Den nye overenskomstaftale er siden fredag morgen blevet debatteret heftigt blandt lærerne. Debatten viser, at mange er skuffede, og mange undrer sig også over forhandlingsforløbet. I fredags stemte et flertal i GL’s repræsentantskab nej til overenskomstaftalen, mens blot et lille flertal i GL’s hovedbestyrelse har nikket anerkendende til aftalen.

Formand for GL Gorm Leschly fortæller i dette interview, hvorfor han mener, at den nye aftale var det muligt opnåelige i en situation, hvor finansminister Bjarne Corydon med Folketinget – minus Enhedslisten - i ryggen gik stålsat efter at ”normalisere” lærernes arbejdstid.

Kan du forstå, at medlemmerne undrer sig over, at der er indgået en aftale, hvor aftaleretten forsvinder?
Ja, og sådan tror jeg også jeg selv ville tænke – at det er for dårligt. Men den var forsvundet, lige meget om vi havde råbt eller skreget. Moderniseringsstyrelsen ville ikke forhandle med os under den præmis, at vi ville bevare aftaleretten. Vi kunne ikke engang få lov til at få vores eget bord, hvor GL kunne sidde og forhandle sideløbende med AC (Akademikernes Centralorganisation) til den endelige forhandling. Derfor ville vi på AC-bordet for at de kunne hjælpe os så godt som muligt, og få så meget ud af den givne situation. Sidst i forløbet op til de endelige forhandlinger sagde jeg klart på to tillidsrepræsentantmøder, at vi måtte erkende, at vi ikke kunne holde den gamle aftale længere.

Hvorfor ville du ikke forlade forhandlinger?
Min frygt var, at hvis jeg forlod forhandlingerne, så ville AC lukke en aftale for erhvervsskolerne, som har overenskomst under AC. Det ville blive en dårligere aftale, end den vi har fået, og min vurdering var, at den aftale senere ville blive ført over på GL-overenskomsten i forligsinstitutionen eller ved et regeringsindgreb. Jeg ville med andre ord blive for at sikre alle GL's medlemmer den bedst mulige aftale. Min vurdering var, at det samlede pres ville give den bedste løsning.

Så du havde muligheden for at forlade forhandlingerne?
Jeg kunne godt have forladt forhandlingerne, men så var det blevet kl. 8 om morgenen – først dér kunne vi se, hvad der reelt lå på bordet. Vi ville så være kommet i det såkaldte fire ugers vindue, og videre i forligsinstitutionen. Så havde vi ikke kunnet regne med at få noget som helst, og dermed ville vi højst sandsynligt være røget i en lockout. Jeg havde håbet på, at vi kunne holde AC-bordet til efter repræsentantskabsmødet kl. 13-17 samme dag, men det var ikke muligt.

Hvorfor ikke tage en lockout – og dø med støvlerne på, om man så må sige?
Jeg vurderede, at så ville vi få en markant dårligere aftale. Jeg er klar over, at nogle tillidsrepræsentanter og medlemmer mener, at en lockout havde været bedre, og det er så mit valg at vurdere, at det ikke kunne betale sig. Hvis vi var gået i en lockout og derefter havde fået den samme aftale som nu uden økonomi og noget andet, så tror jeg også, at nogle medlemmer ville være utilfredse med deres fagforening bagefter.

Hvorfor mener du, at aftalen er bedre end at tage en konflikt?
En vigtig ting er, at vi har en tilkendegivelse om, at der skal være en sammenhængende arbejdstid. I den gamle aftale kunne man risikere at møde ind fra 8 til 10 og så have fri, og så have undervisning fra 13 til 16. Nu skal ledelsen lave en sammenhængende arbejdsdag. Tidsregistrering er en anden vigtig ting. Ledelsen er forpligtet til at lave et system på skolen, således at læreren kan registrere hele sin arbejdstid. Alt for mange lærere arbejder alt for meget, derfor kan det være en sund øvelse at få gjort arbejdet op i tid, og så er det ledelsens ansvar, hvis en lærer arbejder for meget. Så det handler ikke kun om de penge, som der er i tillæggene – men de er der selvfølgelig også.

Hvorfor er der ikke lavet en klausul, så GL efterfølgende kunne blive løst fra aftalen?
Lige præcis denne gang var truslen mod os så enorm, at vi havde brug for, at alle organisationer i AC kunne lægge et pres for os. Hvis vi havde en klausul om, at vi bare kunne komme ud af aftalen, ville det pres ikke være det samme. Det er en beslutning, vi har taget i hovedbestyrelsen og i repræsentantskabet.

Hvad vil du sige til de medlemmer, som er skuffede over aftalen, og som har kritiseret din rolle i forløbet?
Jeg vedstår, de beslutninger jeg har taget. Jeg har brugt mine erfaringer og indsigt efter mange år som formand til at vurdere, hvad der ville være bedst for os i den givne situation – det vil jeg altid gerne diskutere med medlemmerne. Jeg forstår godt, at flere er skuffede, og jeg ved udmærket, at det er et stort skridt at tage. Jeg mener dog ikke, at jeg som formand skulle lægge mig ned, og lade mig flyde med ud for at se, hvad der ville opstå i kølvandet på en lockout.

Hvad mener du om generelt om hele forløbet?
Finansministeren og moderniseringsstyrelsen har kørt en hård og arrogant forhandlingsstil over for os. Vi har mødt op til tre møder og fremlagt forslag, som er ret vidtgående, hvor vi for eksempel for at bevare den gamle aftale ville acceptere en lavere basisforberedelsestid og opgive flere akkorder. Alligevel har de sagt, det er ikke den vej, de vil gå.  At moderniseringsstyrelsen heller ikke ville have et parallelt forhandlingsbord med GL i den afsluttende fase, var heller ikke acceptabelt. Til gengæld er jeg meget tilfreds med det pres, AC's formand og direktør lagde til sidst.