Artikel
Gymnasielærer vil investere fem milliarder i klimaet
egon_kristensen_mp_pension

Gymnasielærer vil investere fem milliarder i klimaet

De seneste år har diskussionen om klimavenlige investeringer stjålet spotlightet på MP Pensions generalforsamlinger. Nu vil formand søsætte grønt initiativ.

Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

Fem milliarder danske kroner. Så meget vil Egon Kristensen, musik- og historielærer på Ikast-Brande Gymnasium, investere i klimavenlige initiativer.

Han er hverken it-milliardær eller arving af et stort konsortium. Egon Kristensen er såmænd bare ny formand for MP Pension, der forvalter rundt regnet 100 milliarder kroner for cirka 110.000 magistre, gymnasielærere og psykologer.

“I kølvandet på den store klimaaftale i Paris i december er der en god chance for at udnytte situationen til klimavenlige investeringer. Derfor opprioriterer vi dem nu,” siger han.

Klimakamp bærer frugt
De seneste to år har netværket Ansvarlig Fremtid, der er en del af Klimabevægelsen i Danmark, stillet forslag om, at MP Pension skulle frasælge alle investeringer i fossile brændstoffer.
I 2014 faldt forslaget med et snævert flertal, men i 2015 fik klimaaktivisterne generalforsamlingens opbakning, da forslaget var ændret til alene at handle om frasalg af kulselskaber.

Det ændrede dog ikke ved pensionskassens bestyrelses holdning. Den valgte derfor at se bort fra generalforsamlingens holdning, hvilket udløste store diskussioner.

Læs: MP Pension går mod vedtaget forslag

Nu står en ny generalforsamling så for døren, og igen har Ansvarlig Fremtid stillet forslag om, at pensionskassen ikke skal have penge i ”etisk problematiske og økonomisk højrisikable investeringer i kul mv,” som formuleringen lyder. Og netværket har fået en halv sejr længe før Musikhuset i Esbjerg slår dørene op til generalforsamlingen.

For bestyrelsen – med Egon Kristensen i spidsen – har nemlig varslet, at den fremover vil arbejde meget mere målrettet med klimavenlige investeringer.

“Helt konkret har vi i sidste uge indarbejdet en forpligtelse i vores bestyrelses retningslinier til, at vores investeringer skal passe ind i målene fra klimaaftalen i Paris,” fortæller han.

Det udmønter sig blandt andet i, at MP Pensions investeringsafdeling opretter en selvstændig climate change-enhed, der skal løbes i gang i løbet af det næste år. Den skal i første omgang investere fem milliarder kroner, hvilket svarer til fem procent af pensionskassens midler.

Den nye linje betyder også, at pensionskassen gerne vil lave klimavenlige investeringer, der på den korte bane giver små afkast udfra en forventning om, at afkastet vil blive større på sigt.

Strategisk uenighed
Den nye linje flugter på mange punkter med Ansvarlig Fremtids ønsker, mener MP Pension. Pensionskassens bestyrelse er dog uenig med medlemsnetværket på ét centralt punkt.

“Ansvarlig Fremtid ønsker, at vi skal afvikle en række investeringer på området. Vores strategi er i stedet at forsøge at påvirke virksomhederne indefra. Hvis vi sælger vores aktier i en virksomhed, så bliver de bare købt af nogle andre, og det gør intet godt for klimaet. Hvis vi beholder dem, kan vi via et aktivt ejerskab påvirke beslutningerne,” siger Egon Kristensen.

Han vil ikke sige, at MP Pensions nye klimalinje er blevet til efter pres fra Ansvarlig Fremtid, men understreger alligevel, at situationen var uholdbar.

“Det er et demokratisk problem, at vi kommer i mindretal på generalforsamlingen. Derfor handler vi. Jeg er glad for, at det harmonerer med Ansvarlig Fremtids forslag,” siger den nyvalgte formand, der trådte til 1. januar.

Fra TR til formand
Egon Kristensen har siddet i pensionskassens bestyrelse siden 2013. Men det er langt fra hans første tillidshverv igennem fire årtier som gymnasielærer.
Han har været tillidsrepræsentant og siddet i GL’s hovedbestyrelse, lokaludvalg og overenskomstudvalg.

Hans mål er at forvalte pengene på en måde, som er til gavn for kollegerne.

“Selvom vi varetager 100 milliarder kroner, så er det kun hver tiende medlem af pensionskassen, der stemmer ved bestyrelsesvalget. Derfor vil jeg gerne sikre et tæt samarbejde mellem bestyrelsen, de tre fagforeninger og medlemmerne. Selvom det er mange penge, er der ikke så mange, der interesserer sig for det,” siger han.

MP Pensions generalforsamling holdes den 7. april 2016 i Esbjerg.
Se mere her 

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater