Hvordan har dannelsen det?

Pernille Østrem, 
præst i Stefanskirken på Nørrebro i København

Dannelse er det, der gør os til dem, vi er. Det er en blanding af rigtig mange forskellige oplevelser og indtryk. Faktisk mener jeg næsten ikke, der er grænser for, hvad der kan være en del af dannelsen. Det er det sociale menneske, samfundsmennesket, der bliver til, når vi dannes.
Som præst underviser jeg også. Jeg har skrevet et konfirmanddogme, der går ud på, at skolen skal ud af kirken. Det skal forstås på den måde, at konfirmandforberedelse ikke skal minde om at gå i skole. Historisk har det været forbundet med noget, hvor man skulle øve og terpe og høres i Biblen. Det mener jeg ikke nødvendigvis der er dannelse i. I stedet giver jeg en guidet tur, hvor de kommende konfirmander bliver en del af kirkelivet. De er for eksempel med til at skrive min prædiken, de ringer med klokkerne, og de hører musik. De er mere i praktik, end de er i skole.
Først sent i forløbet får de en manga-bibel, altså en tegneserieudgave af Biblen. Jeg synes, bøger er vigtige, og jeg vil gerne lære dem at elske bøger, men det kommer man ikke til ved at sidde med en dødssyg biblioteksudgave af Biblen, som man skal terpe, til man kan tingene udenad. Jeg viser dem mit private bibliotek, hvor jeg har ældgamle andagtsbøger og bibler fra de mest mærkelige steder i verden. Mit overordnede mål er at lade dem opleve noget, de aldrig glemmer. For mig er der ikke et automatisk lighedstegn mellem dannelse og gammeldags bøger. Der kan godt være det, men det kommer rigtig meget an på, hvordan man griber det an.

Anders Skov
Sociolog med speciale i digital dannelse

For mig er dannelse alle de normer, store som små, der gør, at vi kan holde ud at leve sammen. Når en norm bliver tilpas stærk, bliver den til en regel, og vi skriver den ind i loven. Men samtidig er der jo alle de ting, vi ikke lovgiver omkring. Der står for eksempel ikke i loven, at man skal rejse sig for en ældre dame i bussen.
Jeg oplever ikke, at det står dårligere til med dannelsen end tidligere. Men hvad der er god og dårlig stil, forandrer sig lynhurtigt på grund af den digitale revolution. Forholdet til mobiltelefoner og privatsfære udstiller den generationskløft ret godt. De fleste af de normer, vi bruger i det daglige, har kunnet formes langsomt over flere hundrede eller tusinder af år, men den nye digitale virkelighed har meldt sig på ganske få år. Det gør, at der hos nogle i de ældre generationer kan opstå lidt moralsk panik.
I undervisningssammenhæng stiller det store krav til kildekritik på flere niveauer, når informationen kommer så mange steder fra, og vi alle kan publicere. Den kildekritik er en meget vigtig del af den dannelse, unge har brug for i dag, og den skal stadig overleveres fra lærere og forældre på den gammeldags facon. Derfor er det også så vigtigt, at alle de mere erfarne tør gå ind i de her nye universer uden at være bange for dem. For de unge har stadig brug for vores gode råd. Gør man det, tror jeg, der ligger rigtig gode muligheder i den digitale undervisning. Ikke mindst fordi det giver mulighed for at lære fra sig på mange forskellige måder. Nogle elever tager for eksempel informationer bedre ind, hvis det er en video, de præsenteres for, og på de digitale platforme kan det sagtens være en blandt mange måder at formidle på. Jeg tror på, at man kan få flere med, og dermed er det et plus for dannelsen i det store perspektiv.

Torben Smidt Hansen
Forstander på Vallekilde Højskole

Dannelse bliver alt for tit brugt til at slå andre i hovedet med. Hvis man forestiller sig to kamphaner, hvor den ene ved, hvem der har skrevet musikken til Elverhøj, og den anden ved, hvordan internettet opstod, hvem er så mest dannet? I en digital virkelighed kan man sammenligne dannelse med bundkortet i en pc. Uden bundkortet kan den ikke optage ny viden. Dannelse er vores kulturelle bundkort, og det vigtigste element er nysgerrighed og en forståelse af, at vi er en del af noget større – en fælles historie, en kultur, en religion og et land.
Den grundviden flytter sig med historien, og derfor er det synd, når særligt ældre generationer ynder at slå yngre generationer i hovedet med dannelse, hvis nogle unge for eksempel tøver lidt, når de skal placere Låsby på Danmarkskortet. Til gengæld kan de hurtigere finde Tora Bora-bjergene, end jeg kunne i deres alder, fordi de har historiens mest omfattende opslagsværk i lommen døgnet rundt. På den måde har den digitale revolution har skabt mere dannelse. Jeg har to sønner på 15 og 18 år, og de ved voldsomt meget mere om, hvordan verden hænger sammen, end jeg gjorde, da jeg var på deres alder. Samtidig vokser de op med en klar bevidsthed om, at sandheden ikke kun kommer ét sted fra, og det tror jeg er sundt. 
Den digitale verden og internettet er en fantastisk gave til dannelse og til nye former for undervisning, og jeg synes, vi halter bagud med det sidste. Det med at stikke eleverne en iPad minder lidt om dengang, jeg gik i skole, hvor det blev muligt at se video. Det fik læreren til at rulle et tv ind i klasseværelset, men i øvrigt undervise på præcis samme måde som før. Jeg ville ønske, at man i dag turde bryde mere med den traditionelle måde at undervise på og bruge en ny digital generations evner til selv at opsøge viden. I folkeskolen og gymnasiet bruger vi stadig 12 år på at lære børn og unge, at de kun kan lære noget, hvis der er en lærer i rummet. Hvis vi koncentrerer os om at give dem et helt basalt bundkort og mindre pligtviden, kan vi bruge kræfter på det måske allervigtigste: At holde den nysgerrighed, de er født med, i live, så de får lyst til at opsøge ny viden hele livet. Vi skal stille dem flere spørgsmål og give dem færre svar, for de har historisk set de bedste muligheder nogensinde for at bruge hinanden til at lære noget uden en lærer. Det er den fornemste form for dannelse: At bevare nysgerrigheden og lysten til selv at opsøge ny viden om, hvem vi er, og hvor vi kommer fra. 

Katrine Klinken
Kok, foredragsholder og kogebogsforfatter

Jeg arbejder mest med dannelse i forhold til mad og måltider, men det mener jeg godt man kan overføre til andre dele af tilværelsen. Maddannelse handler både om det, man ved, og det, man gør. Man skal vide, hvad der er sundt og godt for en, men man skal også føre det ud i livet. Hvis man tager gymnasierne som eksempel, så er det utroligt at tænke på, hvor meget viden der blandt eleverne er om, hvad der er godt og dårligt, og hvor skidt det så alligevel står til med den mad, de unge indtager. Jeg er selv mor til tre og to sammenbragte, og flere har været igennem gymnasiet, så jeg har haft det tæt inde på livet. Måltider i deres gymnasiehverdag har ikke fyldt meget.
Man skal tænke på, at mad også kan være bærer af alle mulige andre former for dannelse. For når vi gør os klogere på, hvor råvarerne og retterne kommer fra, så lærer vi også en masse om andre samfund og kulturer, om det så er fra Jylland eller Afrika.
Endelig har måltidet som dannelse en vigtig funktion. Måltidet kan godt sammenlignes med en sammenhængende fortælling. Noget, der binder os sammen, stikker dybt i vores kultur, og som vi skal værne om. At man gør madhåndværket ordentligt og giver sig tid til at nyde, er inspirerende og påvirker vores liv i mange sammenhænge. Og i Danmark har vi jo faktisk en ret stærk tradition for, at man i familierne samles om måltidet.
Jeg underviser stadig med de samme metoder, som jeg gjorde for år tilbage. Men de elektroniske medier har alligevel gjort en stor forskel, fordi de gør det langt nemmere at opsøge viden om, hvordan man dyrker bestemte grøntsager, skaffer forskellige råvarer eller tilbereder retter. Det ser jeg som et rigtig godt værktøj, hvis man interesserer sig for mad. På den måde er det kun fremmende for dannelsen, men det stiller selvfølgelig nogle krav til at være kritisk over for, hvor informationerne kommer fra.

Klaus Rothstein
Kulturjournalist og radiovært

Dannelse handler ikke kun om at kunne sine klassikere. Det finkulturelle og æstetiske kan ikke stå alene, for dannelse handler også om det moralske og etiske i hverdagens omgangsformer.
Vi kan sagtens gå og være bekymrede for, at der sker et dannelsestab, i takt med at de klassiske bogværker bliver trængt mere og mere ud, eksempelvis i undervisningssammenhæng, men det er ikke en bekymring, der er forankret i noget reelt. Hvis man ser tilbage, så har alle generationer været bekymrede, når der var et skift i stil og tempo. Da tegneserierne kom, var man nervøse for, at det ville være den rigtige litteraturs død. Og sådan er historien fyldt med eksempler på frygten for alt det nye. Alle ønsker udvikling, men ingen ønsker forandring, som Kierkegaard sagde.
Jeg kan ikke se, hvorfor vi skulle stå over for et dannelsestab lige nu. Jo, hvis man går rundt med en forestilling om, at gymnasieelever af egen drift skal kaste sig over fysiske udgaver af gammeldags klassikere, så bliver man nok skuffet, for det er der ikke så mange, der gør. Men så har man også et romantisk og bedaget kultursyn. Ungdommens kulturforbrug er langt mere snacksize-agtigt, men det gør dem ikke til kulturløse. De henter et nummer på iTunes i stedet for at gå ned og købe det fulde album, men det ene nummer kan jo være nok så rigt på kultur. Er man mere kulturløs, når man ser Mad Men, end når man læser Dickens? Det mener jeg egentlig ikke.
Det eneste, der kan bekymre mig, er, at man fra politikere og arbejdsgiveres side gør meget lidt for at fordre dannelsen. Man hylder hurtigheden og det målrettede, og man pisker de unge gennem systemet og siger til dem, at de ikke skal blive litterater, men i stedet kommunikationsarbejdere, der kan skære klare budskaber.