“Jeg kan mærke suset i undervisningen”

Charlotte Villefrance tegner en kridtstreg på gulvet, og eleverne stiller sig på hver sin side. Med ét begynder eleverne at kaste papirkugler mod hinanden, og grin og skrål lyder i klasselokalet.

Kuglerne er fyldt med spørgsmål på fransk, som eleverne har formuleret, og nu skal de gå rundt i klassen og stille dem til hinanden.

“Jeg vil gerne have legen med i undervisningen. Jeg kan ikke skabe det faglige engagement, hvis jeg ikke også får det personlige engagement med,” forklarer Charlotte Villefrance.

Hun underviser i fransk og religion på Allerød Gymnasium.

En ny undersøgelse fra Gymnasieskolernes Lærerforening (GL), hvor over 1.100 medlemmer har deltaget, viser, at 94 procent mener, “de er dybt engageret i formidlingen af deres fag.”

Charlotte Villefrance er en af dem, siger hun med stor overbevisning denne formiddag på gymnasiet. Man skal da heller ikke være fluen på væggen mange minutter til hendes franskundervisning i 1. g, før det siger sig selv.

Da skærmene på de bærbare computere er slået ned, bliver eleverne hurtigt aktiveret med øvelser om klokken eller vejret udenfor vinduet. Og selv om et par elever brokker sig, sidder de snart i en rundkreds på gulvet, mens de franske spørgeord i mere eller mindre sikker stil flyder fra elevernes munde.

“Jeg kan lide at være lærer. Jeg synes, det er sjovt. Jeg kan mærke suset, når det faglige engagement forenes med det personlige engagement, og der opstår en synergi. Elevernes begejstring giver mig en begejstring og omvendt,” siger Charlotte Villefrance.

I undersøgelsen fra GL siger 93 procent af medlemmerne, at arbejdet betyder meget for dem, og 89 procent mener, at eleverne er værd at knokle for.

Også på de spørgsmål er Charlotte Villefrance meget enig med de fleste af kollegerne.

“Jeg giver noget af mig selv, og jeg får noget tilbage. Jeg kan godt lide, at der er plads til at skabe relationer til eleverne, og jeg mener ikke, jeg kan levere noget fagligt, hvis det ikke er rart at være i klassen,” siger hun.

Franske kys
Under øvelsen med papirkugler er der en af drengene, som har glemt, hvad “kysse” hedder på fransk. Charlotte Villefrance smiler til ham og siger med et glimt i øjet: Har du glemt, hvordan man scorer på fransk?

Imens bliver der skrevet masser af spørgsmål ned på de udleverede papirer, og Charlotte Villefrance sætter sig på hug ved snart den ene og snart den anden elev og hjælper med at formulere spørgsmålene.

Charlotte Villefrance mener, at hendes undervisning skal kunne mere end at øve fransk grammatik med eleverne og lære dem at tale korrekte sætninger.

Den personlige dannelse er i høj grad også et mål for Charlotte Villefrance – og derfor er der ikke nogle af hendes elever, som forlader Allerød Gymnasium, uden de har lært budskabet i bogen Den Lille Prins om, at “det væsentlige i livet er usynligt for øjnene, men skal ses med hjertet.

“Min opgave som lærer handler også om at hjælpe eleverne videre ud i verden, og så er fransk en af de knager, de får med sig, og som de måske vil bruge til noget,” siger hun.

Til spørgsmålet om eleverne så også er blevet gode til fransk, når de i sidste ende sidder og bliver bedømt af en censor, siger Charlotte Villefrance:

“Ja, for jeg skaber trygge rammer, som gør, at eleverne får snakket fransk i timerne. Jeg laver en kontrakt med dem –  jeg giver noget til dem, og de giver så noget tilbage,” siger Charlotte Villefrance og nikker bekræftende til, at hendes elever også får gode karakterer til eksamen.

Adskiller arbejde og fritid
Charlotte Villefrance har været gymnasielærer i 12 år, og hun er glad for sit arbejde og engageret i fagene og eleverne. Også selvom hun kan mærke, at hun løber stærkere i dag.

“Jeg er blevet god til at sige til mig selv, at jeg ikke kan være 100 procent forberedt til timerne. Jeg er blevet god til at improvisere, og det er godt at kunne, da tingene alligevel aldrig går helt som planlagt,” siger Charlotte Villefrance.

Og så har hun lært at skille arbejde og hjemmeliv skarpt op. Hun er med egne ord 100 procent på arbejde, når hun er på arbejde, og holder fri, når hun har fri.

Hun har et tæt forhold til eleverne, men når hun går hjem, er det hendes egen familie med to børn på otte og elleve år, som er de vigtige.