Nyhed

Kommission skal nytænke ungdomsuddannelser

Tænketanken DEA og Industriens Fond står bag ny uddannelseskommission. Den skal stille skarpt på ungdomsuddannelsessystemet og komme med et bud på en reform.

30. maj 2013 af Tina Rasmussen

Ny uddannelseskommission skal komme med et bud på en samlet reform af de danske ungdomsuddannelser.

Det er tænketanken DEA og Industriens Fond, der står bag Ungdomsuddannelseskommissionen, som bliver lanceret i dag.

Baggrunden er den udvikling, der har præget ungdomsuddannelserne igennem de sidste 10 år: Søgningen til erhvervsuddannelserne er faldet med omkring 30 procent, mens elevtallet på de gymnasiale uddannelser er steget kraftigt. I dag starter næsten tre ud af fire i gymnasiet.

Skævvridning
Niels Egelund, professor og leder af Center for Strategisk Uddannelsesforskning på Aarhus Universitet, er udpeget som formand for Ungdomsuddannelseskommissionen.

”Det er helt åbenlyst, at der er sket en skævvridning af søgningen til uddannelserne. Søgemønstret passer ikke til samfundets behov i de kommende år,” siger Niels Egelund og fortsætter:

”Derfor er der ikke brug for lappeløsninger, men for en gennemgribende analyse af udfordringerne og en samlet løsning, der inddrager alle ungdomsuddannelser. Vi skal sikre, at flere får den uddannelse, arbejdsmarkedet efterspørger, og de unges evner rækker til."

Trækker på udlandet
Kommissionen vil også trække på viden fra udlandet. For eksempel vil man kigge på de europæiske lande, der i langt højere grad har haft succes med at udvikle deres ungdomsuddannelser. Det gælder blandt andet Tyskland, Holland, Østrig og Schweiz.

”Der er allerede lavet mange analyser af ungdomsuddannelsessystemet. Men der er ikke set på uddannelserne og systemet som helhed, og der er ikke i tilstrækkelig grad anvendt viden fra udenlandske ungdomsuddannelsessystemer,” siger Niels Egelund.

Kommissionen tæller blandt andre Allan Kjær Andersen, rektor på Ørestad Gymnasium, Gitte Nørgaard Nielsen, direktør på Aarhus Købmandsskole og Lars Goldschmidt, direktør i Dansk Industri.

Første møde i Ungdomsuddannelseskommissionen bliver holdt den 3. juni. Kommissionen kommer med sit forslag til et nyt ungdomsuddannelsessystem til foråret.

Læs mere om kommissionen og se medlemmerne her

Fakta om kommissionen

Tænketanken DEA og Industriens Fond lancerede den 30. maj en uddannelseskommission, der får et år til at nytænke ungdomsuddannelsessystemet og komme med et bud på en ny struktur. Niels Egelund, professor i pædagogik og centerleder, Aarhus Universitet, er udnævnt til formand. Baggrunden for kommissionen er, at ungdomsuddannelsessystemet ifølge initiativtagerne er i dyb krise. Fra 2001 til 2013 er søgningen til erhvervsuddannelserne faldet fra 32 procent til 19 procent. I samme periode er søgningen til gymnasiet steget fra 59 procent til 74 procent. 
Læs mere om ungdomsuddannelseskommissionen på www.dea.nu.

Kommentarer

fre, 31/05/2013 - 22:14
Karsten Aaen

Hvorfor er Egelund dog udpeget som formand? Den mand er en katastrofe for det danske uddannelses-system. Og manden tror åbenbart at han ved alt om det danske uddannelses-system, baseret på 1 års undervisning i folkeskolen for over 40 år siden (1970-1971). Derefter har han i mange år fløjet fly, været luftkaptajn.

Og derudover ved jeg skam godt hvad Egelund vil foreslå: alle ungdomsuddannelser samles under en hat. Hvad Egelund vil gøre med VUC, HF og Indvandrerundervisningen af voksne indvandrere melder historien desværre intet om! Egelunds tanker er nemlig offentliggjort i en kronik (i Politiken) han selv har skrevet. Og her foreslår han netop dette: Samling af alle ungdoms-uddannelser - fra sosu til teknisk skole til hg - og til stx, hhx mv, i et stort gymnasie.....præcist som man har det i Sverige. Og det har altså ikke hjulpet i Sverige, vel...

Og kigger man på Tyskland og Schweiz ved jeg også godt hvor vi er på vej hen: i fuld fart frem - eller rettere tilbage til: skolen i 1950erne, hvor eleverne blev delt efter 6.klasse og i a (almen) eller b (for boglig) eller i Realen. Det er præcist dette system, KL ønsker sig, DI vist også.Eleverne bliver delt i såkaldte linjer for dem der skal i gymnasiet, og en linie til teknisk skole, en anden linie til handelsskolerne mv. (Egelund er dog imod denne deling....)

Måske handler det bare om at fortælle hvilket fagligt niveau der kræves for at tage f.eks. en konditoruddannelse....

Tilføj kommentar

Brugeroplysninger
Email-adressen vises ikke på sitet, men gør det muligt for os at kontakte forfatteren.
Kommentér uden forsinkelse.
Brug Facebook
log ind eller registrer
dig her.
By submitting this form, you accept the Mollom privacy policy.