Nyhed

Hård kritik fra gymnasielærere

Der er mange problemer med regeringens forslag til en ny gymnasiereform. Det stod klart, da gymnasielærere stillede skarpt på udspillet.

10. maj 2016 af Malene Romme-Mølby

“En ting er sikker: Gymnasiereformen bliver ikke 100 procent som regeringens oplæg,” understregede Liberal Alliances forskningsordfører Henrik Dahl.

Udmeldingen kom til de gymnasielærere, der mandag mødte op til GL-mødet på Aarhus Katedralskole for at drøfte regeringens forslag til en ny gymnasiereform.

Og det var formentlig et af de budskaber, der blev bedst modtaget af gymnasielærerne.

Hf drukner i bøger
For de var ikke imponerede over regeringens gymnasiereform - for at sige det mildt.

Blandt andet karakterkravet og udelukkelsen af de kreative fag på hf fik hårde ord med på vejen.

“Det bliver jo meget grovere for vores kursister at gennemføre hf, når de ikke har de kreative fag som modvægt til de boglige. De drukner simpelthen i bøger,” lød det fra en gruppe lærere.

“Og hvor skal de i øvrigt så gå hen, hvis de ikke har fire?”

Det måtte den eneste politiker, der ikke havde meldt afbud, svare på.

“Nu er man jo ikke fortabt, hvis man ikke kan komme ind på en gymnasial uddannelse. Der er masser af andre muligheder,” forsvarede Henrik Dahl karakterkravet.

“Men bare fordi man ikke har fået fire i matematik, er det jo ikke sikkert, at man drømmer om at blive damefrisør,” lød det fra  Annette Nordstrøm Hansen, formand for Gymnasieskolernes Lærerforening.

"De dovne svin vil tage sig sammen"
Men det er på tide, at der blev lavet et skarpere skel til gymnasiet, så uddannelsen grundlæggende stiler direkte mod de lange videregående uddannelser, sagde Henrik Dahl.

“Man skal også huske på, at det vil have dynamiske effekter, hvis man laver en reform. Nogle af dem, der nu får to, fordi de er nogle dovne svin, vil tage sig sammen,” mente Henrik Dahl.

Det gav anledning til uro fra salen og bemærkninger om, at ikke alle "bare kunne tage sig sammen."

“Der er mange grunde til, at hf-kursister falder fra. Det er ikke kun faglige grunde, men også psykiske eller sociale problemer, og dem kan vi jo ikke bare trylle væk ved at afskære dem fra uddannelsen,” lød det fra lærerne.

Regeringen forveksler dannelse
På et punkt fandt gymnasielærerne og Henrik Dahl dog en vis form for enighed: kritikken af almendannelse i regeringens udspil.

“Regeringen forveksler simpelthen dannelse med kompetencer,” sagde Henrik Dahl.

“Udspillet støder os meget, fordi det egentlig ikke handler om dannelse, men nærmere om uddannelse,” lød det endvidere fra en gruppe lærere fra salen.

Denne del af gymnasieudspillet undrede også GL’s formand.

“Regeringens udspil om ny dannelse laver en fokusflytning ved for eksempel at skrive karrierelæring, som efter min mening er studieforberedelse. Der er ikke noget galt med studieforberedelse, men det har bare ikke noget at gøre med almendannelse,” sagde Annette Nordstrøm Hansen.

Stor politisk uenighed
Uden helt at kunne røbe for meget fra de politiske forhandlinger afslørede Henrik Dahl dog, at der stadig er en del knaster i forhold til at nå politisk enighed om en ny gymnasiereform.

“Partierne står ganske langt fra hinanden endnu, så ministeriet arbejder på højtryk for at finde løsninger,” sagde Henrik Dahl.

“Vi håber på et politisk bredt forlig, fordi det vil give arbejdsro i sektoren, og det har vi brug for,” understregede Annette Nordstrøm Hansen.

 

 

 

Tilføj kommentar

Brugeroplysninger
Email-adressen vises ikke på sitet, men gør det muligt for os at kontakte forfatteren.
Kommentér uden forsinkelse.
Brug Facebook
log ind eller registrer
dig her.
By submitting this form, you accept the Mollom privacy policy.