Kronik

Hvad er ”dannelse”?

Taler vi sammen om det vigtige? Man bør diskutere dannelse, før man diskuterer organisation og studiekompetencer. Men hvad er dannelse? Kronikøren har et bud.

9. oktober 2012 af John Toldsted

Om John Toldsted

John Toldsted er gymnasielærer i dansk, religion og oldtidskundskab på Det frie Gymnasium.

På det sidste har jeg drømt den samme drøm mange gange: Jeg sidder til møde i en kreds af dansklærere i gymnasiet. Mødet handler om danskfagets metoder, og jeg kommer til at foreslå, at metodeovervejelser bør styres af en mere overordnet beslutning. Vi bør først nytænke, hvad dannelse er, og tale sammen om fagets placering i forhold til gymnasiets dannelsesfordring. Herefter griner flere af de tilstedeværende i et kvarter. Jeg vågner normalt uden selvtillid.
I forbindelse med gymnasiereformen gjorde det mig fra begyndelsen mistænksom, at man skulle ofre så stor opmærksomhed på problemformuleringer, synopser, metode, kompetencer og så videre. Den grundlæggende tanke synes at være, at når vi ikke længere kan formulere et fælles rum eller en fælles sandhed, så må hver elev være autonom, og det, undervisningen kan bidrage med, er teknik, det vil sige redskaber til, hvordan de selv kan lære at lære. Det projekt har aldrig været mit. Jeg er udmærket klar over, at elevens udgangspunkt er centralt, men det er ikke tilstrækkeligt, og jeg tror ikke nødvendigvis, at eleven af sig selv vil opdage verden. Jeg opdagede den i hvert fald ikke af mig selv. Der er centrale værdier, emner og livsbilleder, som vi har stor gavn af at blive introduceret til. Dannelse og studiekompetence er to forskellige ting. Almen dannelse og almen viden (forstået som fagenes samlede viden) er to forskellige ting, for almen viden og studiekompetencer kan ikke binde et fællesskab/samfund sammen, men det kan etik. Dannelse er ”højnelse til humanitet” (Herder). Dannelse er traditionelt en stræben efter en fællesvilje. Det vil sige en etik, hvor man tilsidesætter sine egne rent egoistiske behov.
Det lyder besnærende at forlade ”det traditionelle fælles dannelsesbegreb”. Hvem vil ikke gerne forlade en tradition, forlade fortiden og tro, man dermed er ny og har et nyt udefineret felt omkring sig, det vil sige frihed. Men nogle gange betyder tradition trods alt gennemprøvet sandhed. Og man kan blive mistroisk over for den umiddelbare tiltro til, at en ny tid behøver nye løsninger. Mennesket er jo i omfattende grad det samme. De, der har tiltro til, at vi sagtens kan forlade det traditionelle fælles dannelsesbegreb, har i mine øjne desuden en naiv opfattelse af konsekvenserne. Nogle tror, de er fri, hvis de ikke er underlagt et etisk krav, men så er de bare underlagt noget andet; for eksempel behovstilfredsstillelse. Og hvis man ikke vedkender sig fælles værdier, hvordan kan man så kritisere nazi-Johnni? På hvilket grundlag kan man kritisere nogen etik, når etik er op til den enkelte? Det er konsekvensen af at forlade det såkaldt traditionelle fælles dannelsesbegreb.
Det synes relevant at nytænke dannelsestanken i en ny tid: Mit forslag er, at livet er godt og værd at leve på grund af tre ting. De to væsentligste er verdensentusiasme (sansningsintensitet) og etik (tilliden til vennen). Den tredje er flerstemmigheden (det dialogiske/dialektiske/selvironiske). I det følgende kommer jeg lidt nærmere ind på disse tre akkorder i min dannelsesdefinition.

Bevidstgørelse af eksistentialerne
Først verdensentusiasmen: Den tyrkiske forfatter Pamuk kalder hukommelsen for en have. Når sansningerne foregår i den ydre verden, skubbes du samtidig rundt i den have. Imens du går igennem Møllegade nu, løber dine fingre altså samtidig hen over barndommens plankeværk eller et eller andet. Du er altså to steder samtidig, og man er først virkelig til stede, når de to steder rækker ind over hinanden og skaber en fællesmængde imellem sansning og erindring. Af samme grund er ting heller ikke virkelig forbi; for de kan genfremkaldes i sansningen. Eller som Hemingway skriver i Døden kommer om eftermiddagen: ”Og hvis man rider, og ens hukommelse ellers er god, kan man stadig ride igennem skoven ved Irati, hvor træerne var som tegninger i et barns eventyrbog. Men de er blevet fældet nu.”
Og når Camus gik rundt i Paris, gik han samtidig rundt i sin barndoms sansning af havet. Den flød som en nærende understrøm om hans støvler. Her var en mand, der gik rundt i Paris uden kun at være dér. Han var samtidig omgivet af sin barndoms sansning af havet. Når han gik i Paris, gik han samtidig dér, og det hjalp ham.
Det er ofte fællesmængden af erindring og sansning, der får omverden til at fremtræde stærkt og betydningsfuld, og jeg kalder det verdensentusiasme. Og det kan faktisk nogle gange kræve lidt træning af opmærksomheden at blive klar over det. Kunst er en sådan træning. Jeg tror, det er det, litteratur handler om: At erindre, det vil sige genvække. Derved kan man fortætte virkeligheden, så den bliver mere tydelig. Eller som Camus skrev: Kunst er ikke virkeligheden, men intet andet sted er bevidstheden om virkeligheden tydeligere. Kunst gengiver ikke den synlige verden, men den kan lære os at få øje på den.
Det meste af vores tid lever vi i en anden verden: i erindringen, kærlighedslængslen, dødsangstens indre følelsesverden. Derfor gør man ikke kun mennesket frit igennem strukturen, men også igennem en bevidstgørelse af eksistentialerne. Det aner jeg ikke hvordan man faktisk og praktisk gør, men det bedste kirurgiske redskab, jeg kender, der rækker helt derind, hvor mennesket kun elsker sig selv, er kunst. Tror jeg. Hvordan får man for eksempel fod på selveste døden? Det er svært, men læs eller genlæs eventuelt åbningen på Pasternaks roman Dr. Zivago: Dér har han virkelig fået den på kornet, så den måske er lidt nemmere at tackle bagefter. Litteratur kan derfor – ligesom japanske haver – egentlig ikke benyttes til noget nyttigt, men til det eneste, der er nødvendigt: Give indsigt og tillid i det uigennemskuelige og urørlige.                       

Vi skal være enige om reglerne
På det seneste har jeg drømt den samme drøm gentagne gange: Jeg møder Camus og Hemingway. Foran en cognacfarvet horisont ser Camus på mig med sin triste beslutsomhed.
”Det eneste oprør, der er tilbage, er anstændigheden.”
Hemingway nikker. ”Du må hellere passe på, for horisonten kommer som en bådshage.”
Deres bekymring er rimelig. Vi kan gøre forkerte ting med hinanden og kæntre vores liv. Ovenfor er Herder citeret for en klassisk etisk fordring i forbindelse med dannelse. Det synes jeg ikke vi skal forlade. Vi kan ikke spille på samme hold, hvis vi ikke er enige om reglerne. Og vores egen udfoldelse sikres af de fælles rammer. Alligevel er der mange i dag, der med selvfølgelighed ønsker at forlade den fælles etik.                         
Exupéry har et begreb, han kalder ”vennen”, der er den ”anden”, som får én til endelig at træde i karakter. For den eneste kærlighed, der virkelig tæller, er den kærlighed, der ikke er til sig selv. Exupérys forfatterskab rummer dermed en kraftig betoning af ”vennen”/etikken/afhængigheden/ansvarligheden. Han konkluderer, at hans vigtigste indre retningslinjer er hans venner. Exupéry kalder også vennerne for ”polerne”, der retningsbestemmer ens liv.
Hvordan kan vi reagere imod menneskets uimodståelige evne til at ødelægge verden, hvis vi ikke føler, hvad mennesket og verden er? Vi er nødt til at søge mennesket. Det handler dybest set ikke om studiekompetencer – herunder evnen til at skrive synopser, problemformuleringer og så videre – men om sansningsintensitet, etik og evnen til flerstemmighed. Og vigtigt: Sandheden af disse værdier kan ikke empirisk eftervises, men de kan eftervises i menneskets historie med sig selv, det vil sige i fortællingernes historie, der samtidig er historien om dannelsen.
I en optræden i Diamanten formulerede Salman Rushdie sig sådan til Carsten Jensen: ”Hvis vores historie ikke bliver fortalt og forstået, er man absurd.” Det er en bærende erkendelse hos Rushdie. En katolsk præst havde fortalt ham, at når han sad ved siden af døende, hvad katolske præster ofte gør, så gjorde den døende altid det samme: Fortalte sin historie. 
Hvorfor gør vi det? Svaret på det spørgsmål er det samme som svaret på spørgsmålet ”Hvorfor er litteratur relevant?” Fordi sproget omhandler en anden verden end den fysiske verden, og det er i denne anden verden, vi faktisk lever vores liv. Begreber som sandhed, retfærdighed og kærlighed kan ikke empirisk udpeges i den fysiske verden. De findes i sproget.                                                   

Navigation gennem fortælling
Jeg tror, det er rimeligt at antage, at vi er i modvind. Meget i samfundet handler om pensionsopsparing. På baggrund af det opstår der jo nogle spørgsmål: Hvorfor overhovedet undervise i litteratur i gymnasiet? Hvordan kan det indgå i en moderne omskiftelig virkelighed? Man kan med rette være utryg ved litteraturens placering i gymnasieskolen, når omverden i stadig højere grad gør viden op i nytte og anvendelighed.            
Fortællingen er menneskets afgørende måde at navigere i sit liv på, og den afgørende måde at lære på er derfor at lære af andres fortællinger. I danskfaget fokuserer vi på fortællinger, især skønlitteraturens fortællinger, fordi eleven kan overføre det på sin fortælling. Det er det, Gadamer kalder applikation og horisontsammensmeltning. Nogle af os har oplevet, at kunst kan ændre et liv. Det kan pronomener, sms-sprog og Dan Jørgensens hjemmeside sjældnere. Jeg vil ikke have et gymnasium eller et danskfag som er værdirelativistisk. For så kan man ikke danne samfund. Værdierne ligger i fortællingerne, i litteraturen. Hvis eleverne læser Dostojevskij, Camus, Hemingway, Pamuk og så videre, møder de sprogligt interessante sammenhænge og en nuanceret værdidiskussion, som gør eleven levende. Det sidste er ikke tilfældet i sms-sprog og Dan Jørgensens hjemmeside.
Kunst er nok det bedste sted, jeg kender, dels til at have en forfærdelig masse synsvinkler og mulige skabeloner, jeg kan vælge at rette mig efter, dels til at vise virkeligheden i sit koncentrat. Litteraturens opgave er at bevidstgøre om, hvad virkeligheden er. Det er det samme som at give mig mulighed for at træde i karakter. Derfor skal kreativitet og kunst have en central plads i undervisning og på gymnasiet. Og noget kunst er bedre end andet. Beatles laver bedre musik end Børge fra robådsklubben. Og dermed har man igen placeret sig i det almene; man har fæstnet sig til en værdidom. Man har kort sagt placeret sig i dannelsen og ikke studiekompetencerne. For hvis målet med tekstanalysearbejdet er at blive bedre til tekstanalyse, det vil sige opnå en kompetence til at udføre tekstanalyse, og hvis tekstanalyse altså ikke opfattes som et middel til eksistentiel bevidsthed – det vil sige dannelse – så er Børges indkøbsseddel lige så interessant som Dostojevskij. Igen tvinges vi altså af indlysende forhold til at erkende, at studiekompetencer nødigt må danne skole uden at være underordnet ideen om den almene dannelses værdiorientering.
Vores undervisning skal bæres af en overordnet bevidsthed om, hvorfor vi er lærere, og hvorfor fagene skal i spil. Studiekompetencer handler om ”hvordan”, og nogle gange bliver dette ”hvordan” så specialiseret, at nogle kan blive helt tilfredse med det. Det kan fylde deres liv at reflektere over det, og det kan fylde deres fag – det giver en intellektuel tilfredsstillelse – men jeg er ikke sikker på, det kan fylde mennesket. Det kan redde os som studerende, men det kan ikke redde os som menneske, og gymnasieskolen har begge bestræbelser.

Fra dannelse til kompetence
Danskfagets grundlæggende metode er, at vi læser litteratur for at finde os selv. Vi bliver selv genforhandlet i løbet af fortolkningen. Når vi læser os ind i en fremmed horisont, leder vi samtidig efter vores egen reetablering på nogle forbedrede præmisser. At trænge ind i det fremmede, at forlade sin egen private verden, at bytte sin horisont ud i stadig jagt på et sandere billede af sig selv, er både grobund for dannelse og hermeneutik. Dannelse kommer af tysk ”bildung” og afspejler det efterligningsarbejde, mennesket i gamle dage altid foretog, når det arbejdede med myter og kunst. Man bliver sig selv ved at danne sig efter fortællingernes forbilleder. Det er vores forhold til eksistentialerne – ikke mindst dødsangst og kærlighedslængsel – der styrer vores liv. Og vi bliver lidt mere frie, hvis vi bliver klar over det og i stand til at tackle disse længsler og denne angst. Men hvor er den henne? Ikke i den fysiske verden. Men den er i sproget. Litteratur er en mageløs måde, hvorpå vi kan gennemleve en palet af muligheder og skabeloner for liv. Så vi kan overføre fortællingerne på vores fortælling. Hermeneutik er en nøgle ned i teksten, der også åbner dig, imens du drejer den. Derfor er enhver god tekst og enhver god tekstlæsning dannende. Og når vi arbejder med dem – og gymnasiet er naturligvis ingen undtagelse – er det for at blive ramt og ændre form. 
En tendens i den nye gymnasiereform og i mange fags indre forandring i disse år er at skubbe gymnasiet fra at være et dannelsesgymnasium til et kompetencegymnasium. Jeg vil opfordre til at skubbe den modsatte vej.
Dannelse er at give eleverne de bedst mulige betingelser for at blive menneske, det vil sige blive en etisk agent i forhold til omgivelserne. Menneske bliver man igennem et indre valg, et valg af lidenskaber. Dette valg foretages ikke én gang, og man bliver aldrig rigtig god til det. Men det betyder ikke, at projektet bør aflyses, og det betyder ikke, at der ikke er noget, der er bedre end andet, og det betyder ikke, at vores klode ikke længere har brug for mennesker, der gør det rigtige.
Mennesker har aldrig gavnet hinanden ved kun at være omstillingsparate. Mennesker har aldrig gjort tilstrækkeligt for hinanden ved at vide tilstrækkeligt om, hvordan man lærer. Der skal en bestemt viden til.

Kommentarer

tor, 08/11/2012 - 10:05
Bergljót

Fantastisk indsigtsfuld tekst, man bliver helt varm om hjertet og samtidig forstemt. Tør vædde på, at vi er jævnaldrende

tir, 04/12/2012 - 13:25
Bent Hansen

hej John
det er sku noget af en stil du har skrevet, som du nok elsker at skrive, ja selv den dag i dag. og du var god til at skive dem.
hvis du er den John som gik på buddinge skole. så må vi ses over en kop latte.
vh B.H

tir, 30/04/2013 - 19:11
Malene Teilmann...

Men dannelse og kompetencemål behøver vel ikke udelukke hinanden?

Kreativitet og kunst skal have en central plads i gymnasiet! Og jeg oplever, at eleverne lapper ‘dannelse’ som kompetencemål i sig. De engageres, når undervisningen er tilrettelagt med fokus på kreativt og kunst! De er faktisk - med lidt dannelse - i stand til at sætte pris på kvalitet - ups! - nå, men når fx Edith Søderberg bliver læst højt på klingende, monotont svensk i 2.STX er alle paf og der er total stilhed i min. 5 sek. De forstår og mærker ‘det' intuitivt! “Whau” og “fuck, hvor er det vildt” var de umiddelbare reaktioner. Og de glemmer aldrig følelsen i de 5 sek. hvor de selv og kunsten og fælleskabet smeltede sammen. Eller når Poul Reumert læser Guldhornene højt på en gammel analog båndoptager, er de bjergtaget!

Jeg mener, dannelse og kompetencemål ikke behøver at udelukke hinanden. Giver de såkaldte kompetencemål netop ikke plads til levende, kreative elever - og lærere!? Ja, eleven opnår forhåbentlig kompetence til at udføre tekstanalyse, men det kan jo netop være en følgesvend livet igennem til kontinuerlig eksistentiel bevidsthed og undren. Studiekompetencer handler vel ikke kun om “hvordan”, men også om “hvorfor”? Dette “hvorfor”, som jo netop kan føre til selvindsigt, videbegærlighed, kritisk tænkning og kreativitet. En kompetence kunne vel også være evnen til at være sig selv. Det allervigtigste for lærerne i grundskolen og på gymnasiet må derfor være: et grundlæggende positivt menneskesyn.

Tilføj kommentar

Brugeroplysninger
Email-adressen vises ikke på sitet, men gør det muligt for os at kontakte forfatteren.
Kommentér uden forsinkelse.
Brug Facebook
log ind eller registrer
dig her.
By submitting this form, you accept the Mollom privacy policy.