Du er her
TEMA
|
25. feb 2011

"Jeg fik ingen chancer"

29-årige Mads Nielsen er sygemeldt. Efter kun fem måneder som årsvikar gik han ned med stress. Færre klasser og en erfaren kollega som tutor kunne have forhindret det, mener han.
Af: Tina Rasmussen

For mindre end et år siden, da han stadig gik på universitetet, var han sikker på, at jobbet som gymnasielærer ville være det helt rigtige. I dag - efter kun fem måneder som underviser på et af landets gymnasier - er han gået ned med stress og er sygemeldt. Og i tvivl, om gymnasiet i det hele taget er den rette arbejdsplads for ham fremover.

Da 29-årige Mads Nielsen tog hul på jobbet som årsvikar i august 2010, vidste han, at han ville få travlt. Han vidste, at der ville være en masse, han skulle lære, fordi rollen som underviser var helt ny. Og han vidste, at han ville komme til at bruge mange timer på at forberede sig. Men det blev langt hårdere, end han havde forestillet sig.
"Det sværeste som ny lærer er, at man ikke ved, hvilke forventninger man skal leve op til. Hvornår har man forberedt sig nok? Hvornår bør man være tilfreds? Man har ingen retningslinjer at holde sig til. Man bliver usikker, og så er det let at komme til at køre sig selv alt for hårdt," siger Mads Nielsen. 

Vi møder ham en formiddag i februar. Han byder på kaffe i sit lille køkken. Han har sagt ja til at fortælle sin historie. For at være med til at sætte fokus på, at stress er et problem, man er nødt til at snakke om på landets gymnasier. Være åbne om. Og især gøre en aktiv indsats for at forhindre. Ikke mindst i forhold til unge nyansatte lærere.
"I dag er stress et tabu. Men det skal være sådan, at man kan tale åbent om alt - også det, der er svært. Og det er afgørende, at ledelsen tager det første skridt. Samtidig skal skolerne huske at støtte unge nye lærere i starten," siger han.

Det startede ellers udmærket. Mads Nielsen var glad for at begynde som lærer. Fuld af gåpåmod. Men med et skema, der bød på undervisning i seks klasser, blev hverdagen hurtig meget travl. Især forberedelsen slugte meget tid. Alt var nyt, og spørgsmålene mange: Hvordan skulle han udvælge stoffet og formidle det, så det blev nærværende? Hvordan skulle han finde det rigtige faglige niveau? Hvordan kunne han bedst bygge en time op?
"Det tager meget længere tid at forberede sig til timerne, end man tror. Som ny skal man gennemgå alt materialet fra bunden. Man har ikke noget, der er lavet i forvejen og kan genbruges. Det var især svært at finde det rigtige niveau. Jeg har flere gange overvurderet elevernes faglige kunnen."

Samtidig gjorde ledelsen ikke noget for at støtte ham. Der var intet særligt introforløb for nye lærere. Ingen møder med gode råd. Han understreger, at hans kolleger gjorde, hvad de kunne, for at hjælpe. Men måden var ikke den rigtige. 

"Det var mest "Her er en stak bøger, og så spørger du bare, hvis der er noget." Men det er ikke nok. Det er udmærket, at ens kolleger gerne vil svare, men når man ikke ved, hvad man skal spørge om, er det ikke nogen hjælp," siger Mads Nielsen. 
"Det er lidt som at skulle reparere en motorcykel, og så får man kun en skruetrækker. Det kan bare ikke lade sig gøre."

Knækket selvtillid
Man kan altid forberede sig mere. Man kan altid finde en bedre tekst eller en bedre måde at formidle stoffet på. Mads Nielsen var ikke god til at trække en grænse. Arbejdsdagene blev hurtigt på 12-14 timer. Og når hverdagen bare drøner derudad, er det svært at mærke efter, hvor travlt man egentlig har.
"Jeg følte mig meget alene og hængte bare på. Er man først kommet ind i et dårligt mønster, er det rigtig svært at komme ud af igen. Ens selvtillid får et knæk. Det høje antal timer, jeg brugte på at forberede mig, var sådan, det var nødt til at være, hvis jeg skulle levere den indsats, jeg gerne ville. Det er først her bagefter, jeg kan se, at det var alt for meget."

At han kun var årsvikar, gjorde situationen endnu sværere, påpeger han.
"Man vil gerne imponere kolleger og ledelse. Man tænker, at man virkelig skal tage sig sammen, hvis man skal have en chance for at blive fastansat, og man vil for alt i verden ikke vise svaghedstegn. Det pres er også med til at sætte skub i tingene."

Den knugende fornemmelse i maven blev værre. Omkring efterårsferien begyndte tvivlen: Kunne sådan et konstant arbejdspres virkelig være meningen? Måske var det alligevel ikke ham, der var noget galt med?
"Jeg kunne overhovedet ikke slappe af og nyde ferien. Det var nok her, de første alarmklokker begyndte at ringe," siger Mads Nielsen.

Men han lukkede ørerne og knoklede på. Først i december gik det op for ham, at han ikke bare havde almindeligt travlt, men var ramt af stress.
"Da eleverne skrev studieretningsprojekter i begyndelsen af december, fik jeg indhentet en del ting. Jeg slappede lidt mere af og kunne pludselig mærke, hvordan jeg havde det. I juleferien blev jeg så slået totalt omkuld. Jeg følte, at jeg var malet op i et hjørne med et konstant forventningspres over mit hoved. Jeg var rastløs, huskede dårligt, kunne ikke overskue noget og havde ingen appetit," fortæller Mads Nielsen, der gik til lægen, hvor han brød grædende sammen. Siden 3. januar i år har han været sygemeldt og går nu til psykolog.

Uretfærdigt behandlet
I midten af januar ringede han til rektor og forklarede årsagen til sygemeldingen.
"Han var forstående, men jeg kunne samtidig høre, at han gerne ville vide, hvornår jeg kom tilbage."

Men det ved han ikke endnu. Han har det bedre, men kan ikke overskue at tænke på arbejdet. Heller ikke, selvom rektor har nævnt muligheden for, at han kan få færre klasser. Og han er usikker på, om gymnasiet overhovedet er den rette hylde for ham. 

Hvor han i lang tid har tvivlet på sin egen indsats - trods positive meldinger fra både elever, kolleger og ledelse - er han dog nu ved at indse, at det ikke er ham, der er noget galt med. Og han er nået til et punkt, hvor han godt tør sige, at han føler sig uretfærdigt behandlet af gymnasiet.
"Ledelsen har haft for lidt fokus på, hvad det kræver at have en årsvikar. Deres krav har været urealistiske. Det er ikke rimeligt, at man som ny lærer får seks klasser. Jeg føler ikke, at jeg har fået en chance for at vise, at jeg er en god lærer. På trods af at jeg har givet mig 110 procent," siger Mads Nielsen.

Han ville have ønsket, at gymnasiet havde hjulpet ham bedre i gang. Især har han savnet at have en erfaren lærer som tutor, der kunne have overværet hans undervisning, svaret på spørgsmål og hjulpet ham med at finde et passende niveau for arbejdet hjemme ved skrivebordet.
"Jeg synes ikke, at gymnasiet har rustet mig godt nok til opgaven. Det er i starten, man har brug for hjælp. Jeg havde jo overhovedet ingen pædagogiske kompetencer med fra universitetet." 
"Selvfølgelig vil en tutorordning koste ressourcer, men det er forebyggende arbejde, som i sidste ende er en besparelse for skolen. Jeg tror, det kunne have forhindret, at jeg sidder i den situation, jeg gør, i dag," siger Mads Nielsen.

Mads Nielsen er et opdigtet navn. Den 29-årige lærer har ønsket at være anonym. Gymnasieskolen kender hans rigtige navn og arbejdsplads.

 

Kommentarer

0
You must have Javascript enabled to use this form.

Annoncer