Nyhed

Han har vænnet sig til klager

Matematiklærer Casper Dahl Rasmussen har fået en til to elevklager om året de sidste seks år. Ingen elever har fået medhold, men klagerne har alligevel ændret hans praksis.

2. oktober 2012 af Johan Rasmussen
Casper Dahl Rasmussen, lærer på Gl. Hellerup Gymnasium

Casper Dahl Rasmussen er ved at være rutineret i klagesager. De sidste seks år har matematiklæreren fra Gl. Hellerup Gymnasium fået ni skriftlige klager om karakterer fra elever eller forældre – syv af klagerne er blevet sendt til rektor.

Casper Dahl Rasmussen mener, at andre lærere kan få glæde af hans erfaringer, og henvendte sig derfor til gymnasieskolen.dk, efter han havde læst artiklen Flere elever klager over karakterer.

”De første par gange gik det mig meget på, og jeg brugte mange kræfter på overvejelser og tid på at svare på henvendelserne. Jeg har hver gang fået opbakning fra min rektor, men alligevel er det ubehageligt, at en klage bliver en sag, hvor din rektor skal vurdere dig,” siger Casper Dahl Rasmussen, som også mener, det kan være ubehageligt, at der opstår en konflikt med en elev, som han har haft et godt forhold til i to år.

Dumpet
Alle klagerne er kommet efter årskarakterer i matematik på B-niveau. Klagerne har typisk drejet sig om, at eleven er dumpet – 00 i årskarakter – efter eleven havde fået en højere standpunktskarakter. Nogle klager går på, at eleven har fået en højere karakter til skriftlig eksamen, og så mener eleven, at han er berettiget til en højere årskarakter. Ingen elever har fået medhold, men klagerne har alligevel fået Casper Dahl Rasmussen til at ændre sin undervisning og praksis.

”Jeg bruger nu mere tid på at forklare, hvordan jeg vægter afleveringsopgaver, prøver, indsats i timerne og resultaterne i de store prøver i forhold til årskarakteren, end jeg gjorde før,” siger Casper Dahl Rasmussen.

Mere fokus
Han giver nu karakterer for alle afleveringsopgaver og bruger mere tid på at vise, hvordan han retter og giver karakterer til de skriftlige opgaver.

”Jeg bruger også mere tid på mundtlige fremlæggelser i mindre grupper og videoafleveringer og mere tid på den efterfølgende evaluering af elevens præstation. Det betyder, at karakteren i højere grad bliver givet på baggrund af konkrete præstationer og mindre på fornemmelse af elevens samlede arbejde,” siger Casper Dahl Rasmussen.

Mere tid
Klagerne har også betydet, at Casper Dahl Rasmussen bruger længere tid på at gennemtænke argumentationen for, hvorfor en elev skal have en karakter.

”Jeg bruger især længere tid, når jeg kan se, at der kan opstå en konfliktsituation. Det kan være ved en elev, jeg sætter ned fra 7 til 4, eller en elev som jeg giver 00. Her er mine overvejelser grundigere,” siger Casper Dahl Rasmussen og tilføjer:

”Min praksis har dog ikke elimineret klager, men min argumentation over for eleverne er blevet skarpere,” siger Casper Dahl Rasmussen.

Han mener, det både er godt og skidt, at han bruger mere tid og kræfter på at evaluere eleverne og give karakterer.

”På den ene side vil man som lærer helst bare koncentrere sig om at formidle viden, forståelse og glæde for faget. På den anden side kan man ikke løbe fra, at der er meget fokus på karaktererne fra de unge og deres forældre,” siger han.

 

Casper Dahl Rasmussens råd om klager

  • Tal med dine kollegaer om klagen. Mange andre har prøvet det før dig.
  • Snak med din tillidsrepræsentant. Det skal du især gøre, hvis din leder ikke bakker dig op.
  • Hvis klagen indeholder trusler eller for eksempel krav om et skriftligt svar inden for kort tid, skal du med det samme sende den videre til ledelsen.

Kommentarer

lør, 06/10/2012 - 01:35
sergio

I klagesituationer er det et imperativ at rektorer ikke farer op og underkender deres undervisere, men sørger for at der et faste procedurer for hvordan en klagesag skal foregå. Det er mine erfaringer at rektorer tackler opgaven meget arbitrært alt efter hvilken lærer der er tale om...

man, 08/10/2012 - 00:41
Leena Henningsdatter

Jeg er interesseret i at høre lidt mere om videoafleveringer og grundlaget for vægtning, der fører til den givne karakter. Karakterer er jo bestemt ikke pr definition objektive.
Tak fordi du delte din praksis, Casper.

Mvh

Leena Henningsdatter

Tilføj kommentar

Brugeroplysninger
Email-adressen vises ikke på sitet, men gør det muligt for os at kontakte forfatteren.
Kommentér uden forsinkelse.
Brug Facebook
log ind eller registrer
dig her.
By submitting this form, you accept the Mollom privacy policy.