Blogindlæg

Hvordan er det så gået?

4. april 2017 af Anne Boie Johannesson

Jeg skrev i starten af året om, hvordan jeg ville eksperimentere med det skriftlige arbejde på mit kemi A-hold. Vi havde i kemigruppen set et behov for at arbejde mere målrettet med at få løftet de svage elever, da erfaringerne på landsplan siger, at 12-13 % dumper til den skriftlige eksamen.

Formålet med eksperimenterne med det skriftlige arbejde var først og fremmest at give eleverne en metabevidsthed og et metasprog om opgaverne. Det skulle hjælpe dem til at afkode, hvad der blev forventet af dem, og til at kunne arbejde sammen på en kvalificeret måde. Til det formål fik eleverne et modul til at skrive stikord i grupper til hver opgave i et kommende afleveringssæt. Sidst i modulet kunne de spørge de andre grupper og mig, hvis der var opgaver, som de ikke vidste, hvordan de skulle gribe an.

Men det var faktisk ikke så let i praksis. Det var svært at få eleverne til at snakke om opgaverne uden at gå i gang med at løse dem. Resultatet af disse moduler endte derfor ofte med, at de nåede at lave en lille del af afleveringssættet, uden at de havde fået det overblik over løsningsstrategier, som jeg havde håbet på. Næste gang jeg får et kemi A-hold, vil jeg prøve at holde dem mere i hånden undervejs ved at styre processen mere.

Det viste sig at være bedre at sætte eleverne til at rette og kommentere hinandens opgaver i grupper. De var glade for at få indsigt i andre måder at formulere sig på, og det hjalp dem til at vurdere hvilken betydning forskellige fejltyper har. Der har ikke været tid til det mange gange, men vi har gjort det 3-4 gange i løbet af året, og det vil jeg gentage på mit næste kemi A-hold.

Jeg havde også en plan om, at hver elev skulle have sit eget Google Site, hvor rettede opgavesæt og rapporter blev lagt op. Så skulle eleven skrive en konklusion ud fra rettelserne og vedkommendes arbejde med sættet, samt beslutte hvilke fokuspunkter der skulle være i næste afleveringssæt. Eleverne skulle på de samme sites lave opgavemanualer i punktform, således at når de fik en bestemt type opgave, kunne de finde deres manual med fremgangsmåde til løsning af opgaven.

Eleverne har arbejdet konstruktivt med deres sites, og især opgavemanualerne har været gode, dels til forklarende og fortolkende opgaver, der normalt volder en del problemer, og dels til “slaveopgaver”, hvor der skal regnes og skrives en del. I førstnævnte tilfælde hjælper manualerne eleverne til at huske de nødvendige led i argumentationen, og i sidstnævnte tilfælde kan de kopiere standardtekst og -beregninger, og så udskifte de nødvendige dele. Det sparer en hel del tid til en presset eksamen. Eleverne har givet udtryk for at specielt opgavemanualerne har hjulpet dem meget, så det ser ud til at det er en god vej at gå.

I øvrigt har mine elever arbejdet i grupper om de første afleveringssæt i efteråret, hvorefter det har været valgfrit om, og hvordan de vil arbejde sammen. Det er stadig størstedelen af eleverne, der arbejder sammen, men på den måde at de laver afleveringsopgaverne hver for sig til at starte med. Derefter mødes de i grupper og diskuterer dem igennem og giver input på hinandens argumentation. Hvis de har problemer, får de hjælp af andre grupper og evt. mig. Det er efter min mening en rigtig god måde at arbejde på, og det forebygger, at eleverne fristes til at søge hjælp på diverse opgaveportaler.

Nu er året endnu ikke slut, og eleverne har ikke været til eksamen endnu, men de klarer sig markant bedre end tilsvarende hold, som jeg tidligere har haft, og de giver udtryk for, at de har fået stort udbytte af måden, vi har arbejdet med de skriftlige opgaver på. De har fået et godt fagsprog, fordi de er vant til at diskutere med hinanden, og de føler sig rimelig trygge med hensyn til at komme til skriftlig eksamen.

 

Anne Boie Johannesson

  • Gymnasiekonsulent på Center for Undervisningsmidler UCC. Holder kurser og arbejder blandt andet med it-didaktik, flipped learning, skriftlighed og naturvidenskabsdidaktik
  • Lektor samt it-vejleder på Køge Gymnasium

  • Cand. scient i kemi med sidefag i dansk

  • Master i IKT og læring

  • Forfatter til God kemi C (2015), God kemi B (2016) og Veje til digital dannelse (2017)

  • Interesser: Elevers læring og motivation samt it som elevaktiverende værktøjskasse

Tilføj kommentar

Brugeroplysninger
Email-adressen vises ikke på sitet, men gør det muligt for os at kontakte forfatteren.
Kommentér uden forsinkelse.
Brug Facebook
log ind eller registrer
dig her.
By submitting this form, you accept the Mollom privacy policy.