Artikel
Jeg har høje ambitioner for hver enkelt elev
thomas_rasmussen_7

Jeg har høje ambitioner for hver enkelt elev

Uden variation bliver undervisningen kedelig. Og uden gode, tillidsfulde relationer til eleverne kan man ikke skabe den gode undervisning, siger lærer Thomas Bundgaard Rasmussen.

Tekst_ gs_redaktor
Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

Thomas Bundgaard Rasmussen kaster en papirkugle til en elev med kasket og halvlangt hår.

”Hvad er pengepolitik?” lyder spørgsmålet.

Eleven griber kuglen, sætter ord på begrebet og kaster den videre til en klassekammerat. Kuglen bevæger sig rundt fra elev til elev, mens forklaringer om finanspolitik, strukturpolitik og indkomstpolitik bliver leveret med større eller mindre sikkerhed.

Vi er på Sct. Knuds Gymnasium i Odense fredag efter frokost. Samfundsfagslærer Thomas Bundgaard Rasmussen forsøger at holde klassens motor i gang.

Bagefter går eleverne i 3.h i gang med at forberede en tale om, hvilken økonomisk politik de selv ville føre, hvis de skulle bestemme – selvfølgelig baseret på de korrekte faglige begreber.

”Det er vigtigt, at der er variation i undervisningen – og der skal også være variation af variationen,” siger Thomas Bundgaard Rasmussen.

Han har indledt modulet med en snak om de amerikanske udvekslingsstuderende, som eleverne mødte dagen før.

”De talte om Trump på en anden måde end de forestillinger, vi har om ham,” siger en elev.

Flere af klassekammeraterne nikker og sætter ord på den øjenåbner, det var at møde mennesker, som rent faktisk taler positivt om den nye amerikanske præsident.

”Jeg synes ofte, at de første minutter af timen kan være afgørende for, hvordan resten af timen går. Jeg vil gerne skabe en god stemning og have gode relationer til eleverne, og der skal være et tillidsfuldt og trygt miljø i klassen,” siger Thomas Bundgaard Rasmussen, da han skal sætte ord på, hvad kvalitet i undervisningen er for ham.

“Og så skal jeg se hver enkelt elev både fagligt og personligt. Jeg er ambitiøs på alle mine elevers vegne,” tilføjer han.

Han har selv børn, og flere gange laver han en sammenligning mellem sig selv og sine egne børns lærere.

”Jeg forventer også, at mine børns lærere ser mine børn og sørger for, at de lærer noget og ikke lader dem være på Facebook i timerne,” siger Thomas Bundgaard Rasmussen.

Gode momenter i hver time
Lidt senere sidder eleverne i 3.h bøjet over deres bærbare computere, mens fingrene danser over tastaturet for at beskrive, hvilken økonomisk politik den nuværende regering fører.

En af eleverne har ingen computer med. Thomas Bundgaard Rasmussen tager en snak med ham og siger, at han i det mindste må tage et stykke papir med, så han kan tage noter. Eleven er ikke helt enig i det forslag. Han er dog aktiv lidt efter, da spørgsmålet om, hvorvidt handelsaftaler er udtryk for liberal politik eller ej, bliver vendt i klassen.

Efter timen sætter Thomas Bundgaard Rasmussen lidt flere ord på rollen som underviser.
”Jeg holder meget af at være lærer. Jeg kan godt lide, når jeg får klassen med. Når de er nysgerrige, stiller gode spørgsmål og gerne vil forstå noget nyt. Nogle gange sidder der 15 elever med fingeren i vejret og vil gerne bidrage,” siger Thomas Bundgaard

Rasmussen og nævner, at den slags gode momenter forekommer i næsten hver time.

Og så er der også de særlige oplevelser, som man sikkert husker mange år frem – for eksempel den med den lidt stille 1.g-elev, der får et par puf af sin samfundsfagslærer med opfordringen om at deltage mere i debatter, hvorefter han begynder at blomstre op og ender med at blive en selvsikker og dygtig elevrådsformand.

Når Thomas Bundgaard Rasmussen taler om ambitioner på elevernes vegne, handler det langtfra kun om, hvorvidt de får 7, 10 eller 12 til eksamen. Han glæder sig for eksempel lige så meget over de to elever fra klassen, som dagen før lavede et videointerview med de amerikanske udvekslingsstuderende til Sct. Knuds Gymnasiums egen webavis. En avis, som Thomas Bundgaard Rasmussen i øvrigt har taget initiativ til.  

Variation tager tid
Spørgsmålet er så, hvad Thomas Bundgaard Rasmussen gør for at få sin undervisning til at lykkes.

”Jeg er motiveret, og man skal være motiveret for at motivere eleverne – også når det er tredje modul med økonomi. Jeg er engageret i timerne og bruger meget tid på at forberede mig både pædagogisk og fagligt. Jeg er selv meget interesseret i politik og samfundsforhold, og jeg kan godt lide at finde gode aktuelle eksempler fra medierne til undervisningen,” siger Thomas Bundgaard Rasmussen og nævner som eksempel et videoklip om den flydende valutakurs i Schweiz, som han har fundet til dagens undervisning.

”Nogle gange skal der noget andet til for at forstå et svært begreb,” som han forklarer.  

Motivation og engagement er én ting, men rammerne for at skabe kvalitet er også afgørende, mener Thomas Bundgaard Rasmussen.

”Det tager tid at skabe variation i undervisningen. Hvis tiden bliver presset, kan jeg godt frygte, at man som lærer kommer til at gøre mere af det samme og gentage sin undervisning, og så bliver det kedeligt og svært at motivere eleverne,” siger han og nævner, at han selv kan mærke, at hans skema er blevet mere presset i de senere år.

”Jeg synes, det er blevet sværere at få tid til at give ordentlig feedback på de skriftlige opgaver, som der er mange af i samfundsfag.”

”Det er klart, at det vil gå ud over kvaliteten i undervisningen, hvis man skærer ned år efter år,” siger han.

Thomas Bundgaard Rasmussen

Thomas Bundgaard Rasmussen

Thomas Bundgaard Rasmussen
42 år. Underviser i samfundsfag og historie på Sct. Knuds Gymnasium.

“Jeg vil gerne skabe en god stemning og have gode relationer til eleverne, og der skal være et tillidsfuldt og trygt miljø i klassen."

Tema om kvalitet i undervisningen


Der bliver talt meget om kvalitet i undervisningen.
Gymnasieskolen har bedt lærere om at beskrive, hvad kvalitet i undervisningen er for dem.

Læs artiklerne i temaet om kvalitet i undervisningen:

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater