Du er her
Nyhed
|
22. nov 2016

Gymnasielærere lider af søvnbesvær

Foto: 
Søvnbesvær er et stort problem blandt gymnasielærere. Flere eksperter peger på, at arbejdsbyrden kan være roden til problemet.
Af: Carl Juul Nielsen

Stress, uafsluttede opgaver og konflikter på arbejdspladsen. Der er mange ting, der kan holde gymnasielærerne vågne om natten.

En undersøgelse foretaget af Gymnasieskolernes Lærerforening (GL) i samarbejde med arbejdsmiljøforsker Tage Søndergård Kristensen viser, at gymnasielærere i højere grad end gennemsnittet af danske lønmodtagere lider af søvnbesvær. 10 procent af lærerne svarer, at de har svært ved at falde i søvn om aftenen, og 17 procent svarer, at de vågner, før de er udhvilet. 

Speciallæge Lars Mortensen, der til dagligt arbejder med søvnbesvær, er ikke overrasket. Han mener, at gymnasielærerjobbets kombination af mange deadlines og regelmæssig formidling kan være med til at udfordre gymnasielærernes søvn.

”Du ligger måske med et tankemylder og tænker på de opgaver, der skal laves,” siger Lars Mortensen.

Det kan blive et selvforstærkende problem, når du ikke kan sove, fordi du er bekymret over uafsluttede opgaver, mener han. 

”Det bliver en ond cirkel, hvor du bliver irriteret over ikke at lave dine opgaver ordentligt, samtidig kræver det mere energi at gennemføre dem, når du er træt,” siger Lars Mortensen. 

Kollega Torben Jager Petersen, der er psykolog, søvnspecialist og ejer af søvnklinikken Scansleep, er enig i, at arbejdsopgaverne bliver hårdere samtidig med, at du oplever mindre tilfredshed med dem.

”Søvnunderskud rammer vores kognitive evner til eksempelvis koncentration, overblik og problemløsning. Derfor skal lærere med søvnproblemer eksempelvis bruge flere kræfter på at forberede sig og er lettere at bringe ud af fatning, når de står overfor en klasse,” siger Torben Jager Petersen.  

Undersøgelsen af lærernes søvn er en del af GL's afdækning af gymnasieskolernes professionelle kapital, hvor over 100 skoler har deltaget og over 8.000 lærere har svaret på undersøgelsens 50 spørgsmål.

Ruminering
Når størstedelen af de, der lider af søvnbesvær, vågner tidligt, kan det være et tegn på en stresset arbejdsplads, mener arbejdsmiljøforsker Tage Søndergård Kristensen, der er tidligere professor i psykisk arbejdsmiljø på Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø. I dag er han selvstændig konsulent.

Han skriver i et særnummer af Gymnasieskolen, at begrebet "ruminering" kan spille en faktor i gymnasielærernes søvnbesvær.

”Mange vågner for eksempel for tidligt og tænker straks på en dårlig episode på arbejdspladsen eller en konflikt med ægtefællen. Der er især to ting, der kan give ruminering, nemlig uløste konflikter og uafsluttede opgaver,” skriver Tage Søndergård Kristensen i Gymnasieskolens særnummer om professionel kapital.

LÆS: Stress og søvn - hvordan går det med det psykiske helbred?

Torben Jager Petersen mener også, at søvnbesvær ofte hænger sammen med stress. Han vurderer, at omtrent 90 procent af de klienter, han behandler i sit arbejde, er ramt af stressudløste søvnproblemer. Han mener derfor, det er vigtigt at tage problematikken op med sin arbejdsgiver, så snart problemet melder sig.  

”Hvis du har stress-symptomer, så skal det håndteres fra arbejdspladsens side,” siger Torben Jager Petersen.

Større sandsynlighed for andre sygdomme
Det er vigtigt at reagere hurtigt, hvis du oplever søvnbesvær, mener Torben Jager Petersen. For er du først ramt af søvnbesvær, er der høj risiko for at blive ramt af både psykiske og fysiske sygdomme.

Lars Mortensen påpeger, at der også er stor risiko for misbrug af alkohol og medicin. Han advarer især imod søvnmedicin, der kan virke stærkt vanedannende.

”Søvnmedicin bør kun bruges i særligt kritisk tilfælde. Det kunne eksempelvis være, hvis søvnproblemerne skyldes et dødsfald i familien eller lignende,” siger Lars Mortensen.  

Selvom der findes mange gode råd til at sove bedre, så er disse råd kun værdifulde, inden du bliver ramt af søvnbesvær. Er du allerede ramt af søvnbesvær, skal du opsøge professionel hjælp, mener Torben Jager Petersen.   

Han mener, at der er flere, der begår den fejl at tro, at de så at sige kan ”sove sig ud af søvnbesværet”.

”Det nytter ikke noget, at du prøver at indhente dit søvnunderskud. Du skal ikke tage en ”morfar” på sofaen eller prøve at få sovet igennem i weekenden, du skal have en struktur på din søvn i stedet,” siger Torben Jager Petersen. 

Kommentarer

0
You must have Javascript enabled to use this form.

Annoncer