procent af de fastansatte kvinder på deltid, der mener, arbejdspresset er for stort, svarer, at det påvirker familielivet at arbejde fuldtid. Derimod svarer kun 38 procent af mændende, at det gør det. Foto: Arkivfoto.

Hentning af børn, madlavning og tøjvask er blot nogle af de ting, som ordnes for at få et familieliv til at fungere. Og med et fuldtidsarbejde ved siden af kan det for nogle være svært at få det hele til at gå op. Derfor vælger mange gymnasielærere at gå på deltid - heriblandt flest kvinder.

En ny undersøgelse fra Gymnasieskolernes Lærerforening (GL) viser, at mange lærere vælger at gå på deltid, fordi arbejdspresset er for stort. Der er dog stor forskel på, hvilke begrundelser kvinder og mænd angiver som årsagen. 

60 procent af kvinderne svarer, at de ikke kan få familielivet til at hænge sammen, hvis de er på fuld tid, mens kun 38 procent af mændene bruger den begrundelse.

Læs: Stort arbejdspres tvinger mange lærere på deltid

Denne kønsforskel undrer ikke Karen Sjørup, der er kønsforsker inden for arbejdsmarked og ligestilling på Roskilde Universitet.

“Kvinder påtager sig flere forpligtelser i hjemmet end mænd - både overfor de ældre og børnene i familien,” siger hun.

Prioritering af familien
Én af de kvinder, der har valgt at gå på deltid, er Ulla Juul Franck, der er gymnasielærer på Nakskov Gymnasium.

Med en mand, der ugentligt arbejdede 70 timer, og efter femte barn kunne hun mærke fraværet i børnenes trivsel. Det resulterede i, at Ulla Juul Franck blev deltidssygemeldt på grund af stress, fordi hun ikke kunne forene livet som mor med livet som lærer.

“Jeg ville være mere sammen med mine børn. Det giver ingen mening at sætte børn til verden, for at de skal være i institution,” siger hun.

“Efter jeg gik på deltid, gav mit privatliv mere mening. Jeg er godt klar over, at jeg har givet køb på min karriere, og at jeg sakker lidt bagud i forhold til mine kolleger, men sådan er det - familien er vigtigst,” tilføjer hun.

Flest kvinder på deltid
I gennemsnit arbejder danske kvinder 35 timer om ugen, hvor mænd i gennemsnit arbejder 40 timer. Det viser tal fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.

“Der er mange kvinder, der går ned i tid - det gælder inden for mange erhverv. Mændene kan lettere arbejde lidt længere og så overlade mange af de huslige pligter til kvinderne,” siger Karen Sjørup.

Det understøtter undersøgelsen fra GL også. Den viser, at 75 procent af de fastansatte lærere på deltid er kvinder, mens kun 25 procent af dem er mænd.

Artiklen er rettet 28. februar klokken 9.00. I den første version stod der, at 57 procent af de fastansatte lærere på deltid i en undersøgelse fra Gymnasieskolernes Lærerforening (GL) svarer, at de ikke kunne få familielivet til at hænge sammen med et fuldtidsarbejde. Det er dog kun 57 procent af de lærere, som er gået på deltid på grund af for stort arbejdspres, som bruger den begrundelse.

Hvorfor er du på deltid?

  • 60 % følte for stort arbejdspres
  • 29 % vil have mere fritid
  • 11 % har en sidebeskæftigelse

Kvinder:

  • 68 % følte for stort arbejdspres
  • 24 % vil have mere fritid
  • 8 % har en sidebeskæftigelse

Mænd:

  • 36 % følte for stort arbejdspres
  • 43 % vil have mere fritid
  • 20 % har en sidebeskæftigelse

Kilde: Gymnasieskolernes Lærerforening 

Deltid på grund af for stort arbejdspres

60 procent er gået på deltid på grund af for stort arbejdspres. Her er denne gruppes begrundelser:

"Når jeg arbejder fuldtid, kan familielivet ikke hænge sammen"

Svarede 57 %
60 % af kvinderne - 38 procent af mændene.

"På fuldtid vil den ujævne arbejdsbelastning påvirke mit familieliv"
Svarede 55 %
57 % af kvinderne - 43 % af mændene. 

"På fuldtid har jeg for mange elever/hold"
Svarede 53 %
54 % af kvinderne - 45 % af mændene.

"På fuldtid mangler jeg mulighed for at forberede mig ordentligt"
Svarede 49 %
50 % af kvinderne - 47 % af mændene.

(Deltagerne har kunnet angive flere svar)

Kilde: Gymnasieskolernes Lærerforening 

Kommentarer

tir, 28/02/2017 - 22:29
Jan Havreland
lektor
Nordvestsjællands HF&VUC

5 børn - og en mand der arbejder 70 timer om ugen...... så ville jeg sgu' også få stress!

fre, 03/03/2017 - 09:31
lhs@aurehoej.dk
Lektor
Aurehøj Gymnasium

Journalistisk set forstår jeg ikke helt valget interviewperson. Hvis man vil understrege sagens kerne - et arbejdsliv, der er mere presset og et arbejdsliv, hvor det er svært at begrænse arbejdstiden - så bør man vel vælge at interviewe en lærer, der har lidt færre børn og en partner, der arbejder et normalt antal timer. Alle erhverv ville vel have svært ved at få en hverdag til at fungere i denne situation. 

Deres sammenlagte arbejdstid er jo stadigvæk over fuldtid ...

Lasse Hartmann

 

fre, 03/03/2017 - 11:45
Anne-Sophie Søg...
Journalist
Gymnasieskolen

Hej Lasse.
Tak for din kommentar. Vi synes, at hun fint repræsenterer en del af gruppen, der arbejder på deltid.
 
Vi har været på udkig efter kilder til historier om deltidansatte, men det har været umuligt at finde en kilde, der er på deltid på grund af for stort arbejdspres, som har lyst til at medvirke.
 
De bedste hilsner
Anne-Sophie Søgaard Møller,
Journalist Gymnasieskolen
 

Tilføj kommentar

Brugeroplysninger
Email-adressen vises ikke på sitet, men gør det muligt for os at kontakte forfatteren.
Kommentér uden forsinkelse.
Brug Facebook
log ind eller registrer
dig her.
By submitting this form, you accept the Mollom privacy policy.