Blogindlæg

Jeg hører bedst efter, når jeg spiller Tetris

Det er lærerens ansvar at skabe en fælles dagsorden i klasserummet, så eleverne ikke lader sig forstyrre af alt it-udstyret, mener Christine Halse. Her giver hun sine bud på den gode it-integrerende klasserumskultur.

7. januar 2013 af Christine Halse

Christine Halse

 

  • Student fra Roskilde Katedralskole.
  • Cand. Mag i musik og dansk fra Aarhus Universitet.
  • Har arbejdet som gymnasielærer og højskolelærer siden 1995.
  • Siden 2007 har jeg været ansat ved Rysensteen Gymnasium. 

”Jeg har det bedst med at høre efter, når jeg spiller Tetris.” Der lød spredt grinen i den august-nye 1.g.-klasse, og jeg måtte trække på smilebåndet over at være lidt i tvivl om, hvor vidt min venlige henstilling blev mødt med humor eller alvor eller bare en god gang rapkæftethed. Men hvem forstår ikke glæden over en top-fed og spritny computer – lige der foran én på bordet, midt i en dansktime!

Selvom vi måske omtaler dem som ”computergenerationen”, så er det stadig nyt for de allerfleste elever at have en bærbar eller en iPad foran sig i klassen. Her ligger hele verden tilgængelig – nyheder, jokes, mode, venner, musik…. endeløse muligheder! Og det er, som vel alle lærere og elever ved, behæftet med udfordringer at manøvrere og administrere dem alle sammen.

”Nogen gange får jeg sådan et billede af, at jeg om tyve år sidder og kigger tilbage på mine gymnasieår og må erkende, at jeg tilbragte dem på Facebook” - sådan lyder det i en elevsamtale i oktober. Det er ikke første gang klassen må erkende, at det med koncentration er en udfordring. ”SelfControl”!! DET er vejen - lyder det fra nogle af pigerne. Programmet downloades, og man kan bede det om at spærre for en række fristende hjemmesider, så der pludselig ikke kan shoppes midt i den engelske stil, eller så der ikke kan laves Spotify-playlister som afløser for fysikrapporten. Eller for den sags skyld så man ikke kan gå på Facebook fra 8.15-15.45! Ved juletid evaluerer vi: Hvordan gik det så? Har I brugt SelfControl?

”Det gik ad helvede til – jeg ku’ ikk’ ta’ mig sammen”. ”Jeg har brugt det, når jeg lavede opgaver”…. kommentarerne er mange og spredte. Det korte af det lange er (igen) at SelfControl kræver selvkontrol!

Men dermed ikke sagt, at det er elevernes eget ansvar! Efter en årrække med computere og iPads i klasserummet og med debatten om udfordringer og muligheder ved selvsamme, med mit eget kendskab til at falde i koncentrationstabshullet når jeg sidder til møde eller retter opgaver og med erfaringer fra flere årganges arbejde med 1-1-læring, - så står det stadig mere klart, at ansvaret for en fælles dagsorden i klasserummet i høj grad er mit.

Og mine bud på hvad den gode it-integrerende klasserumskultur kræver, er:

  • Høj styring i forhold til hvornår computeren er åben eller lukket.
  • Høj styring i forhold til hvad computeren skal bruges til.
  • Variation i forhold til anvendelsen af computeren (Skrive, læse, lytte, se, søge, dele, kommunikere).
  • Variation i arbejdsformer, som netop ikke inddrager computeren.
  • At læreren tør slippe den klassiske jeg-har-styr-på-det-hele-rolle og lade eleverne udforske og bidrage til undervisningen ved at inddrage nye programmer og materialer.

Og det måske allervigtigste er: vedvarende i klassen at arbejde med et fokus på hvad der er god klasserumskultur, og hvad der er god it-kultur.

Og så skal jeg måske lige nævne, at det der med Tetris blev uinteressant, og at han nu går i 3.g. – og at det går meget godt med at gå i skole. 

Kommentarer

tir, 08/01/2013 - 12:15
René A. Christo...
Jeg kan tilslutte mig langt de fleste af dine pointer ift. den gode it-integrerende klasserumskultur. Havde elev-samtale i december, hvor en dreng udtrykte tilfredshed med mit nærmeste ekstreme fokus på hvornår deres computere skulle være åbne eller lukkede. Han sagde at meget få af deres andre lærere gjorde noget tilsvarende, og jeg svarede (halvt i sjov) at det sikkert var fordi mine kolleger troede at eleverne var voksne mennesker der kunne tage ansvar for egen læring. Han grinede og sagde: "Ja, de er godt tossede!" Det synes jeg egentlig er meget sigende...
fre, 01/02/2013 - 10:41
Balder Asmussen

To spørgsmå trænger sig på:

Hvis vi skal praktisere høj lærerstyring angående hvad computeren skal bruges til, hvordan skal eleverne så opnå selvstændighed i at bruge computeren til at lære med? I historie og samfundsfag er jeg ked af at bede eleverne lukke computeren væk, da jeg gerne ser de søger information på egen hånd på timen.

Hvis vi ikke behandler eleverne som nogen, der ikke kan tage ansvar for egen læring, hvordan kan vi så forvente at de skal tage det ansvar på sig? Nogen bud på hvordan vi får overdraget eleverne ansvaret?

Tilføj kommentar

Brugeroplysninger
Email-adressen vises ikke på sitet, men gør det muligt for os at kontakte forfatteren.
Kommentér uden forsinkelse.
Brug Facebook
log ind eller registrer
dig her.
By submitting this form, you accept the Mollom privacy policy.