Interview

Hop ud i floden og giv slip

Han tvinger eleverne til at begå fejl. Han lærer dem, at nærvær og samspil ikke kommer af sig selv. Og at regnskabet ikke nødvendigvis behøver at passe. Mød jazzmusiker Chris Minh Doky, der er blevet en populær underviser på landets gymnasier.

21. marts 2016 af Tina Rasmussen

Det handler ikke om at sætte fingrene rigtigt eller ramme tonen perfekt. Eller forsøge at lyde som en kopi af Rihanna. Når jazzmusiker Chris Minh Doky underviser gymnasieelever, er hans mål derimod at få dem til at lytte til hinanden, turde blotte sig og mene noget med det, de gør.

”Jeg er der ikke for at lære eleverne teknik, men for at lære dem, hvad samspil er, og hvad det kræver. Når jeg møder eleverne, spiller de ikke sammen. De spiller samtidig – altså bare hver deres tillærte del uden at lytte til sidemanden,” siger han.

I tre-fire år har Chris Minh Doky holdt massevis af workshopper på landets gymnasier – typisk for elever, der har musik på A-niveau. Han gætter på, at han efterhånden har været ude på omkring 60-70 gymnasier, hvis man også regner hans foredrag med. Lige nu er der skoler, der står på venteliste.

”Musikalsk samspil kræver nærvær. Når noget musik siger dig noget, er det, fordi der er nærvær, og det opstår, når der er en troværdighed i det, man siger.”

Han forstår godt, hvad det er for en mekanisme, der gør, at samspillet har det svært ude på skolerne.

”Eleverne skal gennem pensum, og man har kun et vist antal moduler. Derfor ender det mange steder med, at læreren siger: 'Bassen skal sige sådan, klaveret skal sige sådan, og trommerne skal sige sådan.' Så har man fået noget op at køre, og det lyder som noget, der minder om et eller andet, og forældrene kan høre det til forårskoncerten og sige: 'Ih, hvor var det godt.' Men eleverne spiller jo ikke sammen, de løser bare hver deres opgave. Ingen taler om hvorfor og hvordan,” siger Chris Minh Doky.  

Han har netop udgivet bogen Nærvær – en musikalsk historie om at sætte sig selv på spil. Her fortæller han ærligt om sin karriere – fra New Yorks værste slumkvarter uden en krone på lommen til jazzens superliga. Om sin tilgang til musik. Om passion og nærvær – og om at miste det. Og om hvorfor en anerkendt jazzbassist som ham overhovedet gider lære gymnasieelever at spille sammen.

Den første følelse af samspil fik han selv, da han som 13-årig havde lagt klaverspillet på hylden og blev optaget i Tivoligarden.

”Alle øvetimer startede med, at vi spillede en skala langsomt. 'Lyt til hinanden,' sagde vores dirigent. Først når en tone stemte, gik vi videre til den næste. Stemte den ikke, var det tegn på, at vi ikke rettede ind efter hinanden.”

Som at læse højt
Klassiske toner strømmer ud af højtalerne og fylder det lyse køkken-alrum i lejligheden i centrum af København. Chris Minh Doky sætter sig ved træbordet og byder på kaffe.

Den franske bulldog-hvalp Balou sniger sig til en lur på skødet af sin ejer. På væggen hænger rammer med fotografier af den danske bassist sammen med nogle af de mange topnavne inden for jazzverdenen, han gennem årene har spillet sammen med.

Han var kun 18 år, da han tog til New York for at forfølge sin passion. I starten spillede han på gaden og fandt andre unge musikere at jamme med. Efterhånden fulgte rigtige job på byens små jazzklubber. Og pludselig befandt han sig på turné med den anerkendte jazzguitarist Mike Stern – et af hans egne store idoler.

Det var på det tidspunkt, han for første gang seriøst begyndte at øve sig. Og det var her, han indså, at han skulle finde sin egen vej, sin egen lyd, sit eget udtryk – og ikke være en kopi af andre.

Hvor meget den erkendelse har betydet for ham, fortæller han gymnasieeleverne om, og han tvinger dem til at splitte det nummer, de gerne vil spille, ad og bygge det op igen. Som deres eget.

”Grundlæggende handler det om at fortælle historien ordentligt. At spille et nummer er som at læse højt af en bog,” forklarer han.

Når man læser op, kan man betone sit sprog, alt efter hvor man er henne, og hvordan stemningen er. Man kan lave små pauser, når der er punktum, og måske en lidt længere pause ved linjeskift. Gør man ikke det, bliver historien mekanisk, monoton og utroværdig, mener Chris Minh Doky.

”På samme måde kommer der i musikkens verden bare en pølse af toner, men ingen fortælling, hvis man kører hen over intro, vers, omkvæd, B-stykke og soloer, som var det én lang sætning uden punktummer."

For at finde ind til kernen af fortællingen sætter han eleverne til at inddele sangen i kapitler. Ligesom i en bog skal hvert kapitel spille en defineret rolle.

”Ofte er det første gang, de overhovedet snakker om, hvordan de hver især betragter nummeret. De begynder at tænke over, hvordan de kan supplere hinanden, og at de kun skal spille noget, hvis det giver mening. Måske behøver alle ikke spille med på introen? Måske behøver klaveret og guitaren ikke spille i samme oktav?”

Åbn hjertet
Chris Minh Doky prøver også at lære eleverne at tænke på musikken som en meget bred og dyb flod. En flod, der rummer al musik i universet. Hvis man vil spille musik med intuition og følelse, er man nødt til at hoppe ud i den.  

”Jeg vil gerne have eleverne til at se, at musikken allerede er der. Hvis den skal flyde igennem dem, skal de turde gå ud i floden og give slip.”

Men springer man uforberedt ud i den, drukner man. Derfor er man nødt til at blive så teknisk dygtig som overhovedet muligt. Så kan man stå fast, men samtidig være så transparent, at man ikke skaber modstand, forklarer han.

”Maskinen skal være i orden. Jeg skal kunne flytte nallerne så hurtigt som muligt, så jeg må øve min teknik. Desuden skal jeg være udholdende, så jeg kan holde kadencen.

Man kan jo heller ikke komme på fodboldlandsholdet, hvis man ikke kan løbe 20 kilometer.”

”Desuden skal jeg sørge for, at jeg forstår musikken. Det handler om min forståelse af akkorder og anden teori, men lige så meget om, at jeg er vågen og nysgerrig på lyden af musik i verden, så jeg ved, hvad Timbaland gjorde på sit nyeste nummer, men også hvad Bach gjorde,” siger han.

Og til sidst – og det er det sværeste, indrømmer han – skal man slippe alt igennem uden at dømme det.

”Nede i floden skal jeg åbne mit hjerte og alle mine sanser og lade alt flyde uhindret igennem. Hvad jeg end er ved at spille, skal jeg ikke rationalisere over det. Bare lade det være. Dømmer jeg noget, blokerer jeg for det, og så ender jeg med at blokere for det hele,” siger Chris Minh Doky.

Billedet med floden har han brugt siden den allerførste tid i New York. Det ændrede hans opfattelse af musik, og de musikere, han har holdt allermest af at spille sammen med, har haft den samme tilgang.

Men han er godt klar over, at det for 3.g’ere med musik på A-niveau, der kun lige har fået teknikken ind i fingrene, er svært at give slip på deres teoretiske viden og give plads til det, der nu lige sker.

”De har svært ved at acceptere, at regnskabet ikke nødvendigvis skal passe, hvis bare det flyder – og selvfølgelig er det også en balance.”

Det plejer at hjælpe, når han sammenligner det med, at man jo heller ikke tænker over, hvordan man staver ordene, når man taler.

”Grunden til det er jo, at vi har studeret det så meget, at det ligger på rygraden. En samtale bliver ikke defineret af, hvordan ordene er stavet, men hvad der bliver sagt."

Man lærer af fejl
Når musikeleverne går i gang med at øve på deres nummer, er tilgangen stort set den samme på alle gymnasier, fortæller Chris Minh Doky.

”Når jeg spørger dem, hvordan den version, de spiller, er opstået, svarer de altid: 'Det er den, bandet, der har lavet nummeret, spiller på YouTube.'”

Ofte har sangerne også bare lært teksten udenad. De har ikke sat sig ind i, hvad den handler om.

”Så starter vi arbejdet med at nå derhen, hvor de tror på, at det lige præcis er dem, der er fortælleren,” siger han.

For at gøre musikken og teksten til deres egen arbejder han med at få eleverne ud af deres comfortzone.

”Selvfølgelig kommer jeg med konkrete tips og metoder, men 80 procent af det, jeg gør, handler om at få dem til at melde sig ind i kampen. At gøre noget nærværende og troværdigt koster noget. Det kommer ikke af sig selv. De er nødt til at blotte sig, satse noget og begå fejl. Det er det, de lærer noget af.”

Han provokerer eleverne, og han ved, at det er grænseoverskridende for de fleste, fordi de er enormt bange for at lave fejl. Men han ved også, at det er den eneste måde, de kan rykke sig på.

”Jeg er selvfølgelig påpasselig, men jeg skal helst knække dem en lille smule. Mange af dem er jo supertalentfulde, men de hænger fast i det, de kan. De skal mærke, at det er okay at lave fejl.”

”De skal finde ud af, at når man har et ægte samspil, er der ingen, der falder på gulvet. For hvis alle lytter efter, og der er én, der laver noget uventet, så griber man hinanden, så det alligevel bliver godt,” siger Chris Minh Doky.

Og eleverne knækker altid koden på et eller andet tidspunkt, fastslår han.

”Det øjeblik er det hele værd. Jeg elsker det. Lige pludselig ejer de nummeret, og der kommer en energi og et nærvær. Det er så fedt. Så er de fuldstændig ligeglade med, om

Rihanna har gjort sådan eller sådan, for nu er det deres nummer.”

Selv tanker Chris Minh Doky en masse håb og inspiration fra sådan et øjeblik. Håb for samhørigheden og musikken, fordi eleverne opdager, hvor fedt det er at spille sammen.

Håb for det personlige udtryk, fordi de opdager, hvilken effekt det har, at man ejer, hvad man siger. Inspiration, fordi det er unikt at møde mennesker på det punkt i livet.

”Det gør mig enormt glad, at jeg har plantet et lille frø, de både kan tage med sig videre i musikkens verden og i livet generelt. Tænk, hvis de går ud i livet på samme måde. Med nærvær og lysten til at skabe noget i fællesskab,” ­siger Chris Minh Doky.

Om Chris Minh Doky

Chris Minh Doky

• Student fra Sankt Annæ Gymnasium.
• Jazzbassist, komponist, solist og producer.
• Lærte at spille klaver som seksårig og begyndte at spille bas i gymnasiet.
• Tog til New York som 18-årig og fik meget tidligt sit internationale gennembrud. Siden en af verdens mest efterspurgte og anerkendte jazzmusikere.
• Har turneret over det meste af verden og spillet med blandt andre Miles Davis, Mike Stern, Bill Evans, David Sanborg og Mike Brecker.
• Har modtager flere priser og nomineringer.

Tilføj kommentar

Brugeroplysninger
Email-adressen vises ikke på sitet, men gør det muligt for os at kontakte forfatteren.
Kommentér uden forsinkelse.
Brug Facebook
log ind eller registrer
dig her.
By submitting this form, you accept the Mollom privacy policy.