Nyhed

Gratis lektiehjælp breder sig

De frivillige undervisere fra Matematikcenter rykker nu ind på flere af hovedstadens gymnasier. De yder gratis hjælp til elever, der har svært ved at knække de matematiske formler.

17. september 2012 af Tina Rasmussen
Jacob Jørgensen er frivillig lektiehjælper

Nu kan endnu flere folkeskole- og gymnasieelever få gratis hjælp til ligningerne og brøkregningen.  Sidste skoleår stod en række frivillige undervisere hver uge klar på to gymnasier i København og et gymnasium i Aarhus for at yde gratis lektiehjælp. I disse uger rykker matematikhjælperne ind på yderligere to af hovedstadens gymnasier.

Dermed er der nu hjælp at hente til opgaverne på både Aarhus Katedralskole, Niels Brocks Handelsgymnasium, Ingrid Jespersens Gymnasieskole, Johannesskolen og N. Zahles Gymnasieskole.

Det er Matematikcenter, som er en non-profit organisation, der står bag initiativet. Formålet er at stimulere elevernes interesse for matematik og øge deres faglige niveau. Underviserne er primært universitetsstuderende, men der er også erhvervsfolk og pensionerede matematiklærere blandt de frivillige hjælpere. 

Hjælp på alle niveauer
Lektiehjælpen foregår om eftermiddagen. Eleverne behøver ikke at tilmelde sig, men kan bare møde op på skolerne. Tilbuddet henvender sig til elever fra 7. klasse og opefter uanset fagligt niveau. Indtil videre er det flest gymnasieelever, der har brugt tilbuddet.

”En del af eleverne har matematik på C-niveau, men har virkeligt svært ved det. Vi prøver at vise dem, at de faktisk godt kan finde ud af det,” fortæller Julia Ivanova, der er leder af Matematikcenter.

Det er dog ikke kun de fagligt svage elever, der søger hjælp.

”Vi har også mange elever, der ligger i midten, men som er kommet lidt bagud og pludselig synes, at tingene er svære. Her får de mulighed for at få fyldt hullerne ud,” siger Julia Ivanova.

Skoler på venteliste
Matematikcenter, der får økonomisk støtte fra en række virksomheder og fonde, er en søsterorganisation til det svenske Mattecentrum. I Sverige startede initiativet for fire år siden. I dag er der over 200 frivillige spredt over landet, og hele 60.000 folkeskole- og gymnasieelever bruger tilbuddet om året.

Herhjemme håber man også, at idéen spreder sig til flere skoler og til flere byer. Men det kræver flere frivillige, forklarer Julia Ivanova. På nuværende tidspunkt er 40 undervisere tilknyttet ordningen.

”Vi har flere skoler på venteliste. Vi regner med, at de kan komme i gang i det her skoleår, men vi skal først have skaffet flere frivillige kræfter,” siger Julia Ivanova.

Vild med matematik
23-årige Jacob Jørgensen er en af de frivillige, der står klar med hjælp, når matematikken slår knuder. Til daglig læser han matematik på Københavns Universitet.

”Jeg drømmer om at blive gymnasielærer. Som frivillig underviser har jeg fået en masse god erfaring og er blevet endnu mere sikker på, at det er det, jeg vil,” siger Jacob Jørgensen.

Han er vild med matematik og håber at kunne smitte nogle af eleverne med sin egen begejstring for faget.   

”Emnefeltet er bredt. Eleverne har spørgsmål om alt fra potensregneregler til trigonometriske problemstillinger. Det bedste er, når der pludselig går et lys op for en elev,” siger Jacob Jørgensen, der nikker genkendende til, at en del af eleverne fagligt hører til under middel.  

”Det er typisk elever, der ikke har fulgt så meget med i folkeskolen. Når de så begynder i gymnasiet, får de det rigtig svært,” siger han.

Godt supplement
Olav Lyndrup, der er formand for Matematiklærerforeningen, er positiv over for tilbuddet. Han påpeger, at matematik på C-niveau i dag er obligatorisk for alle elever i det almene gymnasium, og at mange har matematik på B-niveau.  

”Matematikcenter skal selvfølgelig sikre sig, at de frivillige har en ordentlig faglig indsigt. Men det er jeg nu også sikker på, at de gør. Og så er det vigtigt, at de frivillige ikke regner opgaverne for eleverne, men vejleder dem og giver dem et lille skub,” siger Olav Lyndrup.

I dag har stort set alle landets gymnasier lektiecaféer, hvor eleverne kan få hjælp til de daglige lektier og større opgaver. Olav Lyndrup mener ikke, at det nye initiativ er udtryk for, at gymnasierne ikke gør det godt nok. Han ser det som et ekstra tilbud.

”Det er et godt supplement til vores egne lektiecaféer,” siger matematiklærernes formand, der især glæder sig over, at Matematikcenter tilsyneladende formår at hjælpe nogle af de svage gymnasieelever.

Læs mere på matematikcenter.dk

Tilføj kommentar

Brugeroplysninger
Email-adressen vises ikke på sitet, men gør det muligt for os at kontakte forfatteren.
Kommentér uden forsinkelse.
Brug Facebook
log ind eller registrer
dig her.
By submitting this form, you accept the Mollom privacy policy.